NB: UDSTILLINGEN ER I KGX i GLASVÆRKET
De to svenske kunstnere Emil Sandström og Rebecca Lindsmyr er blevet tildelt et tre måneders ophold i Kongegaardens store legatbolig i Algade. Under deres ophold vil de skabe et udstillingsprojekt i proces i Kongegaardens X-rum (KGX) i Korsørs gamle glasværk.
Udstillingen bliver således udviklet som et stedsspecifikt projekt i samspil med det 275 kvm store og høje rum, der er bevaret i sit oprindelige industrielle udtryk. Den planlagte totalinstallation tager udgangspunkt i bygningens unikke arkitektur samt tidligere funktion som glasværk og lader begreber og fortællinger om glas og glasindustrien fungere som katalysator for narrativer, der udfordrer forholdet mellem det dokumentariske og det fiktive.
Emil Sandström og Rebecca Lindsmyr har boet i Paris, og gennem research og en tværfaglig kunstnerisk metode er den kunstneriske intention at skabe forbindelse mellem den lokale historie og en bredere europæisk idé- og kulturhistorie.
Kunstnerne vil undersøge, hvordan fremkomsten og populariseringen af et materiale både former og formes af dets historiske og sociopolitiske kontekst.
Åbningstider tors 11-18, fre-søn 11-16 (eller efter aftale)
Udstillingen kan ses i KongegaardenX i Glasværket Norvangen 3D, opgang A, 2. sal. Fri Entré.
Fernisering: Lørdag 25. maj kl. 13–16.
Rebecca Lindsmyr (f. 1990) er uddannet fra Malmø Kunstakademi i 2021 og har tidligere en BA i maleri og grafik fra Glasgow School of Art (UK). Hun har modtaget udmærkelser og stipendier, som bl.a har ført til et otte måneders studieophold i Paris i 2023–2024. I 2023 modtog Rebecca et års arbejdslegat fra den svenske kunstfond.
Emil Sandström (f. 1994) er uddannet fra Malmø Kunstakademi i 2022. Han har været stifter og koordinator for et non-profit udstillingssted i Malmö og har modtaget forskellige stipendier og legater, som bl.a har ført til en seks måneders studiepraktik i New York i 2023. I 2024 modtog Emil et års arbejdslegat fra den svenske kunstfond.
Udstillingen er støttet af: Statens Kunstfond, Fondet for Dansk-Svensk Samarbejde og Konstnärsnämnden (Swedish Arts Grants Committee).