Gå til hovedindhold
ENG
 

ISENSTEIN OG MALERIET // Isenstein, Ejlerskov, Furåker, Bjørnskov og Hughes

-

Kongegaarden huser Isensteinsamlingen med værker af den tyske billedhugger Kurt Harald Isenstein (1898-1980), der blev klassisk uddannet fra kunstakademiet i Berlin i 1920. Samlingen består af buster, skulpturer, relieffer, akvareller, tegninger, men rummer også over flere snese malerier, der oftest er skildringer af ansigter, figurer, landskaber, opstillinger og forskellige objekter. 

For at gøre Harald Isensteins oeuvre vedkommende i dag sætter vi ofte dele af den nu historiske samling i samspil med den helt aktuelle kunst. For at revitalisere og perspektivere Harald Isensteins maleriske praksis har vi inviteret fire danske samtidskunstnere, der alle i en vis grad også forholder sig til virkeligheden og ofte også til portrættet som genre i deres undersøgelse af farver og form.


Først og fremmest er de dog alle virkeligt gode billedkunstnere, der, med en generøs brug af farver, virtuost og behændigt kan forvandle form til flade og skabe illusionistiske virkeligheder. 

LINE-UP:
Ditte Ejlerskov (f. 1982). Afgang Malmö Art Academy 2009. 
Casper Roshan Koch Hughes (f. 1983). Afgang det Kgl. Danske Kunstakademi 2013. 

Linda Bjørnskov (f. 1973). Afgang det Kgl. Danske Kunstakademi 2006. 
Johan Furåker (f. 1978). Afgang Malmö Art Academy 2009. 
Harald Isenstein (1898-1980). Udd. Die Königliche Akademie der Künste Berlin 1920.

Lidt om Harald Isenstein:
Isensteinsamlingen rummer over 7000 værker af kunstneren og billedhuggeren Harald Isenstein, der blev født i Hannover i 1898 og døde i 1980 i Danmark. Inden han nåede skolealderen, flyttede familien til Berlin, hvor han kom i en kreativ privatskole, der animerede hans særlige talenter for tegning og modellering.

I 1917 blev Harald Isenstein optaget på Berliner Kunstakademie, men måtte kort efter afbryde studierne for at blive soldat i 1. verdenskrig. I 1919 genoptog han studierne og var i 1920’erne sammen med Käthe Kollwitz, Ernst Barlach og mange andre kendte navne en aktiv deltager i Berlins blomstrende kunstnerliv indtil Hitlers magtovertagelse i 1933.

Efter at nazisterne smadrede hans atelier i juni samme år flygtede Harald Isenstein sammen med hustruen Hildegard til Danmark, hvor hans mors familie boede i København.

Hans navn var ikke helt ukendt i de danske kunstkredse og Isenstein blev allerede i 1934 indbudt til at udstille på Den Frie Udstilling i København. I 1937-39 udstillede han på Kunstnernes Efterårsudstilling, og gennem mange år udførte han en række portrætbuster af fremstående danskere og internationale forskere med vægt på den individuelle karakteristik.

Han har også arbejdet med både tegning og radering, og blev i særlig grad motiveret af spillende musikere og optrædende skuespillere. Under krigen måtte han flygte til Sverige, men vendte tilbage til Danmark i 1945 og blev dansk statsborger i 1947.

Han havde drevet en kunstskole i Berlin, og blev ansat på Bernadotteskolen, da den blev oprettet i 1949. Han skabte også sin egen kunstskole på Frederiksberg og kastede sig snart ud i en omfattende pædagogisk virksomhed beregnet på vordende kunstnere, folkeskolelærere, børn og amatører. Han underviste i radioen og viste sig i sin hvide kittel på fjernsynsstationer som DR TV og ARD i Tyskland. Han har udgivet flere undervisningsbøger som f.eks. “Leg med Ler”, der er blevet udgivet på flere sprog.


I 1987 fik Korsør Kommune overdraget alle hans efterladte værker af hans enke efter andet ægteskab Olga Marie Isenstein. Til trods for et stort tab af både større og mindre værker under nazisterne efterlod Harald Isenstein sig en meget betydelig samling arbejder, som foreningen Isensteinsamlingen, der blev stiftet i 1988, overtog ansvaret for. I dag er samlingen Slagelse Kommunes, og Kunsthal Kongegaarden har ansvaret for den.

Isenstein og maleriet, udstillingsview
Isenstein og maleriet, udstillingsview
  • Isenstein og maleriet, udstillingsview
    1 / 8
    Isenstein og maleriet, udstillingsview
  • Johan Furåker, 'Myself When Real (Vulcan)' 2022 og (på væggen) Linda Bjørnskov, 'Skyklapper' 2020
    2 / 8
    Johan Furåker, 'Myself When Real (Vulcan)' 2022 og (på væggen) Linda Bjørnskov, 'Skyklapper' 2020
  • Linda Bjørnskov, 'Morgener på Mozarts Plads', 2020
    3 / 8
    Linda Bjørnskov, 'Morgener på Mozarts Plads', 2020
  • Ditte Ejlerskov, Diadumene Interfered 4, 2023
    4 / 8
    Ditte Ejlerskov, Diadumene Interfered 4, 2023
  • Casper Roshan Hughes, 'Family Portrait', 2020
    5 / 8
    Casper Roshan Hughes, 'Family Portrait', 2020
  • Ditte Ejlerskov, 'Diadumene 2', 2023
    6 / 8
    Ditte Ejlerskov, 'Diadumene 2', 2023
  • Johan Furåker, RESERVED KONGEGAARDEN - Ceres, 2023
    7 / 8
    Johan Furåker, RESERVED KONGEGAARDEN - Ceres, 2023
  • Casper Roshan Hughes, 'Gaze 5', 2020
    8 / 8
    Casper Roshan Hughes, 'Gaze 5', 2020
Isenstein og maleriet, udstillingsview
Isenstein og maleriet, udstillingsview

Kongegaarden. Algade 25, 4220 Korsør Åben: Tors 11–18, fre–søn 11–16

Email: info@kongegaarden.dk Tilmeld dig Kongegaardens nyhedsbrev

Telefon: (+45) 5837 7890 CVR: 17281682 | Mobilepay: 887274

Slagelse Kommune

Kongegaarden er støttet af
Slagelse Kommune