Den unge lydkunstner Julie Østengaard har skabt CONCURRENT som en original lydinstallation med 16 kinetiske lydskulpturer, der fysisk og rumligt undersøger samspillet mellem akustisk og elektronisk lyd. Skulpturerne består af flamingoplader, rundstokke og snore, og til trods for et ensartet udtryk er de individuelt styret og skaber hver især en unik lyd og eget visuelt udtryk gennem motoriserede bevægelser på det porøse materiale.
Når installationen kører autonomt, udspiller lydbilledet sig akustisk via skulpturernes bevægelser, der i skiftende sekvenser udfolder sig baseret på et system af sandsynligheder og udfald inden for bestemte regler. Den musikalske installation indeholder også et element af kaos, da ikke alt er besluttet på forhånd.
Installationens autonome tilstand bliver suppleret af et par performances i løbet af udstillingsperioden, hvor Julie Østengaard vil gå i dialog med sit værk. Ud fra direkte optagelser af skulpturerne vil hun forme et elektronisk lydbillede, der vil spille sammen med de akustiske lydskulpturer.
I sit særlige lydunivers med auditive spejlinger samt forvrængede og fragmenterede ekkoer dyrker Julie Østengaard tunge fabriksagtige rytmer såvel som komplekse klanglige kollager, der trækker referencer til 50’ernes musique concrete. Kompositionens dele har et krøllet og organisk lydudtryk til fælles, hvilket gennemsyrer de forskellige universer, som bliver frembragt i musikken.
Julie Østengaard transformerer velkendte materialer fra deres originale tilstande til levende akustiske lydlandskaber og gennem et performativt greb, og samspillet med elektronisk komposition, gør hun CONCURRENT til både lydskulptur og scenografisk musikinstrument.