Gå til hovedindhold
ENG
 

KRISTIAN TOUBORG // A Collapse Ago

-

NB: UDSTILLINGEN ER I KGX i GLASVÆRKET
Norvangen 3, Opgang 2A, 2. ÅBENT TORS - SØN 11-16

Til det store X-rum i Glasværket har Kristian Touborg skabt en bemærkelsesværdig soloudstilling, der består af nye og tidligere værker, fundne materialer, farvet lys og en akkompagnerende lydkomposition skabt i samarbejde med H20p. Den rå industribygning og tidligere glasværk er således transformeret til et resonansrum for lyd, lys og sensorisk påvirkning.

Den totale installation rummer en række materialefragmenter og såvel fysiske som digitale data, som Kristian Touborg har håndgribeliggjort og bygget nye strukturer af. Hans kunstneriske praksis er med udgangspunkt i idéen om dataindsamling, og derfor er her både abstrakte, men også konkrete elementer, der er samlet til en helhed og til noget, der foregår lige her og nu.

Kristian Touborgs kunstneriske praksis består hovedsageligt af farverige to-dimensionelle malerier, man kan betragte fra ét punkt, men i udstillingen A Collapse Ago vandrer man som publikum nærmest rundt i et tre-dimensionelt maleri – et gigantisk stilleben med opstillede genstande, der er valgt af kunstneren. 

Vores egen bevægelse rundt i installationen vil skabe nye blikvinkler og subjektive oplevelser af nye udsnit og nye opstillinger. I Touborgs værker, om det så er tredimensionelle skulpturer eller printede og trykte tekstiler, er der altid en reference til maleriet.

Langt de fleste af de fundne genstande i rummet er blevet behandlet og malet, før de er blevet trukket ind i deres nye univers. Kristian Touborg bruger genstandene som alternative lærreder og genstandene får en patina, der ligner den måde, som han maler på.


Tangen på gulvet skaber et nyt landskab – som om havet, stranden og kysten og dets efterladenskaber er blevet skyllet ind i rummet - og fungerer nu som subtil klangbund for oplevelsen af de øvrige værker. Skyllet op her på 2. sal vil man måske opleve at stå midt i et tilsyneladende postapokalyptisk syn på vores samtid, og at det hele er set med et slags arkæologisk blik fra den nære fremtid.

Umiddelbart et dystopisk og alvorligt scenarie, men Kristian Touborg benytter sig også af humoristiske greb, da flere af genstandene ser nærmest fjollede ud – især den måde de er konstrueret på. På den måde demonterer han uhyggen og en alt for konkret og bogstavelig måde at ’læse’ værket på.

For installationen er netop et kunstværk med plads til tanke-passager og tomrum, hvor det er svært, at finde ord for, hvad det er, man præcist oplever. Men der er en sammenhæng, et kunstnerisk væv, der samler installationen og måske kan få os til at reflektere over, hvem vi er, hvorfor er vi her, hvad har vi gang i og hvordan ser der ud om nogle år.

Kristian Touborg, f. 1987. Bor og arbejder i København. Uddannet fra Det Kgl. Danske Kunstakademi (KADK), 2009-16. Har deltaget i en lang række udstillinger i ind- og udland.

Kunsthal Kongegaardens udstillingsprogram 2022 er generøst støttet af:
Statens Kunstfond
Det Obelske Familiefond
Augustinusfonden
Slagelse Kommune

Kristian Touborg, A Collapse Ago, 2022
Kristian Touborg, A Collapse Ago, 2022
Kristian Touborg, A Collapse Ago, KGX, 2022
Kristian Touborg, A Collapse Ago, KGX, 2022

Kongegaarden. Algade 25, 4220 Korsør Åben: Tors 11–18, fre–søn 11–16

Email: info@kongegaarden.dk Tilmeld dig Kongegaardens nyhedsbrev

Telefon: (+45) 5837 7890 CVR: 17281682 | Mobilepay: 887274

Slagelse Kommune

Kongegaarden er støttet af
Slagelse Kommune