Gå til hovedindhold
ENG
 

Sven Bovin // Dampfærgekaptajn

Placering: Caspar Brands Plads
Ejer: Slagelse Kommune

Granitskulpturen Dampfærgekaptajn er skabt af Sven Bovin (1915-2000) og opstillet i 1984. Motivet er inspireret af tidligere tiders skibsførere, der i den kolde årstid betjente maskintelegrafen udendørs iført en stor, lang frakke.


Sven Bovin blev uddannet stenhugger i sin fars stenhuggeri i Frederikshavn, men er selvlært billedkunstner. Han har både skabt friskulpturer i granit, portrætbuster i bronze og mindestene med eller uden bronzerelieffer.

Sven Bovins kunstneriske udtryk er en stilfærdig, genkendelig naturalisme, og selvom skulpturerne kan forekomme bastante og monumentale, er de i ordets bedste forstand folkelige. 

Motiverne er oftest fisk og store, tunge dyr som mammutter, næsehorn og flodheste, men også almindelige menneskers hverdag. Sven Bovin har f.eks. formet flere menneskefigurer som Fiskerdrengen, der i granit står på havnen i Hirtshals.

I anledning af Sparekassen for Korsør og Omegns 125-års jubilæum den 9. juli 1984 blev Dampfærgekaptajn skænket til Korsørs borgere af Bikuben/BG Bank og Stig Hansens fond.

Efterfølgende er en række mindre statuetter, udført i bronze, blevet produceret af Støvring Metalstøberi. Der blev oprindelig fremstillet 25 eksemplarer, som de følgende år er uddelt til personer eller virksomheder, der har betydet noget for Korsør og omegn.


Skribent: Henrik Broch-Lips, cand.mag. i kunsthistorie
Tak til Stig Hansens Fond for økonomisk støtte og FGU for fotos

Sven Bovin, Dampfærgekaptajn, granit, 1984
Sven Bovin, Dampfærgekaptajn, granit, 1984
Sven Bovin, Dampfærgekaptajn, nær.
Sven Bovin, Dampfærgekaptajn, nær.

Kongegaarden. Algade 25, 4220 Korsør Åben: Tors 11–18, fre–søn 11–16

Email: info@kongegaarden.dk Tilmeld dig Kongegaardens nyhedsbrev

Telefon: (+45) 2126 6001 CVR: 17281682 | Mobilepay: 887274

Slagelse Kommune

Kongegaarden er støttet af
Slagelse Kommune