Gå til hovedindhold
ENG
 

Om kunstnerne med i LANDING 2026

TINE SIMONSEN ANTONIUS
Tine Simonsen Antonius (f. 1991) arbejder primært med skulptur og installation. I sin hverdag finder hun genstande som hun bearbejder og ophober til midlertidige interventioner, der er undersøgelser af forholdet mellem fravær og fylde samt funktion og opløsning. Hendes værker opstår i forbindelse med stedet og ved at fratage objekterne deres oprindelige funktion synliggør hun det, der normalt undslipper vores opmærksomhed.

Tine Simonsen Antonius modtog Carl Nielsen og Anne Marie Carl Nielsens Legat 2025 bl.a. med følgende begrundelse: ”Hendes arbejde balancerer mellem det systematiske og det poetiske….Hun interesserer sig for omsorgsfulde og bærende strukturer – former for støtte og bevaring, der retter opmærksomheden mod det forsømte og oversete. Gennem dette rejser hun spørgsmål om værdi og peger på nye måder at se og forstå rum, objekter og deres sociale kontekst på”.

Hendes afgangsværk var en stor skulpturel installation, der var bygget sammen af en række kasserede køkkenskabe og som lignede et opbevaringsmøbel, der blot ikke længere kunne opbevare.

Til LANDING 2026 vil Tine Simonsen Antonius skabe en installation med en ophobning af malerier i form af genbrugsfund, der skal installeres på metalgitre som dem, man anvender til at opbevare malerier i museers magasiner. Gitrene, der normalt fungerer som skjulte systemer i institutionens kældre, trækkes her frem i lyset og bliver i sig selv en form for arkivfortælling.


Tine Antonius er uddannet fra Kunstakademiet i Bergen (2022) og Det Jyske Kunstakademi i 2025.

SEBASTIAN MØLLER JØRGENSEN
Sebastian Møller Jørgensen (f. 2000) er interesseret i sociale dynamikker, og hvordan vi udtrykker vores erfaringer. Han undersøger fordomme og sociale forskelle – samt kunstens muligheder for at skabe nye former for dialog. I sine skulpturer inddrager han derfor ofte publikum som medskabere og udfordrer den traditionelle rollefordeling mellem kunstner og beskuer.


Sebastian Møller Jørgensen modtog i oktober 15. Juni Fondens hæderspris for sit afgangsværk Gul Stue, som Statens Kunstfond har købt. Det består af 24 livagtige små børnedukker og 4 store voksendukker, der alle er lavet af træ og skum i 1:1 størrelse og iklædt almindeligt børne- og voksentøj.

Værket fremstår ikke blot som en kritisk kommentar til underbemandingen i landets daginstitutioner, men snarere som
åbent blik for det liv og den insitutionelle socialisering, der finder sted dagligt for cirka 160.000 børn i alderen 3 til 5 år. 

I sin begrundelse for tildelingen af hædersprisen til Sebastian Møller Jørgensen skrev 15. Juni Fonden: ”Der er bogstavelig talt en blødhed, en nysgerrig åbenhed og en opmærksomhed på detaljen i Sebastian Møller Jørgensens omfangsrige værk (
Gul Stue), som gør det til en lovende begyndelse på et kunstnerskab”.

Til udstillingen i Kongegaarden vil man både møde
Gul Stue samt en helt ny figurgruppe med tre kvinder. At lade kunstgæsten møde voksendukker i udstillingsrummet kender vi både fra Duane Hansons og Kurt Trampedachs hyperrealistiske skulpturer af hverdagens almindelige mennesker.


Sebastian Møller Jørgensen er uddannet fra Det Jyske Kunstakademi i 2025.

CHRISTINA KÖNIG               
Christina König (f. 1988) arbejder kontekstuelt og forskningsbaseret på tværs af forskellige medier, og den taktile udforskning af materialer og metoder med hænderne er en essentiel del af hendes proces. Hendes praksis udspringer af en interesse for de synlige og usynlige forbindelser mellem os og en omsorg for verden i en tid præget af klimaforandringer, stress epidemier og mentale udfordringer.

Hun er særligt interesseret i mødet mellem spiritualitet og videnskab, kroppen og ånden. Med en intuitiv og sanselig tilgang udforsker hun farver, lag og materialer, hvor harmoni og brud sameksisterer og vækker beskuerens nysgerrighed.

Til LANDING 2026 har Christina König skabt Vandtro som en ny malerisk installation i kirsebærtræ, plexiglas og olie. Det er en undersøgelse af, hvad der kan ske i mødet mellem en ideologikritisk kunsthal, en religiøs institution og det alternative, hvis vi går til hinanden med et åbent sind.

Som i sit afgangsværk Kvistgang har hun igen en jordstråleopmåler med i projektet og denne gang som medskaber. Opmåleren besøgte Kongegaarden i september måned, hvor han målte den fredede bygning for jordstråler og vandårer, og lavede en teknisk tegning over alle udstillingsrummene. Med en malerisk installation på glasplader markerer Christina König den kraftige vandåre, der ifølge opmålerens tegning løber tværs gennem Kongegaarden.

Vandtro er et samarbejde med religionshistoriker Sisse Marie Kromann og trækker også tråde til den gamle middelalderkirke i Korsør og helgeninden Sankt Gertrud.


Christina König er uddannet fra det Fynske Kunstakademi i 2025.

MALTE FREJ LINNEBJERG
Malte Frej Linnebjerg (f. 1996) lader sig inspirere af funktionelle objekter og de roller, som genstande spiller i vores dagligdag. Han undersøger ikke blot, hvordan ting er skabt, men også hvordan de påvirker vores opfattelse af status, tilhørsforhold, identitet og idealer. Han drives af at forstå og erfare den tavse viden om materialer og simpelt værktøj, som er blevet overleveret fra generation til generation og som kun kan tilegnes gennem hændernes arbejde.

Malte Frej Linnebjergs værker hylder således det langsommelige, nøjsomme og flittige håndværk, hvor materialer bearbejdes med respekt for både deres oprindelse og fremtid. Han værner om det håndlavede objekt, men ikke som nostalgi eller reaktionær længsel efter det forgangne.

Snarere som en insisteren på en gennemgående bæredygtig tænkning, der ikke blot er grønlige hensyn til planeten, men også er bevaring og fortsættelse af en kulturhistorie, der er i lige så stor fare for at smelte væk på en stadig mere skærm- og algoritmeinficeret klode.


I de senere år har Malte Frej Linnebjerg undersøgt danske bønders bierhverv. Det har ført til en stor fascination af træsko og træskomageri, der er udgangspunktet for en række nye værker til LANDING 2026 med den fælles titel Klamphuggerens vuggevise. Alle værker er med afsæt i stedets historik som gæstgiveri og inspireret af folkeviser, folkedans og træsko.

Malte Frej Linnebjerg
er uddannet fra det Fynske Kunstakademi i 2025.


TILDA LUNDBOHM
Tilda Lundbohm (f. 1994) kombinerer forskellige materialer og teknikker i sin undersøgelse af den menneskelige eksistens – særligt i forhold til behov, drifter og grundlæggende tanker om liv og død. Hendes praksis udspringer ofte af egne erfaringer med psykiatri, sygdom, traumer, vold og tab, der danner grundlag for en kunstnerisk proces, hvor det personlige bliver et spejl for det almenmenneskelige.

I de senere år har hun især arbejdet med bevægelige, maskinelle skulpturer, hvor det organiske og det mekaniske forenes. I Memory Machines miksede Tilda Lundbohm for eksempel klinisk præcision med følelsesmæssig, skrøbelig dybde og viste bl.a. roterende karruseller med anatomisk broderede handsker med overskårne håndled, mekaniske sommerfugle samt en førstehjælpsdukke, der simulerede åndedræt.

Tilda Lundbohm har modtaget 15. Juni Fondens hæderspris for sit afgangsværk med begrundelsen: ”Tilda Lundbohms værk er båret af både kunstnerisk nødvendighed og menneskelig integritet, der gør “svaghed” poetisk. Det er ikke ofte nok, at psykisk sygdom bliver undersøgt så klart og direkte i kunsten, og det giver et håb om et fremtidigt kunstnerisk virke med tyngde, mod og betydning”.

Til Landing 2026 skaber Tilda Lundbohm den stedspecifikke
installation Mechanical Sea med motorer, der i forskellig takt aktiverer tynde stoffer med billeder af havets bølger og som skal vække associationer til en følelse af uro.


Tilda Lundbohm er uddannet fra Det Kgl. Danske Kunstakademi i 2018-25 og Göteborgs Konstskola 2016-18. I 2025 modtog hun også Poul Erik Bech Fondens Kunstpris og Blixprisen.

IHSAN SAAD IHSAN TAHIR                                                                
Ihsan Saad Ihsan Tahir (f. 1995) arbejder på tværs af maleri, skulptur, tegning og tekst. Med afsæt i personlige og kollektive fortællinger undersøger han temaer som migration, kulturel udveksling, fordrivelse, maskulinitet og repræsentation. Hans værker kombinerer ofte figurative og abstrakte elementer og trækker både på litteratur, historie, kunst og musik, hvilket skaber et rum for refleksion over identitet og tilhørsforhold. 

Ihsan Tahir bruger sin erfaring som iraker med en arbejderklasse- og flygtningebaggrund til at undersøge, hvordan den arabiske krop fremstilles og reduceres gennem medier og retorik, og hvordan forestillinger om “os og dem” skabes. Han er inspireret af digteren Gil Scott-Heron, og har lavet fleres værker ud fra hans tekster om klasseforskelle og diskrimination. Et andet udgangspunkt er den svenske rapper Yasins tekster om flygtningetilværelser og opvækst i udsatte boligområder.


Ihsan Tahir har modtaget Carl Nielsen og Anne Marie Carl Nielsens Legat 2025 med begrundelsen: ”På tværs af maleri, tegning, skulptur og tekst producerer Ihsan værker, der kredser om begreber som klasse, tværkulturel udveksling, fordrivelse og maskulinitet (…). Han forbinder forskellige symboler og emner, plukker tekst og gængse ikoner for at tilbyde nye konnotationer, modkulturer og konstitutive repræsentationer”.

Til LANDING 2026 har Ihsan Tahir skabt et lille, unikt møntværk, men viser også det store mosaikværk Western Sunrise, der er skabt i London.

Ihsan Saad Ihsan Tahir er uddannet fra både Det Kgl. Danske Kunstakademi og Goldsmiths i London i 2025.

Ihsan Saad Ihsan Tahir, Western Sunrise, 2025. Foto: M8R8S Studio
Ihsan Saad Ihsan Tahir, Western Sunrise, 2025. Foto: M8R8S Studio
Sebastian Møller Jørgensen, Gul Stue, 2025. Foto: Mikkel Kaldal
Sebastian Møller Jørgensen, Gul Stue, 2025. Foto: Mikkel Kaldal
Tilda Lundbohm, Songbirds, 2025. Foto: David Stjernholm
Tilda Lundbohm, Songbirds, 2025. Foto: David Stjernholm
Christina König, procesfoto af jordståleopmåler i Kongegaarden, 2025. Foto: Kunstneren
Christina König, procesfoto af jordståleopmåler i Kongegaarden, 2025. Foto: Kunstneren
Malte Frej Linnebjerg, procesfoto af værk på vej, 2025. Foto: Kunstneren
Malte Frej Linnebjerg, procesfoto af værk på vej, 2025. Foto: Kunstneren
Tine Simonsen Antonius, to die 4Y, 2026. Foto: FABU
Tine Simonsen Antonius, to die 4Y, 2026. Foto: FABU

Kongegaarden. Algade 25, 4220 Korsør Åben: Tors 11–18, fre–søn 11–16

Email: info@kongegaarden.dk Tilmeld dig Kongegaardens nyhedsbrev

Telefon: (+45) 2126 6001 CVR: 17281682 | Mobilepay: 887274

Slagelse Kommune

Kongegaarden er støttet af
Slagelse Kommune