Gå til hovedindhold
ENG
 

Jesper Neergaard // Mimers brønd

Placering: Bibliotekstorvet, Halsskov.
Ejer: Slagelse Kommune


På torvet ved Halsskovvej 1 kan man opleve vandskulpturen Mimers Brønd, der er udført i norsk hvid Tolga granit.

Værkets titel synes inspireret af placeringen lige ved siden af Korsør Bibliotek, for ifølge den nordiske mytologi var vandet i Mimers Brønd fyldt med visdom.

Brønden lå ved livstræet Yggdrasils rod og ejedes af verdens klogeste mand, guden Mimer, der hver dag drak sig til klogskab af dens vand.


Værket er skabt af Jesper Neergaard (f.1939), der er selvlært billedkunstner og forfatter. Han arbejder fortrinsvis tredimensionelt i materialer som marmor, granit og andre stenarter, men han har også skabt en række litografier og tusindvis af tegninger.

Hans skulpturer fremstår abstrakte, men er oftest med afsæt i inspiration fra den organiske verden eller kunstneriske fortolkninger af tidligere kunstneres organstudier.

Som i Mimers Brønd samler Jesper Neergaard sine skulpturer af mindre delelementer, der hver for sig er konkrete og sluttede former. Den kompositoriske helhed er vigtig, og intet synes tilfældigt eller overflødigt i det stramme, glatte udtryk.

En større indsamling blandt byens virksomheder med bidrag fra Vestsjællands Amt og Korsør Kommune gjorde det muligt at realisere Mimers Brønd i 2002.


Skribent: Henrik Broch-Lips, cand.mag. i kunsthistorie
Tak til Stig Hansens Fond for økonomisk støtte og FGU for fotos

Jesper Neergaard, Mimers Brønd, granit, 2002
Jesper Neergaard, Mimers Brønd, granit, 2002
Jesper Neergaard, Mimers Brønd på Bibliotekstorvet på Halsskov.
Jesper Neergaard, Mimers Brønd på Bibliotekstorvet på Halsskov.

Kongegaarden. Algade 25, 4220 Korsør Åben: Tors 11–18, fre–søn 11–16

Email: info@kongegaarden.dk Tilmeld dig Kongegaardens nyhedsbrev

Telefon: (+45) 2126 6001 CVR: 17281682 | Mobilepay: 887274

Slagelse Kommune

Kongegaarden er støttet af
Slagelse Kommune