Gå til hovedindhold
ENG
 

Frank Rosen // De syv dage

Placering: Havnearkaderne ud til vandet
Ejer: Slagelse Kommune

Det er den hollandske kunstner og scenograf Frank Rosen (f. 1946), der har skabt vandskulpturen De syv dage, der siden år 2001 står i et vandbassin centralt placeret på havnen i Korsør.

Skulpturen er abstrakt og består af syv rørlignende lodrette figurer, der hænger sammen og på den måde er afhængige af hinanden.

Titlen og de syv rør henviser ifølge kunstneren til en uges syv dage og en ofte kompliceret hverdag, hvor man forfølger sine egne mål, men alligevel må arbejde sammen og støtte hinanden.

Man kan også opfatte Frank Rosens skulptur som et religionshistorisk billede på biblens skabelsesberetning, der beskriver, at Gud skabte jorden på syv dage, eller måske snarere på seks, da han den syvende dag hvilede ud.


Skulpturen blev opstillet af Korsør Kommune efter at Korsør Kunstforening stod i spidsen for en indsamling, der blev støttet af både private, foreninger, erhvervsdrivende og til sidst såvel kulturudvalg som økonomiudvalg.

Frank Rosen er uddannet i 1968 fra Gerrit Rietveld Akademiet i Amsterdam, og har været designer på en lang række tv-programmer og lavet scenografi og kostumer til teater og dans.

Ultimo 2019 kostede afkalkning, vedligeholdelse, et blødgøringsanlæg og ny belysning kommunen 100.000 kr., der blev bevilliget af kultur- og fritidsudvalget.


Skribent: Henrik Broch-Lips, cand.mag. i kunsthistorie
Tak til Stig Hansens Fond for økonomisk støtte og FGU for fotos
 

Frank Rosen, De syv dage, vandkunst, bronze, 2001
Frank Rosen, De syv dage, vandkunst, bronze, 2001
Frank Rosen, De syv dage, vandkunst, bronze, 2001
Frank Rosen, De syv dage, vandkunst, bronze, 2001

Kongegaarden. Algade 25, 4220 Korsør Åben: Tors 11–18, fre–søn 11–16

Email: info@kongegaarden.dk Tilmeld dig Kongegaardens nyhedsbrev

Telefon: (+45) 2126 6001 CVR: 17281682 | Mobilepay: 887274

Slagelse Kommune

Kongegaarden er støttet af
Slagelse Kommune