Placering: Terrassen v. Korsør Bibliotek.
Gave fra Ny Carlsberg Fonden.
Billedhuggeren Erik Varming (f. 1942) er uddannet ved Det Kongelige Danske Kunstakademi 1960-66. Hans tidligste arbejder var naturalistiske skildringer af dyr og mennesker, men i de senere år har han med inspiration fra naturen og menneskets indre organer samt indvolde skabt en række abstrakte skulpturer i organiske former.
Han arbejder ofte i sten eller bronze og bearbejder materialet med stor omhu efter at have fundet ind til formen i materialet. Fasthed i form og indhold tilsat en portion flygtighed er en integreret del af skulpturens puls.
Trods den hårde granit har Erik Warming således formået at give sin blankslebne skulptur ved Korsør Bibliotek et organisk udtryk.
Den består af granit- og marmorelementer i forskellige farver og refererer derfor til en bred tradition for skulpturbemaling og mosaikarbejder, vi kender fra den græsk-romerske antik og den kristne middelalder.
Den flerfarvede skulptur er nærmest som et fremmed sprog, og fremstår som en slags billedhieroglyffer eller runer. Måske man kan skimte noget genkendeligt, som for eksempel et øje, en tarm, en snegl eller et dyr, der træder ud af den samlede masse.
I 2011 blev Erik Varming tildelt Eckersberg Medaljen for "sit enestående og konsekvente arbejde med skulpturens væsen." Han modtager statens livsvarige hædersydelse og bor i Kalundborg.
Skribent: Henrik Broch-Lips, cand.mag. i kunsthistorie
Tak til Stig Hansens Fond for økonomisk støtte og FGU for fotos