Placering: Dahlsvej
Ejer: Slagelse Kommune
Børge Jørgensen (1926-98) er en selvlært dansk billedhugger. I sine tidlige figurative skulpturer arbejdede han i granit, hvor han gjorde brug af skulpturens masse og tyngde i sine noget bastante, plastiske former. Et fint eksempel er Mor og barn (1952), der står på Vendelbopladsen i Hjørring.
I slutningen af 1950erne begyndte Børge Jørgensen at svejse sine værker i pladejern dels påvirket af den berømte billedhugger Robert Jakobsens inspiration fra udenlandsk skulptur, og dels med et ønske om et lettere tilgængeligt og billigere materiale.
Billedsproget blev efterhånden abstrakt, men mennesker og dyr var dog fortsat inspirationskilderne til de ekspressive udtryk.
I 1960erne flyttede Børge Jørgensen til Odsherred i Vestsjælland. Her blev den landskabelige naturs groende vækstformer synlige i hans jernskulpturer, og især i de stålskulpturer, som han begyndte på i midten af 70’erne.
Skulpturen Poleret aluminiumsskulptur fra 1982 balancerer hårfint mellem lethed og tyngde og mimer en (stål)blomst, der svajer i vinden. Den blev først opstillet for enden af Nygade ved sygehuset i Korsør, men senere opstillet i Byparken nær Tårnborgvej på Halsskov.
Grundet hærværk er skulpturen nu blevet flyttet til Dahlsvej, hvor den med sine ru og glatte flader spiller sammen med omgivelserne, der spejler sig i det blanke stål.
Skribent: Henrik Broch-Lips, cand.mag. i kunsthistorie
Tak til Stig Hansens Fond for økonomisk støtte og FGU for fotos