Placering: Rundkørsel ved Motalavej/Ørnumvej.
Ejer: Slagelse Kommune
Den forhenværende Korsør Kommune bad billedhuggeren Benny Forsberg om at lave et forslag til udsmykning af Tårnborgvejs fire rundkørsler fra Energivej i nord til Gamle Banegårdsplads i syd.
Til alle fire skulpturer tog han udgangspunkt i en komprimeret tung "kerne", der blot ved sin placering og proportionering markerer aksen i rummet og kun antydningsvist udfolder en fortælling.
Formelt har han ladet cirklen og ellipsen følge vedtagne, klassiske vækststrukturer som Fibonaccis talrække og det gyldne snit. Alle skulpturer er spejlinger om egen akse og udstyret med en horisontlinje, som refererer til vandoverfladen ved Storebælt og Noret, hvor byen og landskabet spejler sig i vandet.
De fire skulpturer repræsenterer hver sin side af byens karakter og rummer samtidig en havnebys grundlæggende modsætning om både at skulle forsvare oplandet og agere kontakt til den store verden.
Byens kerne er hugget i grå granit og er placeret midt i rund-kørslen, dér hvor Motalavej og Ørnumvej skærer Tårnborgvej. Omgivelserne er præget af et miks af supermarked, benzintank, boliger og et grønt areal. Skulpturen ligner en kapsel eller måske en særlig grå linse. Tegningerne i overfladen vidner om, at Byens Kerne kunne handle om produktion og potentiel vækst.
Skribent: Henrik Broch-Lips, cand.mag. i kunsthistorie
Tak til Stig Hansens Fond for økonomisk støtte og FGU for fotos