Gå til hovedindhold
ENG
 

MIKKEL CARL // I Am Inside You Are Inside Me

21. JANUAR – 26. MARTS 2023

Vi har inviteret den danske billedkunstner Mikkel Carl (f. 1976) til at skabe en monumental og stedspecifik installation i Kongegaardens store, højloftede rå X-rum i Korsørs tidligere glasværk. Han tog afgang fra Det Kgl. Danske Kunstakademi i 2009 og regnes for en af tidens mest fremtrædende og originale danske billedkunstnere.

Mikkel Carls værker er bevist kodede kommentarer og ved at arbejde med re-kontekstualisering og repetition genererer han historiske spor og reaktiverer både egne værker samt den kanoniserede avantgardes frembringelser. Frarøvet deres oprindelige æstetiske og betydningsmæssige indhold får de ‘stjålne’ objekter nye, kunstneriske betydninger.

Mikkel Carls værker afspiller således tidligere avantgardistiske greb. Men det er ikke afspilninger i postmodernistisk forstand som en semantisk tømning af den historiske avantgarde og “…den borgerlige kulturs forsinkede hævn over sine revolutionære modstandere”, sådan som Terry Eagleton ellers har beskrevet postmodernismen.

Dertil er Mikkel Carls tilegnelser for betydningsladede, og hans arbejdsmetode adskiller sig derfor fra den sædvanligvis dybdeløse, postmodernistiske appropriationsmetode. I hvert fald som den kommer til udtryk i den amerikanske pop- og konceptkunst, hvor den rent formelle citering er dominerende.


Udstillingen I Am Inside You Are Inside Me består af tre meget store skulpturer
og en række mindre malerier. Som 'samples' eller materialeprøver fungerer de som en slags kort over skulpturernes mulige materialitet. 

Skulpturerne har form som Spreckelsens triumfbue i Paris, og synes kunst- og avantgardehistorisk at referere både til Donald Judds tre slanke betonrammer i Laumeier Sculpture Park og hans 15 betonskulpturer i Marfa, der er placeret in the middle of nowhere mindst lige så langt vestpå i USA, som Korsør er det fra hovedstaden.

I Am Inside You Are Inside Me kan både ’gribe’ det store postindustrielle rum og publikum, men også give nye rammesatte og subjektive blik på såvel (industri)historien, rummet og samtidskunsten. Skulpturerne inviterer til bevægelse, men da de ikke helt er, som de ser ud, vil de skabe forundring og give plads til eftertanke og refleksion.


Mikkel Carl er født og opvokset i Vestsjælland og har boet og arbejdet her de sidste ti år. Hans store installationer og skulpturer er blevet del af den permanente samling på bl.a. ARoS, HEART, Arken og Randers Kunstmuseum. Trods de museale værker er Mikkel Carl dog oftest interesseret i den sammenhæng, hvori objekterne optræder og hans værker er normalt stedspecifikke, og måske tilmed ‘stedsensitive’, som han selv udtrykker det.

FERNISERING 21. JANUAR kl. 12-14. ÅBNINGSTALE KL. 13 af Anna Krogh, direktør Sorø Kunstmuseum.
NB: Udstillingen finder sted i KGX, Norvangen 3D, opg. A, 4220 Korsør.


YDERLIGERE INFO: 
Kunstfaglig leder/kurator Henrik Broch-Lips, hbl@kongegaarden.dk, Tel: 2236 4127

FOTOS TIL DOWNLOAD: Klik på de enkelte billeder for at se dem i høj opløsning og tryk derefter "gem som" for at gemme det pågældende billede. Kreditering: Kunsthal Kongegaarden.

Udstillingen er støttet af Statens Kunstfond, Beckett Fonden, Knud Højgaards Fond og Slagelse Kommune. Kunsthal Kongegaardens udstillingsprogram 2023 er støttet af Det Obelske Familiefond.

Download billeder

Kongegaarden. Algade 25, 4220 Korsør Åben: Tors 11–18, fre–søn 11–16

Email: info@kongegaarden.dk Tilmeld dig Kongegaardens nyhedsbrev

Telefon: (+45) 5837 7890 CVR: 17281682 | Mobilepay: 887274

Slagelse Kommune

Kongegaarden er støttet af
Slagelse Kommune