Gå til hovedindhold
ENG
 

INDVIELSE // Ida Retz Wessbergs vandskulptur i Kongegaardshaven

Korsør og byens borgere bliver et kunstværk rigere, når Ida Retz Wessbergs helt nye keramiske Skulptur for opsamling af regnvand, nu bliver officielt indviet i Kongegaardshaven onsdag den 3. september kl. 14.

Den smukke, unikke vandskulptur er skabt med inspiration fra havet omkring Korsør, håndtegnede søkort, vuggende bølger, krigsskibes ottekantede sendemaster, østersskaller og det berømte kys som Korsørs store forfatter Jens Baggesen fik af Dronning Caroline Mathilde foran Kongegaarden i 1771.

Skulpturens formål er at skabe forundring og opmærksomhed om vandets rolle for byens borgere og give en anledning til debat og dialog. Vand er en betingelse for alle levende organismers overlevelse og en civilisations udvikling. I skulpturen er indtænkt et bassin, der opsamler regnvand. Her kan fuglene bade, og man kan samtidig hente vand til parkens mange planter og blomster.

Ida Retz Wessberg er billedhugger og uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi i 2018. I sin kunstpraksis er hun optaget af forholdet mellem det synlige og usynlige, materielle og immaterielle, krop, køn og cirkulation. Hendes værker er ofte stedsspecifikke og researchbaserede, hvor det lokale, sociale og stedets historie er en forudsætning og inspiration.

Ved at kombinere klassiske skulpturmaterialer med hverdagsobjekter og flygtige materialer som vand  udfordrer Ida Retz Wessberg konforme værdi-og magthierarkier i vores samtid og skrevne (kunst)historie.

Stor tak til Ny Carlsbergfondet, der har støttet skulpturen, som et midlertidigt projekt i tre år - med deres medvirken er Korsør blevet beriget med ny og stærk samtidskunst. Også tak til Statens Værksteder for Kunst, der har ydet Ida Retz Wessberg stor hjælp med keramisk værksted og professionel vejledning.


Onsdag 3.9 kl. 14: Åbningstaler ved leder Henrik Broch-Lips og Ida Retz Wessberg
Tilmelding: info@kongegaarden.dk (ikke nødvendigt, men det vil vi sætte pris på)
Fotokreditering (kan udelades): Kunsthal Kongegaarden

Download billeder

Kongegaarden. Algade 25, 4220 Korsør Åben: Tors 11–18, fre–søn 11–16

Email: info@kongegaarden.dk Tilmeld dig Kongegaardens nyhedsbrev

Telefon: (+45) 2126 6001 CVR: 17281682 | Mobilepay: 887274

Slagelse Kommune

Kongegaarden er støttet af
Slagelse Kommune