26. JUNI – 4. SEPTEMBER 2022
Astrid Marie Christiansen (1981) og Krista Rosenkilde (1982) er to originale og talentfulde billedkunstnere, der er uddannet fra det Kongelige danske Kunstakademi. De har deltaget i en lang række udstillinger i både ind- og udland og arbejder begge med maleri i det udvidede felt, ofte stedspecifikt og kontekstuelt.
Astrid Marie Christiansens malerier er skulpturelle, abstrakte og ofte rumlige. Skæve og ofte uden symmetri inddrager de rummet og balancerer kompositorisk mellem det konkrete, formelle og det sanselige. De er strategiske, bevidste og konsekvente, og farverne er oftest afdæmpede, knækkede og sarte.
Krista Rosenkildes farverige skulpturer kan nærmest opfattes som kunstneriske møbler. Flere af maleriernes motiver er inspireret af fortællinger fra Kongegaardens historie, men bliver delvist opløst i former, farver og mønstre til et abstrakt formsprog. Maleriets helhed er vigtigere end motivet.
Med udstillingen GUESTHOUSE udforsker de begge maleriet, når det træder ud af sin traditionelle ramme på væggen og indgår som genre i en skulpturel scenografi. På forskellig og meget farvestrålende vis bliver Kongegaardens mange forskellige rum inddraget for at skabe dialog mellem arkitektur, design, funktionalitet, æstetik og adfærd.
Astrid Marie Christiansen og Krista Rosenkilde henter inspiration fra borgerskabet og de royale gæsters besøg i 1700-1800-tallet, Harald Isensteins værker, Marius Hammanns udsmykninger, over 100 år gamle fotografier samt fra unges kollektiver i Kongegaarden i 1960-70’erne.
Ved at mime og låne fra den tidligere gæstgivergårds arkitektur, interiør, historie og kunstsamling nedbryder udstillingens værker både traditionelle grænser og hierarki mellem kunstværk og designobjekt. Modsat møbler og designprodukters anvendelige værdi fremstår objekterne snarere skulpturelle, kunstneriske og non-kommercielle end funktionelle, brugbare og salgbare.
GUESTHOUSE taler til sanserne frem for intellektet, og en mere analytisk tilgang bliver i første omgang tilsidesat. Udstillingen er hverken elitær eller akademisk, men tør tværtimod være humoristisk og balancere på den knivskarpe kant mellem kunst og kunsthåndværk.
Titlen refererer til stedets tidligere navn og funktion som gæstgivergård og kan både opfattes konkret og metaforisk. Der bliver stillet spørgsmål ved, hvem der er gæst i dag: Publikum, kunstnerne, personalet eller kunsten, der i manges liv desværre ofte blot er på sporadiske og sjældne besøg.
Astrid Marie Christiansen (f. 1981) er uddannet ved Det Kongelige Danske Kunstakademi (2006-2012). Hun har udstillet på en lang række museer, kunsthaller, gallerier og kunstnerstyrede projektrum. Har foretaget en række udsmykninger over hele landet. Senest Krogerup Højskole, 2022 og Artiumskolen i Brande, 2021. Hjemmeside: astridmariechristiansen.com
Krista Rosenkilde (f. 1982) er uddannet ved Det Kongelige Danske Kunstakademi (2003-2009). Har udstillet på en lang række museer, kunsthaller, gallerier og kunstnerstyrede projektrum. Har foretaget udsmykninger og er repræsenteret i div. samlinger. Medstifter af det kunstnerdrevne udstillingssted FØRSTETILVENSTRE. Hjemmeside: kristarosenkilde.dk
YDERLIGERE INFO:
Kunstfaglig leder/kurator Henrik Broch-Lips, hbl@kongegaarden.dk, Tel: 2236 4127
Kunsthallens udstillingsprogram 2022 er støttet af Statens Kunstfond, Det Obelske Familiefond, Augustinusfonden og Slagelse Kommune.