-
Sæsonens afslutningskoncert er med kammerensemblet Trio con Brio. Den klassiske klavertrio blev dannet i Wien i 1999 og har i dag base i København og består af de to sydkoreanske søstre Soo-Jin Hong og Soo-Kyung Hong samt danske Jens Elvekjær.
Kammerensemblet er i verdensklasse og optræder regelmæssigt på verdens førende spillesteder, herunder New Yorks Carnegie Hall og Lincoln Center, Londons Wigmore Hall, Berlins Boulez Saal, Elbphilharmonie i Hamburg og nu også i Kongegaarden.
Kritikere verden over roser ensemblet. Albummet med trioer af Sjostakovitj og Arenski vandt Preis der deutschen Schallplattenkritik, var ’Editor’s Choice’ i Gramophone og blev af BBC Music Magazine udpeget som månedens ’Chamber Choice’.
Seneste album med trioer af Schubert og Weinberg fik bl.a. 6 hjerter i Politiken med ordene: ”Trio con Brio markerer at de hører til i toppen af verdens-eliten hvad nutidens klassiske kammermusik angår”. Klavertrioen modtog i 2019 den særligt prestigefyldte Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsen-pris.
Soo-Jin Hong spiller på en Andrea Guarneri-violin, Soo-Kyung Hong spiller på en Grancino-cello, og Jens Elvekjær er Danmarks første Steinway Artist, hvilket betyder, at man som musiker ejer et Steinway-flygel og kun spiller på Steinway-flygler. Sådan et har vi i Kongegaarden i Korsør.
Koncertprogram Trio Con Brio 24.6
Edvard Grieg: Andante con moto i c-mol
W. A. Mozart Klavertrio i E-dur KV542
Per Nørgård: 'Spell' (1973)
Dmitri Shostakovich: Klavertrio i e-mol op. 67
KONCERTINTRODUKTION: Emil Gryesten
KONGEGAARDSKONCERTEN sikrer, at den bedste klassiske musik og lydkunst kan opleves i en hyggelig koncertsal med Steinwayflygel og god akustik. Formatet er fyraftenskoncerter torsdage kl. 18-19.15 og kombinationsbilletten omfatter adgang til Kunsthal Kongegaarden, en omvisning i de aktuelle kunstudstillinger kl. 17.15 og et glas vin med musikerne efter koncerten.
BILLETTER: KØB her online om få dage.
Almindelig: 200 kr.
Medlem af Kongeklubben: 100 kr.
Unge under 26 år: 50 kr.
STØT KONGEKLUBBEN: Bliv medlem og få gratis adgang samt store rabatter på koncerter. Læs mere HER
