-
UDSOLGT!
Der er risiko for at blive musikalsk forført, når Singh & Goldschmidt fylder øret med smukke, uimodståelige toner indhyllet i en duft af Balkan, Orienten og Østeuropa.
Torsdag 8. februar kl. 18 gæster Henrik Goldschmidt og Anders Singh Vesterdahl Kongegaarden i Korsør. Den bemærkelsesværdige duo er ganske enestående i dansk musikliv og repertoiret er jødisk og arabisk musik, egne kompositioner samt klassiske værker af bl.a. Carl Nielsen, Balkan- musik og danske sange.
Henrik Goldschmidt synger og spiller på obo med musikalsk afsæt i den traditionelle, festlige folkemusik klezmer, der indeholder elementer af dansetoner, rituelle melodier og virtuose improvisationer. Anders Singh Vesterdahl har indiske rødder og spiller på harmonika med solid fundering i livfuld sigøjnermusik fra Balkan med et særligt islæt af verdensmusik, der er et miks af vestlig populærmusik og traditionelle, ikke-vestlige musikformer.
En koncert med Singh & Goldschmidt opstår i nuet og er inspireret af publikum, dagens begivenheder, årstiden, vejret og verdenssituationen. De to musikere introducerer selv alle numre og fortæller om musikkens betydning for menneskers følelse af fællesskab. De kan få alle til at synge med og undertiden tilmed til at danse sammen.
I en tid med ufred i verden, og store kulturelle konflikter, er Singh & Goldschmidts særlige evne til at skabe samhørighed og fællesskab blandt publikum topaktuelt. Samtidig bliver man musikalsk forført og forlader forhåbentlig koncerten med et virvar af toner i øret, indhyllet i en duft af Balkan, Orienten og Østeuropa.
BILLETTER KØB HER (eller kontakt info@kongegaarden.dk):
Almindelig: 150 kr.
Medlem af Kongeklubben: 100 kr.
Unge under 26 år: 75 kr.
Billetten omfatter en gratis omvisning i de aktuelle kunstudstillinger kl. 17.15.
Henrik Chaim Goldschmidt er stifter af både Middle East Peace Orchestra og Goldschmidts Musikakademi, der er en gratis musikskole på Nørrebro for muslimske, jødiske og kristne børn. Goldschmidt var solooboist i Det Kgl. Kapel 1986-2022 og har desuden været ansat i Berliner Filharmonikerne, Det Filharmoniske Statsorkester i Hamborg, DR Symfoniorkestret og har repræsenteret Danmark i The World Symphony Orchestra.
Anders Singh Vesterdahl er uddannet på Det Fynske Musikkonservatorium (nu Syddansk Musikkonservatorium) Han behersker et stort repertoire af klassisk og rytmisk musik, balkan- og sigøjnermusik og spiller jævnligt sammen med den navnkundige sigøjnermusiker Lelo Nika, der regnes for verdens bedste i sin genre.