8. oktober 2021, 17:00 - 20:00
Glæd dig til åbning af næste udstilling, der er skabt af Anna Borgman og Morten Stræde. Begge billedkunstnere er blevet inspireret af Kongegaardens intime atmosfære og mange stuer og har nu sammen skabt den stedspecifikke
udstilling Living Room.
Udstillingen fremstår som et dialektisk samspil mellem to etablerede, men også forskellige, billedkunstnere, hvis værker er formelle, historiebevidste, æstetiske og til tider narrative.
Begrebet rum skaber ofte en række forskellige associationer og bliver både brugt metaforisk og som faktisk areal. Såvel de fysiske som de menneskelige rum er en grundlæggende erfaring for enhver, men ofte umulige at beskrive udtømmende. Netop undersøgelsen af rum som både et fysisk, følelsesmæssigt og metaforisk begreb er kernen i udstillingen.
Living Room består af både helt nye og re-installerede værker, som er gentænkt til stedets historiske rammer og finborgerlige udsmykning. Morten Stræde bor og arbejder i København og Anna Borgman i Berlin.
Åbningstaler kl. 17 af Anna Krogh, direktør for Sorø Kunstmuseum og Henrik Broch-Lips, leder af Kongegaarden.
Udstillingen er støttet af Statens Kunstfond og Slagelse Kommune og kan ses til 12. december 2021.