-
ELSKER DU AT BLIVE KLOGERE - OG SELV VÆRE KREATIV?
Så vær med i vores kunstlæsecafé, hvor vi tre torsdage i juni dykker ned i nogle af de perspektiver og begreber, som Asmund Havsteen-Mikkelsen berører i sin udstilling DEHABITATION i Kongegaarden.
Herefter skaber vi selv værker i vores atelier inspireret af et tematisk oplæg, der er forskelligt hver gang og som kan være oplæsning, et kort foredrag eller en diskussion.
Du kan være med en af gangene eller komme alle tre gange. Du behøver ikke være en mester i kreativitet, men måske bare nysgerrig. Vi har plads til 20.
Torsdag 18.6: KORSØR UDEN MENNESKER
Kl. 17-18: Brit Hammer læser Malte Tellerups novelle om Korsør og åbner teksten med udgangspunktet i lytterens oplevelser af såvel tekst som sig selv i relation til teksten.
Kl. 18-20: Malte Tellerups novelle fortsætter i et kreativt frirum, hvor opgaven for den enkelte bliver at producere et artefakt, der repræsenterer det, som man vil huskes for.
INFO og TILMELDING (kræves): info@kongegaarden.dk
Til 21. juni kan man i Kongegaardens café læse bøger fra Slagelse Bibliotekerne af de to aktuelle forfattere Asmund Havsteen-Mikkelsen og Malte Tellerup.
Pris 75 kr. pr. gang (50 kr. for Kongeklubsmedlemmer). Inkl. kaffe, vand og en BMO.
Rabat: 150 kr for alle tre gange (100 kr. for medlemmer af Kongeklubben)
TIDLIGERE:
Torsdag 4.6: UMWELT
Kl. 17-18: Henrik Broch-Lips introducerer til ordet Umwelt (omverden), som forfatteren Jens Baggesen fra Korsør opfandt i år 1800, og som biologen Jakob von Uexküll anvendte som begreb i 1909 til at forklare, hvorfor forskellige dyr i samme økosystem reagerer på forskellige eksterne signaler.
Kl. 18-20: På baggrund af oplæg og samtale om UMWELT-begrebet vil Brit Hammer animere os til at skabe et fælles gulvværk som en kollektiv organisme. Til det fælles værk skal alle lave et individuelt organ, der er baseret på ens egen lille omverden.
Torsdag 11.6: KUNST I KLIMAKRISENS TIDSALDER
Kl. 17-18: Johanne Holte læser dele op fra Asmund Havsteen-Mikkelsens bog ”Planetarisk æstetik – kunst i klimakrisens tidsalder”. Vi vil derefter tale om, hvordan man kan arbejde med planeten som en levende og uafhængig enhed og måske sikre, at samtidskunsten og naturen er i planetarisk balance.
Kl. 18-20: Diskussionen fortsætter i små fora i atelieret, hvor Brit Hammer vil hjælpe med at udvikle og materialisere (planetarisk) omsorg som et bæredygtigt design.