Gå til hovedindhold
 

KUNSTNERSAMTALE

24. juni 2021, 17:00 - 18:00

Emil Skamstrup (f. 1992) er en af de talentfulde akademi-afgængere, som er udvalgt til at deltage på LANDING 2021. Nu kan du møde ham, når han i en kunstnersamtale med Kongegaardens leder vil fortælle om sin kunstneriske praksis og om det at være ung, nyuddannet kunstner i dag.

I sine værker forholder Emil Skamstrup sig til menneskets omgang med teknologien, usynlige online magtstrukturer, og sociale mediers informationsflow, som flere i stigende grad bliver afhængige af. Manuelt og skulpturelt bearbejder han således specifikt sin egen digitale eksistens og generelt de sociale mediers indflydelse på demokrati og ytringsfrihed. 

Emil Skamstrups store installation #OVERLOAD, der er skabt direkte til LANDING 2021, hentyder da også til sociale mediers stressende indflydelse på dagligdagen, og den afhængighed mange timers 'plugged in' og netjunk kan skabe. Mange har efterhånden vænnet sig til at tage information ind i større og større mængder, og accepterer overloaded information som en slags baggrundsstøj og bedøvelse, der giver en tiltrængt pause fra virkelighedens tanker.

Ovenpå en række organiske skulpturer har Emil Skamstrup placeret forskellige udsagn som #likeme, #overloadme og #blessed, der beskriver det digitale menneskes altoverskyggende behov for at kommunikere og blive set – en daglig jagt efter opmærksomhed, der i stigende grad kan resultere i visuel og auditiv flimmer. En distraktion fra virkeligheden, en form for eskapisme.

Selv siger Emil Skamstrup, at det måske er den uundgåelige vej for en teknologisk og digital art, og at vi måske som mennesker er prædestineret til at blive opslugt af og ét med vores egen teknologi: 

”Det er svært at overskue Instagram, Facebook og andre sociale medier og konstant kvidrer en lille Twitter-fugl mig i øret, men hvis sang er det, den synger? Er vi bare infojunkies, nu med flere dealers end nogensinde før?”, spørger Emil Skamstrup. 

Emil Skamstrup tog afgang fra Det Fynske Kunstakademi 2020. Bor og arbejder i København.

GRATIS – ingen tilmelding.

Emil Skamstrup, #Overload
Emil Skamstrup, #Overload
Emil Skamstrup, #overload, totalinstallation, 2021
Emil Skamstrup, #overload, totalinstallation, 2021

Kongegaarden. Algade 25, 4220 Korsør Åben: Tirs–søn 11–16, ons 11–18

Email: info@kongegaarden.dk Tilmeld dig Kongegaardens nyhedsbrev

Telefon: (+45) 5837 7890 CVR: 17281682 | Mobilepay: 887274

Slagelse Kommune

Kongegaarden er støttet af
Slagelse Kommune