Gå til hovedindhold
ENG
 

Kunstfaglig intro til to udstillinger

-

Torsdag 23 oktober kl. 16-17 kan du blive introduceret til de to nyåbnede udstillinger When the Stars begin to Fall og At Sige Jeg Vil. 

Kunstnerduoen Hesselholdt & Mejlvang har skabt et omfattende kunstprojekt i Korsør. Det består af visuelle, taktile og auditive elementer, der er vævet sammen i kunsthallen, og som breder sig ud over matriklen med et flagværk i Kongegaardshaven og en større flaginstallation i byen. When the Stars begin to Fall er et tilrettelagt installatorisk forløb med broderede tekstiler, modellerede keramiske krukker og en bevægende lydmontage.

Sofie Hesselholdt (f. 1974) og Vibeke Mejlvang (f. 1976) tog afgang fra Det Kgl. Danske Kunstakademi i 2006, men har arbejdet tæt sammen som kunstnerduo siden 1999. De har udstillet på en lang række kunstinstitutioner i ind- og udland og er repræsenteret i private og offentlige kunstsamlinger i Danmark, Finland, Norge og Sverige.

Hannah Totickis udstilling At Sige Jeg Vil består en række kroner udført i keramik. De er oftest farvemættede, ornamenterede og bevidst gakkede. Nogle er glinsende lækre og spiller på en kommerciel og velkendt vareæstetik, der er designet til at vække forbrugerens begær. Andre låner formsprog fra smykker og accessories og grænser til det fjollede.

Hannah Toticki (f. 1984) tog afgang fra Det Kgl. Danske Kunstakademi i 2016. Hun har udstillet på kunstinstitutioner i ind- og udland og modtaget en række legater og priser. 

Den guidede tour er gratis, når entréen er betalt eller man har vist klubkort. 

Din kunstguide er Henrik Broch-Lips, kunsthistoriker og leder af Kongegaarden. 
Tilmelding på info@kongegarden.dk er ikke nødvendig, men det vil vi sætte pris på.

Udstillingerne er generøst støttet af Augustinus Fonden, Det Obelske Familiefond, Louis Hansens Fond, Statens Kunstfond, Knud Højgaards Fond, Statens Værksteder for Kunst og Slagelse Kommune.
 

Hannah Toticki, Ruler of Disease, 2025
Hannah Toticki, Ruler of Disease, 2025
Hesselholdt og Mejlvang, When the Stars begin to Fall, 2025
Hesselholdt og Mejlvang, When the Stars begin to Fall, 2025

Kongegaarden. Algade 25, 4220 Korsør Åben: Tors 11–18, fre–søn 11–16

Email: info@kongegaarden.dk Tilmeld dig Kongegaardens nyhedsbrev

Telefon: (+45) 2126 6001 CVR: 17281682 | Mobilepay: 887274

Slagelse Kommune

Kongegaarden er støttet af
Slagelse Kommune