-
INVITATION TIL FERNISERING TORSDAG 10. OKTOBER kl. 16-19.
(NB: Udstillingen er i Magasinbygningen, Fæstningen, Søbatteriet 11, Korsør)
Med stor fornøjelse inviterer vi til åbning af Kristian Sverdrups soloudstilling De Fravalgte. Det er en særlig retrospektiv udstilling, der også bidrager til at reaktivere Isensteinsamlingen, der består af næsten 6000 værker af den tyske kunstner Harald Isenstein (1898 – 1980). Trods en lovende karriere i Berlin måtte Isenstein i 1933 flygte fra naziregimet, hvor både jøder, handicappede og alle andre, der ifølge den nazistiske ideologi ikke passede ind i det tyske ’normalsamfund’, var i fare for at miste livet.
Med udstillingen De Fravalgte udfordrer Kristian Sverdrup Isensteins klassiserende og idealiserende buster af berømte personer ved både at udstille nye 3D-printede portrætter af danskere med fysiske handicap og en række ældre værker, der alle er med afsæt i den menneskelige deformitet og en form for respektfuld ophøjelse af den. Således vil værker som Spastika, Torso Belmutato og Kunstneren som værk indgå i udstillingen.
ÅBNINGSTALE kl. 16.30 - Vi glæder os til at se jer i Magasinbygningen. Vi byder på vin, snacks og hygge.
NB: Udstillingen er i Magasinbygningen i Fæstningen, Søbatteriet 11, 4220 Korsør og kan ses til 16.11 2024.
Fuld tilgængelighed for kørestolsbrugere.
Kristian Sverdrup (f. 1972) tog afgang fra Det Kgl. Danske Kunstakademi i 2005 og er landets eneste mandlige akademiuddannede billedhugger med medfødt spastisk lammelse. Umiddelbart er hans værker formelle og æstetiske, men reelt er han en politisk kunstner, der arbejder med aktuelle samfundspolitiske emner. Han ser kunstens rolle som en spejling af samtiden, og tager ofte udgangspunkt i sig selv og sin egen krop.
Kongegaardens udstillingsprogram 2024 er generøst støttet af Det Obelske Familiefond, Augustinus Fonden og Slagelse Kommune. Udstillingen er støttet af Statens Kunstfond og Musholmfonden.