Gå til hovedindhold
ENG
 

Hit-and-run i KGX i Glasværket

-

Den danske billedkunstner Marie Raffn er tildelt et måneds gratis arbejdsophold i Kongegaardens legatbolig og produktionsrum i Glasværket. Hun har en eksperimenterende tilgang til skulptur, og hendes værker er præget af en fascination af sprog, typografi, rytme, abstraktion og de rum, hun udstiller i. Hun afslutter sit arbejde i Korsør med en uges præsentation for publikum med åbent alle dage 14-16 fra 27. juli til 1. august. 

Ved at smøre ecopoxy på glasfiber skaber Marie Raffn objekter, der mimer forstørrede insektvinger, fiskeham og andre organiske, abstrakte former, som oftest hviler på, eller hænger over, svejsede jernpodier. Det er svært at afgøre, om de organiske former er faldet døde ned, eller om de blot venter på at skifte form og blive ét med de andre farver og former, de er omgivet af.

”Mine værker her i Kongegaardens X-rum kan opfattes både pessimistisk melankolske og håbefuldt drømmende. De lodrette stålpodier kunne godt ligne døende svampe, eller pedaler på et klaver, der er med til at give kompositionen både rytme og klang”, siger Marie Raffn.

Udstillingen har fået titlen "aniso∙lepido∙di∙hymeno-ptera", der er en blanding af de græske og videnskabelige navne for guldsmede, sommerfugle, fluer samt bier, myrer og hvepse. På græsk betyder ”-ptera” vinge, og det forklarer titlen med prikker mellem hver insektgruppenavn og bindestreg inden vinge (-ptera).


ÅBNING tirsdag 27. juli kl. 14-16 i X-rummet i Glasværket, Norvangen 3D Opgang A.


Marie Raffn (f. 1991) er Uddannet fra Konsthögskolan i Malmö, Sverige (2016), Akademie der Bildende Künste, Wien (2015) og Cooper Union School of Art, New York (2013). Modtog i 2020 Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsens Legats talentpris for billedhuggere. Har udstillet solo i Vestjyllands Kunstpavillon, Galerie Prám (Prag), Teak (Helsinki) og Delfi Malmö).

Marie Raffns skulpturer i Kongegaardens X-rum i Glasværket
Marie Raffns skulpturer i Kongegaardens X-rum i Glasværket
Marie Raffn arbejder i KongegaardenX i Glasværket
Marie Raffn arbejder i KongegaardenX i Glasværket

Kongegaarden. Algade 25, 4220 Korsør Åben: Tors 11–18, fre–søn 11–16

Email: info@kongegaarden.dk Tilmeld dig Kongegaardens nyhedsbrev

Telefon: (+45) 5837 7890 CVR: 17281682 | Mobilepay: 887274

Slagelse Kommune

Kongegaarden er støttet af
Slagelse Kommune