-
I selskab med sin komponist- og performergruppe Current Resonance vil Michael Hope præsentere publikum for udvalgte brudstykker fra sin kommende debut- og afgangskoncert, som han de seneste måneder har arbejdet intensivt på i Kongegaardens legatbolig på 1. sal, og som skal bedømmes på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium sidst i november.
Current Resonance blev grundlagt i 2019 af de to britiske musikere Michael Hope og Joss Smith samt amerikanske Dylan Richards, der alle tre var kandidatstuderende ved Det Jyske Musikkonservatorium i Aarhus. Siden har gruppen afholdt næsten 50 events med musik, der næsten udelukkende er komponeret inden for de sidste 15 år.
Current Resonance arbejder ud fra et holistisk koncept, hvor de enkelte oplevelseindtryk er vævet ind i det overordnede koncept for begivenheden. De tre musikere eksperimenterer med grænserne for begrebet musik og optræder ofte uden instrumenter. I stedet anvender de elektronik, tale, koreografi, video, lys og scenografi til at skabe musikalske og overraskende situationer.
Publikum bliver ofte involveret og blandt gruppens tidligere aktiviteter tæller blandt andet ’nætter i biografen’, ’dage på stranden’, ’fællesskabsopbygning med deltagelse’ samt stramt sammensatte programmer af akustisk og digitalt medieret musik, koncerter med selvopfundne genrer, instrumentalt teater og installationskunst.
”Til min debutkoncert i København vil Current Resonance udforske begrebet 'værdi' i moderne klassisk musik, hvor vi undersøger indgroede forestillinger om håndværk, genialitet, transcendens og den protestantiske arbejdsmoral, der er fremkaldt af dominerende neoliberale og bureaukratiske holdninger til musik og kunst”, siger Michael Hope.
Koncerten i Kongegaarden vil udover lidt klaverspil ikke inddrage traditionelle instrumenter, men derimod bl.a. byde på musikalske skakspil, romantiske klaverballader og husdyr, der diskuterer fordelene ved forskellige sodavand.
Så glæd jer til en sjov, grænsenedbrydende og anderledes musikoplevelse i Kongegaarden lørdag 16.11 kl. 14.30-16.