-
Det er med stor fornøjelse, at vi kan invitere vi til åbning af soloudstillingen DEHABITATION skabt af den anerkendte og originale danske billedkunstner og forfatter Asmund-Havsteen Mikkelsen.
ÅBNINGSTALER KL. 13.15:
Jørgen Grüner, formand for Klima- og Miljøudvalget, Slagelse Kommune
Henrik Broch-Lips, kunsthalsleder og Asmund Havsteen-Mikkelsen, billedkunstner
Asmund Havsteen-Mikkelsen (f. 1977) er som installationskunstner og kunstmaler kendt for sine arkitektoniske motiver med et tilsyneladende fravær af mennesket. Han har udgivet en række filosofiske og kunstteoretiske bøger - senest Planetarisk Æstetik (2025), hvis kritiske indhold advokerer for en kunst, der kæmper for planetens bevarelse, dens skønhed og for de mange ikke-menneskelige livsformer.
I Kongegaarden har den talentfulde billedkunstner skabt en kritisk og tankevækkende udstilling med maleri-installationer, skulpturer, tegninger og film, der leger med tanken om, hvad der ville ske med Korsør, hvis byen blev 'afbeboet' og overtaget af vild natur.
Med afsæt i begrebet planetarisk æstetik, og menneskets destruktion af andre arters livsbetingelser, vil værkerne ikke kun fremstå som dystopier, men også som mulige steder for omsorg, refleksion, skønhed og genforhandling af vores plads i verden.
UDSTILLINGSPERIODE: 11.4 - 21.6 2026
Asmund Havsteen-Mikkelsen er uddannet fra Det Kgl. Danske Kunstakademi 2003-09 og har tilmed en magistergrad i litteraturvidenskab og filosofi fra KU (1996-2003). Han har været bosat i Berlin (2007-2015), men bor og arbejder i dag i København.
Tak til: Ny Carlsberg Fondet, Aage og Johanne Louis-Hansens Fond, Beckett-Fonden, Grosserer L.F. Foghts Fond, Statens Kunstfond og Slagelse Kommune.
Kongegaardens udstillingsprogram 2026 er støttet af Det Obelske Familiefond og Augustinus Fonden.