Udstillingen Krop, Krig & Kærlighed var en totalinstallation af billedkunstneren Susanne Theas meget omtalte parafrase over Bayeux-tapetet, som er et 72 meter langt broderi på hørlærred med uldtråd i otte farver. Det oprindelige billedtæppe blev skabt i årene efter slaget ved Hastings i 1066 og skildrer Vilhelm Erobrerens erobring af England. Det er meget velbevaret og permanent udstillet i Bayeux i Normandiet.
Susanne Theas personlige fortolkning af den kendte historie og berømte tæppe er en billedfrise, der består af 90 kobberætsninger, der hver måler 20 x 80 cm. Til udstillingen i Kongegaarden blev der ekstraordinært produceret 18 store træstativer, som sammen med billedfortællingen inddrog stedets rum og publikum.
I Susanne Theas billedfrise er der konger, vikingeskibe, fabeldyr, slotte, kirker samt soldater med skjold og spyd, men der er også elskovsscener, kornfede præster, overjordiske væsner og mange flere kvinder, end der nogen sinde har været på Bayeux Tapetet, der ret beset er en historie fortalt af mænd for mænd.
Susanne Thea forholder sig kritisk til kirkens patriarkalske verdensbillede, hvor mænd bestemmer uden at give plads til selvstændige og handlekraftige kvinder. Hun sår tvivl om, hvem der er forræder, og hvem der er helgen i den drabelige historie. Hun har sit eget unikke billedsprog, og med kunstnerisk frihed skildrer hun krigens konsekvenser og drager paralleller til menneskets uforanderlige søgen efter en gunstig tilværelse:
”Livet er en parafrase. Vi søger alle efter en bedre tilværelse og skyr ingen midler i vores håb på at gøre en forskel. Vilhelm Erobreren oprustede sin hær med løfter om økonomisk fremgang og sejrsfryd, og sceneriet kan vi jo sagtens genkende i nutidens verden”, siger den 66-årige billedkunstner fra Korsør.