Gå til hovedindhold
ENG
 

Pædagogisk og didaktisk læringsprofil

INDLEDNING
I Kunsthal Kongegaarden er det vores mål at give børn og unge den bedst mulige forståelse for og nysgerrighed i samtidskunsten. Det kan være svært at opleve, diskutere og forholde sig til den aktuelle kunstscene og de kunstneriske udtryk, der er en del af den tid, eleverne selv tilhører uden at få en hjælpende hånd.

Det er kunsthallens opgave at bidrage til en forståelse af kunst i forhold til elevernes egen livsverden og igennem kunsten at forstå sig selv, sit samfund og kritikken af samme. I folkeskolens formål står der, at eleverne skal gøres ”fortrolige med dansk kultur og historie” samt at ”Folkeskolen skal forberede eleverne til deltagelse, medansvar, rettigheder og pligter i et samfund med frihed og folkestyre”.

I folkeskolen er der samtidig eksplicit fokus på praksisfaglighed. I Kunsthal Kongegaarden kan vi bidrage med særligt tilrettelagte praktiske undervisningsforløb i forbindelse med vores udstillinger. Både med foredrag, undervisning og workshops, hvor vi tager udgangspunkt i, at eleverne oplever, sanser og bliver inspireret til at udvikle en eller anden form for artefakt eller skriftligt materiale og dermed kobler teori på praksis.

Alle vores forløb er beskrevet i enten en lærervejledning, et undervisningsmateriale eller en undervisningsmanual, som man kan få adgang til via vores hjemmeside.  

Alle vores didaktiske undervisningsdesigns er bygget op omkring to pædagogiske modeller. Den første handler om det didaktiske rammedesign og den anden handler om de æstetiske læreprocesser.

DET DIDAKTISKE RAMMEDESIGN
Det didaktiske rammedesign er beskrevet af Birgitte Holm Sørensen og Karin Tweddel Levinsen i bogen ”Den hybride skole – læring og didaktisk design, når det digitale er allestedsnærværende” 2019. Med denne model forklares det, hvordan de enkelte elementer i undervisningen bygges op, så eleverne får den bedst mulige forståelse for undervisningens indhold. Ydermere er eleverne aktivt deltagende i forløbet, da de selv skal producere og de har fokus på at være nysgerrige og med feedbacken udvikle en kritisk sans.

Modellen ses på billedet til højre.

I Førprocessen skabes der relation mellem Kunsthal Kongegaarden og skolen. I nogle forløb vil eleverne skulle producere noget, inden de ankommer til kunsthallen, i andre skal eleverne bare bevidstgøres om, hvordan man gebærder sig, når man er i nærheden af kunst. Det vil fremgå tydeligt i alle forløb, hvad der forventes af skolen/læreren inden forløbet går i gang.

Det kan også være i Førprocessen at eleverne får en introduktion af det de skal i gang med af en formidler fra Kunsthal Kongegaarden.

I Praksis med klassen vil der være en introduktion af det eleverne skal i gang med. De vil blive præsenteret for den opgave eller udfordring, de skal forsøge at løse under besøget. De vil og blive præsenteret for udgaver af artefakter, der ligner det de selv skal producere i løbet af besøget i Kunsthallen.

Derefter går eleverne i gang med deres egen Førproces. Her skal de planlægge, hvordan de kommer frem til en løsning af udfordringen. Det kan eksempelvis være at de skal finde det kunstværk, de vil tage udgangspunkt i, eller de skal arbejde med.

I elevernes Praksis/produktion vil de skulle udarbejde et produkt, et artefakt eller et stykke skriftligt arbejde.

I Efterprocessen vil eleverne og læreren skulle give hinanden feedback på hinandens opgaveløsning. Feedbacken vil altid blive stilladseret og faciliteret af en formidler fra Kongegaarden. De skal i denne proces lave deres produkt færdigt og bruge den feedback, de har modtaget fra hinanden.

I Efterprocessen, der ligger efter ”Praksis med klassen” vil eleverne skulle præsentere deres artefakt for formidleren. Denne proces er meget vigtigt, da det er her, de igennem formidling af deres egenproduktion, vil blive klogere på den samtidskunst, der er i kunsthallen. De vil også her skulle evaluere processen, så de kan bruge deres nye viden i en ny sammenhæng tilbage på skolen eller i livet.

ÆSTETISKE LÆREPROCESSER
Kreativitet er ikke begrænset til bestemte fag; det er en evne, der kan findes i alle aspekter af læring. Æstetiske læreprocesser giver elever mulighed for at forbinde følelser og tanker og skabe deres egen forståelse. Læring handler ikke kun om overførsel af viden fra lærer til elev, men om samarbejde mellem elever, lærere, formidlere og kunst. Sammen udvikler de kreative kompetencer, færdigheder i kunstneriske udtryk og forstår, hvordan kunstnere kan spejle nutidige samfundsudfordringer. Der er seks trin eleverne skal igennem i de æstetiske læreprocesser ifølge Merete Cornet og Bennyé D. Austring, som de kalder en æstetisk-didaktisk arbejdsmodel.

Impuls – Her skal eleverne have en eller anden oplevelse, som kan inspirere til efterfølgende bearbejdning. Det kan f.eks. være at eleverne vælger et værk i Kunsthallen, som de vil sætte lyd til. De får et par eksempler, som de kan blive inspirerede af. De lytter, tager billeder, forklarer med egne ord, optager sig selv, optager måske andres opdagelser i værket og så videre.

Gruppearbejde – Her skal eleverne arbejde på deres artefakt, produkt eller skriftlige arbejde. Det kan f.eks. være; at eleverne i samarbejde skal arbejde med deres lydfil på en digital platform. Det kræver mange forskellige processer og det er her, de kan gøre brug af hinandens færdigheder og kompetencer.

Visning og ny impuls – Her skal eleverne give hinanden feedback, så de får en ny måde at anskue deres eget værk på. Et eksempel kunne være at eleverne skal fremvise deres produkt for deres klassekammerater og læreren og derefter give hinanden feedback, hvad fungerer og hvad fungerer ikke så godt? Feedbacken skal grundlæggende være af positiv karakter og det er bedst hvis den bliver faciliteret af en lærer eller et skema med spørgsmål, eleverne skal besvare.  

Gruppearbejde – Eleverne arbejder videre med deres produkt, artefakt eller skriftlige opgave. Et eksempel kunne være; Eleverne bruger nu den feedback de fik til at lave deres værker færdige. De må også godt blive inspirerede af hinandens værker og gøre deres eget værk helt perfekt.

Afsluttende visning – Eleverne skal nu fremvise deres produkt, artefakt eller skriftlige arbejde for en formidler fra Kunsthal Kongegaarden. De vil få feedback på deres arbejde, som eleverne vil kunne bruge i deres videre færd. Det er en vigtig proces, da eleverne her får mulighed for at vise og fremlægge deres tanker for nogen udenfor deres skole, hvilket giver stor forståelse for dem selv, det de har lært og hvordan de formidler ting udenfor skolen.

Evaluering – Her skal både evalueres på produkterne og på processen. Det kunne gøres ved at eleverne får lov til at vælge emojis, der udtrykker deres oplevelse af forløbet, som de kan fortælle om deres oplevelser ud fra.  Dette er også en vigtig proces, for det handler om, hvad eleverne tager med sig i deres videre udvikling og dannelse.

Begge modeller lægger op til, at eleverne udvikler en eller anden form for artefakt eller deltager i en udviklende dialog, som kan bruges i deres nye forståelse af den samtidskunst, der bliver vist i Kunsthal Kongegaarden.

Udviklingen af undervisningen og undervisningen varetages af professionelle formidlere med en pædagogisk profil.

2. klasser i færd med et undervisningsforløb i Kongegaardens udstillingsrum KGX
2. klasser i færd med et undervisningsforløb i Kongegaardens udstillingsrum KGX
6. klasse i et involverende undervisningsforløb
6. klasse i et involverende undervisningsforløb
Didaktisk rammedesign
Didaktisk rammedesign
2. klasse tegner stedspecifik samtidskunst i Kongegaarden
2. klasse tegner stedspecifik samtidskunst i Kongegaarden
6. klasse i et involverende undervisningsforløb i Kongegaarden
6. klasse i et involverende undervisningsforløb i Kongegaarden
Trætte elever på vej ud af Kongegaarden efter en inspirerende dag
Trætte elever på vej ud af Kongegaarden efter en inspirerende dag

Kongegaarden. Algade 25, 4220 Korsør Åben: Tors 11–18, fre–søn 11–16

Email: info@kongegaarden.dk Tilmeld dig Kongegaardens nyhedsbrev

Telefon: (+45) 5837 7890 CVR: 17281682 | Mobilepay: 887274

Slagelse Kommune

Kongegaarden er støttet af
Slagelse Kommune