Gå til hovedindhold
ENG
 

ÅRSBERETNING 2022

Ligger Korsør for enden af avantgardens regnbue?
                                                   Kunstkritiker Kristian Handberg, Kunsten.nu 27.9 2022

2022 har været et hæsblæsende år for kunstnere, publikum, bestyrelse, medarbejdere og frivillige i Kongegaarden. Man har kunnet opleve næsten tusind værker af 38 kunstnere og hele ti udstillinger, hvoraf seks har været soloudstillinger. Derudover har vi budt på en række koncerter både inden- og udenfor, performances, kunstsaloner, kunstnersamtaler, foredragsrække, omvisninger, video-interviews og katalogudgivelser. Alt sammen på et kompetent og kunstfagligt højt niveau.

Statens Kunstfond præmierede en af vore udstillinger og landets førende kunstmagasin på nettet udvalgte en anden udstilling i Kongegaarden som en af årets bedste. I det forgangne år lykkedes det igen at opnå betragtelig udstillingsstøtte fra nogle af landets største fonde og den uundværlige hjælp kommer også lokale forretninger til gode. Vi er stolte over vores positive indflydelse på byens liv, og ser nu frem til, at lokale virksomheder gengælder vores indsats og støtter os.


Formidling er vores kerneopgave og Kunsthal Kongegaarden er nu blevet hele Vestsjællands lærings- og vidensplatform for den aktuelle kunst. I år fik vi bl.a. besøg af 23 2. klasser, der hver deltog i et todages regionalt støttet undervisningsforløb. Kunstsaloner og omvisninger for over 500 børn er krævende, men også meget givende, så vi gentager nok succesen næste år.

Midt i al travlheden fik vi også besøg af Dronning Margrethe til en lille samtale om kunst. Hun fik som gave overrakt billedkunstneren Morten Modins 3-D printede, metalturkis buste af det royale familiemedlem Dronning Caroline Mathilde, der som uønsket af hoffet blev landsforvist i 1772, og som der derfor ikke findes andre buster af.

Vores seje frivilligkorps blev i 2022 udvidet med nye kompetente kræfter, der inden majestætens besøg sørgede for at byens smukkeste hus fra 1761 blev kalket og malet. Et ægte mirakel, men det sker nok kun en gang. Med et beskedent driftstilskud har vi altid brug for især flere udstillingsværter, så kom endelig til os. Det er givende og inspirerende at være frivillig i en levende kulturinstitution.

Trods generel afmatning i kulturlivet blev publikumstallet igen øget en anelse i 2022. Vi giver stadig alle mulighed for at opleve professionel kunst - uanset social indkomst og baggrund. En vigtig demokratisk opgave, især da den nonkommercielle, eksperimenterende og kritiske kunst er et middel til personlig udvikling, samtale og samvær.



UDSTILLINGER I 2022 – et tilbageblik
Udstillingsåret blev indledt med LANDING 2022 med seks nyuddannede billedkunstnere, der hver især havde skabt nye værker til Kongegaardens særegne og historiske arkitektur. De udvalgte talenter var Sophie Filtenborg, Javier Alvarez Sagredo, Sabine Wedege, Kasper Knudsen Muusholm, Signe Rohardt Lund og Joakim Hyldebrandt. Viceborgmester Jane Dahl holdt en inspirerende tale til åbningen, der var godt besøgt.

Man kunne samtidig opleve udstillingen PROCESSEN, der satte fokus på Harald Isensteins skabelsesproces og produktion af værker. Man blev introduceret til et udsnit af den dansk-tyske kunstners nøgterne arbejdstegninger, hurtige skitser, modeller i ler, originale støbeforme og fotos fra hans værksted, hvor han oftest arbejdede efter model. ”Sådan har vi aldrig før set Isenstein” lød det lokale publikums reaktion.

Trine Struwe Hansen blev tildelt et tre-måneders arbejdsophold i Kongegaardens store legatbolig og i marts kunne vi så åbne hendes soloudstilling i Glasværket. Udstillingen I, I, I, ), )), ))) bestod af en serie nye skulpturer, tegninger og et særligt lydværk, der tog konceptuelt udgangspunkt i stedets helt særlige akustik og ekstreme rumklang.


Slagelse Kommune har givet os midler til at revitalisere Isensteinsamlingen ved at skabe særlige udstillinger med samtidskunstnere, der går i dialog med et udvalg af samlingens værker. I foråret satte vi fokus på tegningen som selvstændigt medie og inviterede fire danske samtidskunstnere, der som Harald Isenstein forholder sig til virkeligheden og som virtuost kan forvandle form til flade. Udstillingens kunstnere var Biba Fibiger, Søren Behncke, Nina Kleivan, Morten Stræde og selvfølgelig Harald Isenstein.

I april åbnede vi Kristoffer Akselbos kontroversielle og samfundskritiske totalinstallation WDB2, der præsenterede os for en dystopisk og indhegnet virkelighed, som ansporede til at stille spørgsmål ved det allerede eksisterende og ikke lod vores publikum upåvirket. I sin åbningstale opfordrede Lars Bent Petersen, rektor for det Kgl. Danske Kunstakademi, til at engagere sig: ”Brug den tid, det tager at se udstillingen og kom ud på den anden side af hegnet for at være med til at gøre verden bedre". Statens Kunstfonds Legatudvalg præmierede den stærke udstilling med 50.000 kr.


I maj-juni skabte Kristian Touborg den klimakritiske udstilling A Collapse Ago i KGX i Glasværket. Totalinstallationen med et tons tang på gulvet bestod af nye og tidligere værker, fundne materialer, farvet lys og en akkompagnerende lydkomposition. 26 klimaplanlæggere fra 16 forskellige lande over hele kloden kom til Korsør for at opleve Akselbos og Touborgs tankevækkende udstillinger.

I juli åbnede vi Sofie Hertz’ dialog-udstilling MODEL SPIRIT, der var inspireret af Harald Isensteins skulpturelle praksis og hans indflydelsesrige bogudgivelse ’Leg med ler’. Sofie Hertz havde skabt en række nye skulpturer og videoværker. Connie Boe Boss fra Kunstavisen kaldte det en ”sart og poetisk skulpturel udstilling (…) Råt og poetisk, industrielt og sanseligt, hårdt og organisk på samme tid…Der er noget meget fint og rørende over dette smukke rum med Hertz’ lyse skulpturer”.

På samme tid kunne man opleve
Louise Sparres ruminstallation Rhythm of Life i KGX i Glasværket. Udstillingen afspejlede biologiske processer og forvandlinger - fra mikroskopiske cellestadier til store dekonstruktioner.


Årets mest farverige udstilling var GUESTHOUSE, der bød på en række fantasifulde værker af Astrid Marie Christiansen og Krista Rosenkilde. Connie Boe Boss skrev i Kunstavisen, at ”Kongegaarden er et utrolig flot sted med unikke rammer for den eksperimenterende samtidskunst” og at ”man absolut ikke må snyde sig selv for den helt igennem vidunderlige udstilling Guesthouse (…) exceptionel flot og interessant (…) en helt igennem skøn og seværdig udstilling”.

Årets sidste udstilling RETROAVANTGARDE var med deltagelse af tyve forskellige danske samtidskunstnere, der tog afsæt i den senavantgardistiske strømning, der foldede sig ud på Balkan i 1920’erne. Kunstkritikeren Kristian Handberg skrev en veloplagt anmeldelse, hvor han finurligt stillede spørgsmålet, om Korsør ligger for enden af avantgardens regnbue.


Det største danske kunsttidsskrift Kunsten.nu har netop udråbt RETROAVANTGARDE som en af årets bedste udstillinger. Nu er Kunsthal Kongegaarden kommet fint i selskab med Arken, Aros, Louisiana, Copenhagen Contemporary, Brandts og Gl. Strand.


FREMTIDENS KUNST / ÅRSPROGRAM 2023
Nu venter så 2023. Her vil vi fortsætte med at præsentere involverende udstillinger og udvikle Kunsthal Kongegaarden som regionens udstillings- og undervisningsplatform for den nye kunst. Vi vil også producere udstillinger med værker fra Isensteinsamlingen og lade kunstnere tage favntag med Harald Isensteins oeuvre. Vores gode samarbejde med Korsør Koncerterne fortsætter, og man kan glæde sig til en række iørefaldende koncerter.

Årsprogrammet bliver indledt med to udstillinger lørdag 21. januar. Synthetic Seduction – Revisited bliver skabt i samarbejde med billedkunstnerne Stine Deja (1986) og Marie Munk (1988), der undersøger teknologiens indflydelse på vores intime, sociale oplevelser og perspektiverer det relevante, men måske også skræmmende spørgsmål, "Kan en maskine lære at være menneske?". I KGX i Glasværket vil Mikkel Carl (f. 1976) skabe en monumental og særlig stedspecifik installation, der består af tre store skulpturer, der både inddrager rummet og beskueren.

Årets tredje udstilling er en solo med Thomas Øvlisen, der, inspireret af Korsørs beliggenhed, vil skabe en lokalt forankret udstilling, der består af tre elementer: Et dusin store skulpturer, en arkitektonisk betoninstallation med referencer til Korsørs skaterliv og lyserødt, kinesisk sand på alle gulve. På cirka samme tidspunkt får vi besøg af fire internationale kunstnere, der med fundne, brugte genstande i udstillingsrummet KGX vil udfordre det uhensigtsmæssige tingsbegær og skærpe beskuerens opfattelse af omverdenen – og ikke blot tilfredsstille et kommercielt og konventionelt marked.

Den femte udstilling bliver med værker af Camilla Berner, hvis projekt vil
udfolde blomsterpollens usynlige, ukontrollerede verden og samtidig handle om planternes ’seksualitet’ og vores digitalisering af den. På et teoretisk, og mere abstraheret plan, vil projektet spejle det undertrykte og kontrollerende, der har ligget i tvangssterilisering af kvinder.

Til sommer vil Viktor-Emil Dupont Billund og Jacob Alrø fylde koncertsalen med en mængde sokler, et udvalg af Isensteins buster og nye værker skabt af dem selv. Portrættet som genre vil blive udforsket og behandlet i det udvidede felt. Til efteråret er det planen, at vise udstillingen LANDING 2023 med nye, installatoriske værker af seks nyuddannede billedkunstnere fra landets tre statsanerkendte kunstakademier.


Ovenstående blot lidt om, hvad man kan forvente at opleve i Kunsthal Kongegaarden næste år. I mellemtiden arbejder vi videre på at fastholde vores position som nyskabende medspiller på den danske kunstscene og bidrage endnu mere til udviklingen af det billedkunstneriske miljø i Vestsjælland.

RIGTIG GLÆDELIG JUL OG GODT NYTÅR TIL ALLE!

På personalets vegne

Henrik Broch-Lips
Administrativ og kunstfaglig leder
Kunsthal Kongegaarden


FØLGENDE HAR STØTTET OG STØTTER KUNSTHAL KONGEGAARDEN:
Statens Kunstfond, Statens Værksteder for Kunst, Det Obelske Familiefond, 15. Juni Fonden, Augustinus Fonden, Knud Højgaards Fond, Poul Johansen Fonden, Grosserer L.F. Foghts Fond, Beckett-Fonden, Ernst B. Sund Fonden, Ragnvald og Ida Blix’ Fond, HAKI Stillads, E. Nielsen Stenhuggeri, Slagelse Kommune og Glasværket A/S.

Kunsthal Kongegaarden nymalet maj 2022
Kunsthal Kongegaarden nymalet maj 2022
2. klasses børn fra Baggesens Skole i Kongegaarden
2. klasses børn fra Baggesens Skole i Kongegaarden
Dronningen modtager værk af billedkunstneren Morten Modin.
Dronningen modtager værk af billedkunstneren Morten Modin.
Sophie Filtenborg. Foto: Jenny Sundby
Sophie Filtenborg. Foto: Jenny Sundby
Kristoffer Akselbo, WDB2, Kunsthal Kongegaarden
Kristoffer Akselbo, WDB2, Kunsthal Kongegaarden
26 klimaplanlæggere fra 16 forskellige lande på besøg i A Collapse Ago
26 klimaplanlæggere fra 16 forskellige lande på besøg i A Collapse Ago
Sofie Hertz, Untitled (Model 2), detalje, 2022
Sofie Hertz, Untitled (Model 2), detalje, 2022
RETROAVANTGARDE - view over tidsskrifterne Zenit og Tank
RETROAVANTGARDE - view over tidsskrifterne Zenit og Tank
Udstillingsview RETROAVANTGARDE i KGX (Glasværket). Foto: Jenny Sundby.
Udstillingsview RETROAVANTGARDE i KGX (Glasværket). Foto: Jenny Sundby.

Kongegaarden. Algade 25, 4220 Korsør Åben: Tirs–søn 11–16, ons 11–18

Email: info@kongegaarden.dk Tilmeld dig Kongegaardens nyhedsbrev

Telefon: (+45) 5837 7890 CVR: 17281682 | Mobilepay: 887274

Slagelse Kommune

Kongegaarden er støttet af
Slagelse Kommune