“Sig de ord, du ved!” Storebæltskoret synger om kærlighed Fra Kingo til Beach Boys

Søndag den 17. juni 2018 kl. 16.00

Dir. Ole Worm
Gæster: Leif Valbjørn og Birgitte Schnackenburg (4-hændigt klaver)

Som en gave til Storebæltskorets 40-års jubilæum i 2017 modtog de tilbud fra to af korets tidligere dirigenter, Leif Valbjørn og Birgitte Schnackenburg, om at opføre Johannes Brahms “Liebeslieder-walzer” for kor og 4-hændigt klaver. Den plan føres nu ud i livet med en spræl-levende koncert, der bevæger sig rundt om kærligheden i alle dens former og afskygninger. Det er svært med, – men det er umuligt uden – kærligheden, altså! Vi lægger ud med Kingos yndige kærlighedssang til sin elskede Chrysillis og bevæger os så igennem danske sange og evergreens, musicals til Leonard Cohen og Beach Boys.
Og midt i det hele kan man så nyde koncertens hovednummer: Brahms indsmigrende kærlighedsvalse, fra før verden gik af lave, da kvinder var bly og tilbageholdende og mænd kunne øse frit fra poesibogen om hjerte og smerte for at besejre den udkårne. Brahms var fra det næsten nordiske Hamborg, men valgte at tilbringe en stor del af sit liv i livsnydernes og musikkens by, Wien. Han skævede misundeligt til kollegaen, Johann Strauss` store succes med at få hele byen til at danse i valsetakt, og demonstrerer igen og igen, som fx i de nostalgiske og sødmefyldte Kærligheds-valse, at han skam også mestrer den kunst.

Gratis adgang, dog kræves gratis billet – udleveret i Kongegaarden