Gå til hovedindhold
 

Støtte til årsprogram 2022

Takket være støtte på 400.000 kroner fra Det Obelske Familiefond til to års udstillingsaktiviteter og 250.000 kroner fra Statens Kunstfond til næste års program kan Vestsjællands nye kunsthal nu præsentere sit ambitiøse udstillingsprogram for 2022. 

”Vi er utroligt glade for støtten fra Det Obelske Familiefond og Statens Kunstfond, der medvirker til, at vi kan gennemføre syv udstillinger med samtidskunst af høj kvalitet, og som tilmed er et godt grundlag for yderligere fundraising til programmet og til borgerinvolverende formidlingsaktiviteter”, siger Kunsthal Kongegaardens leder Henrik Broch-Lips.

Programmet TURNING POINTS 2022 omfatter en række udstillinger, der kan udfordre stereotype tankesæt, sørge for at Vestsjælland får et kulturelt løft og samtidig styrke Kongegaardens ry som udstillingsstedet, der tager afsæt i den eksperimenterende kunstscenes møde med stedets særlige historiske, kulturelle og geografiske rammer.

”Det er vores kvalitative mål at præsentere en række udstillinger skabt af talentfulde kunstnere med mod på at eksperimentere, satse nyt samt udfordre sig selv og publikum. Håbet er at sætte egnen på det kunstneriske landkort og samtidig være et middel til både kulturel medskabelse, personlig udvikling samt samfundsforandring”, siger Henrik Broch-Lips.

Direktør for Det Obelske Familiefond, John Amund Tønnes, begrunder fondens programstøtte således:
”Kunsthal Kongegaarden har skabt et ambitiøst udstillingsprogram, der gennem publikumsorienterede aktiviteter forankrer sig godt i Vestsjælland. Vi glæder os over at bidrage til udviklingen af samtidskunstsudstillinger på højt niveau – også udenfor de største byer".

Udover det planlagte program med samtidskunst vil Kunsthal Kongegaarden også præsentere tematiske udstillinger med værker fra Isensteinsamlingen, klassiske koncerter, spontane events og aktivitetstilbud i Kongegaardshaven.

Derudover planlægges et engageret formidlings- og publikumsprogram med ugentlige omvisninger, kunstsaloner, performances, debatter, undervisning for børn og unge samt en foredragsrække om samtidskunst. Supplerende udstillinger og alle arrangementer bliver annonceret løbende.

KONGEGAARDENS ÅRSPROGRAM 2022.
Årsprogrammet bliver indledt med udstillingen "LANDING 2022", som præsenterer nye værker af seks nyuddannede billedkunstnere fra landets tre statsstøttede kunstakademier: Sophie Filtenborg, Javier Alvarez Sagredo, Sabine Wedege, Kasper Knudsen Muusholm, Signe Rohardt Lund og Joakim Hyldebrandt.

På samme tid vil man kunne opleve Trine Struwes udstillingsprojekt i Kongegaardens udstillingsrum (KGX) i Glasværket. Trine Struwe er blevet tildelt ophold i en af Kongegaardens legatboliger, og projektet bliver skabt som proces på stedet. Udstillingen vil bestå af en række skulpturer, samt et lyd- og performanceværk, der tager afsæt i mødet imellem krop og sprog.

Årets tredje udstilling bliver skabt af Kristoffer Akselbo, der vil ændre på den virkelighed, vi kender, og stille spørgsmål ved den gængse opfattelse af naturkatastrofer. Ifølge kunstneren kan den slags hændelser også skabe solidaritet, altruisme og nye visioner.

I det sene forår kan man også opleve Kristian Touborgs ruminstallation i Glasværket. I sit spektakulære projekt vil han vende traditionel tænkning om globale klimaudfordringer på hovedet ved at fremstille vand som positivt, trygt og knapt så foruroligende.

Sommeren byder på duo-udstillingen ’Guesthouse’ af Astrid Kristiansen og Krista Rosenkilde, der begge arbejder i det snævre felt mellem kunst og design. De to billedkunstnere vil udforske maleriet som genre i en skulpturel, stedspecifik scenografi og måske ’provokere’ ved at vende Isenstein, Hammann og håndværksbegrebet på hovedet.

Nogenlunde samtidig indtager Louise Sparre KGX i Glasværket for at skabe en mikro-makrokosmisk installation og en gigantisk celle. Ved at zoome ind på kroppen, og koble forskellige teorier, undersøger hun menneskets slægtskab med stjernerne.

Årets sidste og mest omfattende kunstudstilling er Retroavantgarde, som er med deltagelse af over 20 af landets mest interessante kunstnere og som udfolder sig over flere udstillingssteder og det meste af Korsør by. I samarbejde med kurator Thorgej Steen Hansen er kunstnerne inviteret til at udfordre sig selv med nye kraftfulde værker inspireret af den kunstneriske energi og frie kreative vilje til kollektiv forandring, der i sin tid drev den historiske avantgarde og dens utopiske visioner.

Line-Up: Thorgej Steen Hansen, Asbjørn Skou, Bank & Rau, Zven Balslev, Rikke Benborg, Pist Protta, Kristoffer Ørum, Ditte Gantriis, LADA, Claus Ejner, Mette Rasmussen, Michael Boelt Fischer, Lise Nørholm, Christian Finne, Randi & Katrine, Tobias R. Kirstein og Hannah Amalie Nielsen.

Kristoffer Akselbo skal udstille i Kunsthal Kongegaarden foråret 2022
Kristoffer Akselbo skal udstille i Kunsthal Kongegaarden foråret 2022
Krista Rosenkilde er med på sommerens udstilling Guesthouse
Krista Rosenkilde er med på sommerens udstilling Guesthouse
Kristian Touborg skal lave projekt i KongegaardenX i Glasværket
Kristian Touborg skal lave projekt i KongegaardenX i Glasværket
TANK, avantgardertidsskrift fra Ljubljana
TANK, avantgardertidsskrift fra Ljubljana

Kongegaarden. Algade 25, 4220 Korsør Åben: Tirs–søn 11–16, ons 11–18

Email: info@kongegaarden.dk Tilmeld dig Kongegaardens nyhedsbrev

Telefon: (+45) 5837 7890 CVR: 17281682 | Mobilepay: 887274

Slagelse Kommune

Kongegaarden er støttet af
Slagelse Kommune