Rasmus Langelands Gård
eller Korsørs ”Amalienborg” også kaldet Kongegården
Af Peter Bering, restaureringsarkitekt

 

Når man ankommer fra Slagelse ad hovedvejen fra hovedstaden møder man ved den gamle købstadsgrænse den fredede accisebod og kort efter en stor, meget markant, 1700-tals bygning med mansardtag. Begge har været fredet i 100 år. Før tunnel, bro og dampfærgens tid var vejret oftere skyld i ventetid ved Storebælt, så mange kom til at kende Korsør godt og det krævede et anstændigt gæstgiveri for folk, ikke mindst hoffet og regeringen, når de var på rejse. For ikke at tale om, at kongen selv kunne behøve kvartér for nogle timer eller måske både dag og nat. Fra 1761 kunne man tage ind i det store hus hos Rasmus Langeland.

 

Han var født 1712 i Korsør som købmandssøn. Navnet røber slægtens oprindelse; han var en driftig herre og blev formuende. 1759 fik han privilegium på at indføre vin og han havde selv skib. 1768 stiftede han et grønlandsk kompagni og drev hvalfangst. Det blev i 1776 overtaget af den Kgl. Grønlandske Handel. Langeland havde også hovedparten af færgefarten med smakker til Nyborg.

 

 

1759 fik han foruden vinimporten også privilegium på at oprette et gæstgiveri, hvilket var hårdt tiltrængt. Hidtil var de rejsende taget ind i en gård på Torvet, hvor de under nødtørftige forhold måtte tilbringe ventetiden. Kort efter at have fået bevillingen begyndte Rasmus at opføre den nye gård i Algade. Arbejdet må have fundet sted i 1760: I den tidligste af to brandtaksationer fra det år benævnes ejendommen ”Sr. Rasmus Langelands Bøche-plads” (byggeplads), i den følgende kaldes den ”Rasmus Langelands nye gård”. På husets facade læses Anno 1761. Gården blev vurderet til 2000 Rd. Og var den højest ansatte i byen. Nybygningen blev prist i sin samtid og Langeland fik 1766 speciel bevilling på at optage fornemme rejsende, privilegiet tilhørte indtil da gården på Torvet. To år senere stod gården sin prøve, da Christian VII på vej til Paris gjorde ophold en formiddag maj 1768.

 

Af den store gårds mange huse er det kun hovedbygningen der er overleveret (der er en stump af et yngre sidehus): Et langt hus i en etage med hele barokkens bløde tyngde i sig, fæstnet under et mansardtag, der brydes i facaden af en gavlkvist. Et sådant hus, med den tunge bygningskrop og det store mansardtag kunne ligge i mange danske købstæder – eller på herregårdene. Det helt særegne hér er udsmykningen. Foruden barokkens sædvanlige plastik, blev der tilføjet godt med pynt og med rund hånd. Midterpartiet under kvisten springer frem og er forsynet med vandrette fuger. Over døren er et halvrundt felt med dekorativ kartouche flankeret af løver. Den runde glug i gavltrekanten er pynteligt indrammet og krones af et koket bånd, som andre detaljer af sandsten, med Anno 1761. Alle vinduer i facaden er afdækket af en segmentkarm og indsat i en blænding typiske barokke øreliséner; men ikke nok med det: I brystningen under hvert andet vindue er indføjet et relief, der forestiller udsnit af et rokokogelænders båndværksmønster. Den mest bemærkelsesværdige del af facadens udsmykning er de fire skulpturer på midterpartiet. Rasmus Langeland havde købt en samling sandsten efter renæssancehovedbygningen på Basnæs brand i 1758. De fire figurer kaldes ”sindbilleder” (de nuværende er nyere mørtelfigurer fra de fire årstider). De fire små konsoller oppe under gavlens kvist er også fra Basnæs. Det gælder også slutstenen over porten. En mand med druer – ganske passende på en gård der både handler med og udskænker vin.

 

Forhusets bygmester er ukendt; men på grund af de pyntelige rokokodetaljer er den blevet placeret i en gruppe af samtidige Vestsjællandske bygningsværker, der er sat i forbindelse med Kalundborgbygmesteren Philip Hartmann. De øvrige bygninger er: Herregården Aagaard som blev udvidet og ombygget omkring 1763. Det Barner’ske gravkapel fra 1769 ved Ruds-Vedby Kirke. Et par huse i Kalundborg: Apoteket, vistnok opført 1763, og en gård på Kordilgade fra samme årti, som brændte i 1901. Skriftligt bevis for faderskabet er ikke fundet – endnu.

 

Det gik ikke så godt for Rasmus Langeland. Han fik måske ikke det fornemme privilegium forlænget efter de ti år det løb. I 1776 måtte han sælge gården og traneventyret; ved hans død i 1780 blev boet erklæret fallit. Hans gravsten er senere indmuret i gårdens østgavl. De følgende ejere op gennem 1800-tallet var stort set alle købmænd, samt muligvis gæstgivere. I den periode blev gårdsidens bindingsværk erstattet af murværk og side- og baghusene udskiftedes. I 1901 frastykkedes forhuset og senere blev gårdbygningerne solgt fra. Ejeren Thorvald Pedersen lod bygningen grundigt istandsætte. Som arkitekt benyttedes arkitekt Åge Mathiesen, der i øvrigt var efterkommer af navnkundige Rasmus Langeland og senere, måske da, tilføjede Langeland som mellemnavn. Det indre er stærkt præget af istandsættelsen, hvor Pedersen lod kunstneren Haman udsmykke bygningen. Vægge blev beklædt med gobeliner og over kaminer blev der på pudsen malet billeder. I forstuen og kvistværelset, som i daglig tale kaldes kongeværelset, ses endnu velbevarede eksempler på Hamans udsmykning. Th. Pedersens efterkommere solgte gården i 1968, hvorefter det gik ned af bakke for bygningen: Den endte i en miserabel forfatning og blev i 1976 udstykket i ejerlejligheder. Fredningsmyndigheden fik grå hår i hovedet indtil Statens Bygningsfredningsfond fra 1984 satte den i stand, hvorefter Korsør Kommune overtog. 1986 stiftedes Foreningen Kongegården, som arbejdede sammen med kommunen, arkitekt Søren Lundqvist og Holger Pedersen om indretning af et center for billedkunst og musik. Efter de nedre etagers indretning kunne der åbnes i 1992 og fem år senere var det hele færdigt.

 

Nu – tyve år senere – har gården gennemgået en hovedistandsættelse, så den står klar til at fejre 250 året for det første kongelige besøg.