Korsør-malerier i Det Blå Rum i august måned

Korsør-malerier i Det Blå Rum

 

Kongegaarden har i august måned særudstilling i Det Blå Rum med malerier af Vivi Kring. Vivi er tilflytter men har specialiseret sig i at male motiver fra Korsør, hvor hun har boet de seneste 10 år. Vivi er medlem af Kunstnergruppen Storebælt og er en aktiv del af Kunstnerværkstedet Kabeldepotet.

– Nogle vil nok kalde min stil for superrealisme, fordi jeg maler så detaljeret. Jeg er optaget af at gå tæt på, ligesom lys, skygger og kontraster er vigtig for mig, siger Vivi Kring, der malede sit første billede som 16-årig. Siden har hun været gennem adskillige kurser på, maler- og tegneskoler i både ind- og udland. Det bedste var et fem måneders ophold på Kunsthøjskolen Thorstedlund i 2002. Sidste år begyndte Vivi Kring på »Kunstskolen Annes Atelier«, hvor undervisningen foregår on-line.

Vivi er oprindelig fra København og har haft en arbejdsmæssig karriere indenfor den administrative del af bankverdenen – en kontrast til hendes kreative og skabende verden.

Udstillingen varer hele august og der er inviteret til fernisering søndag den 5. august kl. 14 – 16, hvor Vivi vil fortælle lidt om sin tilgang til maleriet.

Kongegaarden er åben hver dag fra kl. 11-16 undtagen mandage og der er fri entré.