Rasmus Langeland

”Løst og fast omkring Kongegaarden”
Jørgen Nielsen, Bogtrykker og forfatter.

Gengivet efter aftale mellem Foreningen Kongegaarden og forfatteren.

Artikel fra ”Kongegårds-uge”, tillæg til Korsør Posten, uge 29, 1987.

Tillægget kan læses i sin helhed på Lokalhistorisk Arkiv i Korsør.

Han bar nathue og havde et tudehorn i sit sovegemak, men i øvrigt var Rasmus Langeland en farverig, dygtig og dristig mand, der skabte en storhedstid i Korsør.

Vi ved i dag en masse om Kongegårdens bygherre, Rasmus Langeland, og lad det med det samme være konstateret, at han havde en bulbiderhund, i dagligstuen to fuglebure med fugle, i sengekammeret et bur med en stillids. Samme sted havde han et tudehorn og en brændeøkse, - formentlig til brug i tilfælde af ildebrand eller indbrud. Han brugte nathue, - det har sikkert været hundekoldt i gården vinternætter, - og han gik med paryk. Havde i hvert fald en sådan til brug ved visse højtidelige lejligheder …

Disse er sådanne kendsgerninger, historikere kan oplyse til glæde for journalister, der gerne vil have en god historie, - og Lokalhistorisk Arkivs og Museets historiker, Kirsten Borg, har sikkert haft en ræv bag øret, når hun fortæller disse enkeltheder til undertegnede skriverkarl, - oplysninger hentet bl.a. i Rigsarkivet. Og det er alt sammen ganske vist, for Kirsten Borg pjatter i øvrigt ikke med kendsgerningerne.

Men ikke blot på det pittoreske og anekdotiske var Rasmus Langeland ”en god historie”. Denne farverige, dygtige og storladne, - og måske storagtige, - mand var sandelig en personlighed, der er nok er værd at skrive om. I mere end 40 år var han med til at skrive historie i Korsør, og var vel hovedmanden for byens storhedstid som handelsstad med mere.

Han fødtes januar 1712. faderen var matros på en af de smakker, der dengang udgjorde den privatejede Storebæltsoverfart. Han kom sikkert nok til søs men gik 1736 i land og løste borgerskab som købmand og bådsmand, - tilskyndet og hjulpet hertil af borgmester og købmand i Korsør, Peder Pedersen Aariis, - gift med hans søster Johanne.

Langeland var idérig, driftig og dristig. Han opbyggede et kæmpe handelsimperium, der bl.a. omfattede skibsrederi, skibsværft, grønlandsk hvalfangerkompagni med tilhørende trankogeri i Korsør, han byggede adskillige huse i byen, opkøbte store jordarealer, drev landbrug, havde omfattende kornhandel, inden- som udenrigs, og han havde bl.a. kgl. privilegium til at indføre vine, som solgtes til en række sjællandske herregårde og til præster og degne, - var det måske altervin?

Han ejede mange skibe og en del af færgeløbet, som han udbedrede. Desuden ”de bedst udhalede smakker”, på hvilke standspersoner fragtedes over bæltet tillige med gods.
 I 1764 købte han såmænd hele fæstningsarealet med tilhørende bygninger, - som den danske regering dog 11 år efter atter overtog ”mod en mindre opgæld”.

Grunden, som Kongegården opførtes på 1761, erhvervede han i1757, da han købte ”Inger, salig Hans Jacob Detlefsens Efterleverskes Ejendomsgaard”, som var nabo til hans egen gård Algade 27, - Rasmus Petersens hus, - hvor han boede en årrække, - formentlig også efter Kongegaarden var opført.

Her byggede han altså sit nye, flotte hus i statelig ”Rocaille” stil, sen-rokoko, en slags modstykke til Stapels gård, der er renæssance.

”Store Værtshus Gaard”, kaldte han den, ”Kongegaarden” kom den til at hedde i folkemunde, tilskyndet af ham selv, formentlig, - eller ”Rasmus Langelands gaard”, som en slags officiel betegnelse i moderne tid.

Her udfoldede sig et enestående liv, ikke mindst når kongelige, adelige eller standspersoner kom til byen og måtte afvente magsvejr, inden de kunne komme over bæltet. Det var ikke hr. hvem som helst, der kunne få adgang til hans pauluner, men folk, som var værdige til at ”blive hyldede med allerunderdanigst Festlighed og Lykønskningsvers”.

Men mest af alt har det nok drejet sig om, at gården og naboejendommen var hovedsædet for hele det langelandske imperium, - og lokalt tillige, krambod, altså: Købmandshandel.

Men tingene begyndte at smuldre for ham, og 1776 gik han konkurs med samt alle sine aktiviteter. Årsagerne har sikkert været mange, men dels mistede han 4.000 rigsdaler, da englænderne opbragte et af hans skibe med vin, dels påstås det, at hans sønner kostede ham en hulens masse penge, og dels havde han jo nok overdisponeret på en række områder. Kongegården alene har sikkert været et dyrt prestigebyggeri for ham.

Han døde 1780 som en fattig mand, og kun Kongegården står tilbage som et synligt minde om ham og den storhedstid i Korsør, han sikkert var manden for.