Peder Thorvald Pedersen

Peder Thorvald Pedersen (1854-1933),
margarinefabrikant og ejer af Kongegaarden

Poul Erik Nielsen,
Overbibliotekar og forfatter.

Gengivet efter aftale mellem Foreningen Kongegaarden og forfatteren.

Da Peder Thorvald Pedersen overtog driften af Kongegaarden i 1877 efter sin far hørte der et landbrug til gården, og han kunne således gøre brug af den landbrugs-uddannelse, han havde fået hos en gårdmand i Høve og senere suppleret med studier i Skotland. Han nøjedes imidlertid ikke med det. Han etablerede også et mejeri og et bryggeri i Kongegaarden, men det blev dog margarinen, der gav ham status som en af byens matadorer.

I slutningen af 1880’erne opstod der på landsplan en debat om margarinefremstilling i Danmark, og i Korsør blev der hurtigt taget et konkret initiativ, idet Th. Rasmusens sønner (Hans og Th. Rasmusen), teglværksejer Valdemar Kähler og Thorvald Pedersen opførte Korsør Margarinefabrik i 1890. Ansvaret for den daglige drift af virksomheden blev fordelt mellem to af ejerne, således at Th. Rasmusen skulle stå for salget og Thorvald Pedersen for produktionen. Han foretog derfor en studierejse til Holland, margarinens hjemland, for at få de nyeste ideer til margarinefrem-stillingen.

Fra en spæd begyndelse med kun én ansat foruden Thorvald Pedersen, udviklede margarinefabrikken sig til at blive en landets største, og Korsør Margarine blev under navnet ”Løve Margarine” kendt over hele landet. Thorvald måtte koncentrere sig om fabrikken, så han overdrog landbruget til sønnen, Poul. Mejeriet blev bortforpagtet og bryggeriet nedlagt.

Da han fyldte 63 år i 1917, trak han sig tilbage og solgte sin anpart af fabrikken.

Ved siden af margarineproduktionen deltog fabrikanten ivrigt i det offentlige liv i byen. I to perioder sad han i byrådet, og i en lang årrække var han medlem af Korsør Sparekasses repræsentantskab. Han var stærkt engageret i rejsningen af Jens Baggesen statuen på Havnepladsen i 1906, og fritidsinteresserne var i øvrigt jagt, skytteforeningen, forsvarsbrødreselskabet, havekunst og Danmarks oldtid.
Thorvald og Caroline Pedersen fik syv børn i deres lange ægteskab, og de fejrede guldbryllup i 1929.

Kongegaarden var i familien Pedersens eje i 99 år. Thorvald Pedersens far, Jens Pedersen, havde købt den i 1869, men det var først efter at Thorvald Pedersen havde ladet den ombygge og renovere i 1901, at den fremstod i al sin glans som hans særdeles præsentable domicil.

Efter hans død i 1933 blev den overtaget af sønnen Poul og senere af to sønnesønner. I 1968 blev den solgt til anden side.

I dag kan vi glæde os over, at fabrikant Thorvald Pedersen foruden sin interesse og talent landbrug, mejeri, bryggeri og margarineproduktion også havde forståelse for Kongegaardens bygningshistoriske og æstetiske værdier. Da han gennemførte den store og tiltrængte ombygning og renovering i 1901, eksisterede der ingen lovgivning om bygningsfredning, så der kunne være sket hvad som helst, men som rådgiver og arkitekt valgte han en virkelig sagkyndig, Aage Henrik Langeland Mathiesen, der var tilknyttet Nationalmuseet som ekspert i opmålinger og undersøgelser af ældre bygningsværker. Samtidig tegnede han mange private huse, så han var i stand til at forene en respekt for den gamle rokokoejendom med tidens aktuelle boligkrav.

Om det har spillet en rolle for Thorvald Pedersen, at arkitekten også var efterkommer i lige linie af Kongegaardens oprindelige bygherre, Rasmus Langeland, kan man ikke vide.

Foruden arkitekten blev der tilknyttet en ung talentfuld billedkunstner fra Kunstakademiet, Marius Hammann, der skulle stå for den kunstneriske udsmykning. Der eksisterer en serie fremragende fotos, der viser hvorledes fabrikanten og hans frue indrettede sig med fornemme stilmøbler i de fint dekorerede stuer.

Den 3 tdr. store have blev nyanlagt med en stor dam, pavilloner og en pudsig ”falsk ruin” i bedste Wagner-stil.

I de senere år boede familien i København om vinteren, og det var her Thorvald Pedersen døde i april 1933.

Margarinefabrikanten fik sat sit afgørende præg på Kongegaarden, og stiller man sig i dag i herreværelset og ser på den åbne pejs og det store indmurede pengeskab, kan man næsten ikke undgå at fornemme den tids duft af pengesedler, cognac, brænde- og cigarrøg.