Om Kongegaarden 1993

”Kongegaarden, Korsør”,
tekst om Kongegaardens historie, fremlagt i Kongegaarden i 1993

Poul Erik Nielsen,
Overbibliotekar og forfatter.

Gengivet efter aftale mellem Foreningen Kongegaarden og forfatteren.

Kongegaarden er uden sammenligning Korsørs fornemste borgerhus, opført i ægte rokokostil i 1761 af storkøbmand og skibsreder Rasmus Langeland.

Gården skulle tjene både som købmandsgård og gæstgiveri, og den bestod af et stort kompleks af huse, i alt 132 fag bindingsværk. I dag er det kun det anseelige forhus, der står tilbage, og man kan forestille sig dets imponerende virkning i slutningen af 1700-tallet, da den lille søkøbstad Korsør kun husede små 1500 sjæle. Men det var naturligvis også Rasmus Langelands hensigt med stedet at tiltrække hoffet og andre standspersoner, der måtte vente på ”magsvejr”, før den tids færge, sejlsmakken, kunne bringe dem over til Fyn.

Forfatteren Jens Baggesen, der blev født i Korsør i 1764, fortæller, at han som syvårig sammen med to søskende og tjenestepigen fra Korsør Slot fik tilladelse til at gå til den såkaldte Kongensgaard for at se illuminationen og måske endda dronningen gennem et vindue. Det var dronning Caroline Mathilde, der var på en rejse til Holsten. Det var en kold og klar vinteraften, og Jens Baggesen beskriver oplevelsen således:

”Alt i og om gården vrimlede med mere eller mindre pyntede børn. Jeg med mine søstre og pigen stod i hoben og stirrede op, fulde af undren over den umådelige herlighed – hvilken glans!

Om jeg ikke allerede da var blændet, så blev jeg det, da den aldeles uventede lykke vederfaredes os: at se dronningen selv lige nær ved! Hun steg nemlig ned og hilste med huldsalig venlighed den fattige skare, der stod dér og frøs for hendes skyld. Hovedsageligt tiltrak børnene sig hendes opmærksomhed, og tilfældigvis – måske foranlediget af et højt udråb fra mig, bemærkede hun fortrinsvis mig, lyksalige! Hun talte til mig og spurgte mig om mit navn (det jeg skammede mig ved og sikkert med rødmen har fremstammet), efter min alder og efter mine forældre.

Jeg må have sagt noget påfaldende, for hun løftede mig leende op (hvad let var, for jeg var svag og lille) og – oh himmel! I al evighed glemmer jeg det aldrig – endnu brænder erindringen efter et halvt århundrede – hun kyssede mig! Men dette kys afgjorde den hele følgende 50-årige historie af mit liv”.

Baggesen fortæller videre, at der dybt i hans sjæl opstod et ønske om gennem en ”højnelse” at tjene denne verden ud over det almindelige. Et ønske, han til fulde indfriede.

Kongegaarden kom altså til at bære sit navn med rette, men Rasmus Langeland selv gik det skidt. Måske havde han forbygget sig på Kongegaarden, men da han også mistede et af sine vinskibe i Den Engelske Kanal, gik han konkurs og måtte afstå Kongegaarden i 1776. Siden har den haft en omskiftelig tilværelse. Omkring 1860 var komplekset så stort, at der var baghuse næsten helt ned til Storebælt. Det var stalde, pakhuse, beboelse, lader, brænderi mv. Mod slutningen af århundredet var de fleste af disse huse væk.

I 1901 lod den daværende ejer, margarinefabrikant Thorvald Pedersen, Kongegaarden ombygge. De sidste baghuse blev grundmurede, og forhuset blev totalt renoveret. Arkitekten var en direkte efterkommer af Rasmus Langeland, Aage (Langeland) Mathiesen, og i Korsør Avis fredag den 22. august er der en stor artikel om Kongegaarden, hvori der står:

”…og da man af Korsør By’s skødeprotokoller fandt helt ud af, hvilken mærkværdig gammel bygning, det var, stillede ejeren med en efterlignelsesværdig rundhåndethed sine midler til disposition for så vidt mulig at føre den tilbage til dens oprindelige skikkelse, og arkitekten har med naturlig pietet rejst sin ansete stamfaders gård igen i den tids smag. Gården, der nu stråler i det hvideste puds, er udstyret med en for Privatbyggerier sjælden pragt. Af særlig interesse er den morsomme forstue og spisestuen, hvor man har fundet den gamle vægdekoration ved at afskalle pudset. Det er en bizart, men udmærket virkende lyseblå rokokodekoration med de morsomste små legende englebørn. I herreværelset har man fundet rester af gobeliner, der nu af kunstmaler Hamann er efterlignede. På det ene ser man Rasmus Langelands karakteristiske grovtskårne træk med den store ørnenæse og de bestemte drag om munden…”.

Senere kan man læse:

”Overalt er den oprindelige stil ført tilbage i huset, om det så er vinduesbeslagene, er de håndsmedede”.

De legende englebørn og gobelinerne m.m. kan ses i billedhæftet om Kongegaarden.

Familien Pedersen solgte ejendommen i 1968, men i de efterfølgende år blev den desværre udsat for spekulation og forfald. Det endte med, at myndighederne måtte tage affære, og i 1983 sørgede Bygningsfredningsfonden og Kreditforeningen Danmark for at gården blev sat i stand på tag og fag. I 1985 overtog Korsør kommune ejendommen.

Foreningen Kongegaarden blev stiftet i 1986 for at bevare Kongegaarden for offentligheden samt skabe et projekt for dens anvendelse til kulturelle formål. I forståelse med Korsør kommune anmodede foreningen arkitekterne Søren Lundqvist m.a.a., Hillerød, og Holger Pedersen, Korsør, om at udarbejde et skitseprojektforslag for indretning af Kongegaarden til et center for billedkunst og musik.

Det var tanken at bevare de smukke stuer ud mod Algade til udstillingsformål, at indrette underetagen til udstillingscafé for Isenstein-Samlingen samt magasiner til denne samling, at indrette et musikværelse i overetagen på ca. 150 m² og at etablere to legatboliger i henholdsvis stueetagen og overetagen. Projektet er gennemgribende, og det krævede godkendelse i Det Særlige Bygningssyn. Den forelå i maj 1990, og herefter var der grønt lys, for at Korsør kommune kunne gå i gang med at gennemføre sin del af projektet: totalombygning af underetagen til Isenstein-Samlingen og i tilknytning dertil opsætte en ny hovedtrappe samt forny de tekniske installationer mv.

Denne del af projektet blev afsluttet i foråret 1992, og den 23. maj blev Kongegaarden under overværelse af kulturministeren genåbnet i sin nye skikkelse.

Efterfølgende – november 1992 – har byrådet tilskødet ejendommen til en fond, Kongegaardsfonden, der nu med kommunal støtte driver ejendommen og sammen med Foreningen Kongegaarden forsøger at skaffe midler til realiseringen af de næste etaper.