Marcus Lauritzen - den glemte købmand

"Den glemte købmand",
et foredrag om Marcus Lauritzen, der i slutningen af 1700-tallet var Korsørs største ejendomsbesidder.

Hans Burchardt, bogtrykker og forfatter.

Gengivet efter aftale mellem Foreningen Kongegaarden og forfatteren.

Indledning.

Den 16. januar 2006 var medlemmer af Korsør Slægtshistorisk Forening på besøg på Landsarkivet, der ligger på Jagtvej i København, hvor vi fik en meget interessant rundvisning af arkivar Jørgen Mikkelsen. Som en relevant ting for os kunne han fortælle, at han i 1993 havde skrevet en artikel i "Fortid og Nutid", hvori Korsør og købmanden Marcus Lauritzen var nævnt. Det lød jo spændende, og på vej hjem blev man enige om at få fat i denne artikel for at studere den nærmere. For stort set ingen havde nogensinde hørt om denne købmand. Og han skulle have været Korsørs største grund- og ejendomsbesidder!

Nærværende skrift er et uddrag fra Jørgen Mikkelsens artikel - især vedr. kornhandelen i Sydvestsjælland. Derudover fandt vi også et kapitel i Museumsforeningens publikation fra 1984: "Korsør havn og søfarts historie" om Marcus Lauritzen. Hans navn er ydermere fundet i en enkelt sætning eller to i andre lokale publikationer. Hvor hans mange ejendomme lå i Korsør, er konstateret i Korsørs Bygningsregistrant. Opslag i Folketællingerne fra 1789 og 1801 sætter Marcus Lauritzens og hans familieforhold i korrekt historisk lys.

Det har på ingen måde været hensigten at lave en større redegørelse om Marcus Lauritzen liv og levned, da kildematerialet synes for sparsomt. Hensigten har været at lave en sammenfatning af de ovennævnte skrifter , som jo enhver selv kan finde på Lokalhistorisk Arkiv i Korsør, og så supplere med slægtshistoriske facts. Formanden for Korsør Slægtshistorisk Forening, Karin Vedel, har foretaget gennemgang af bygningsregistranten og fremskaffet relevante uddrag af de ovennævnte folketællinger samt deltaget i vurderingen og gennemlæsningen af dette materiale og de øvrige kapitler.

Familieforhold og folketællinger.

Det ses, at Marcus Lauritzen blev født i Skanderborg i 1737, og at han fik borgerskab i Korsør i 1771, altså i en alder af ca. 34 år. Han må være etableret som købmand omkring dette tidspunkt, da man jo ikke dengang kunne have erhverv uden borgerskabsbrev. Hvornår han er kommet til Korsør, hvad han i øvrigt har bedrevet indtil da, står hen i det uvisse.

I 1779 er han blevet gift med Johanne Marie Sørensen, der var født ca. 1763. En unægtelig ung brud, og det har da også krævet kongebrev. Vi kan regne ud, at han var omkring 43 år, og hun omkring 17 år.

De fik 5 børn:

Else Marie, født 1781.

Christiane, født 1785. Død 1795.

Juliana, født 1786.

Lars Christian, født 1792. Død 1794

Christine, født 1794.

Så fik de ikke flere børn sammen. Uheldigt, for så var der ikke nogen til at føre købmands-virksomheden videre. Dog ser vi, at hans søstersøn, Marcus Sørensen, også boede på Kongegården. Han var måske tænkt som efterfølgeren? Ved folketællingen fra 1787, kan det ses, at han var 17 år.

Marcus Lauritzen døde i 1795 i en alder af 58 år, og som man kan læse i kapitlet "De sidste år", smuldrede hans vidtforgrenede virksomhed. Hans kone var dog ikke enke ret længe, for året efter blev hun gift med Peder Juul, 30 år gammel og pudsigt nok også købmand.

Men sin nye mand fik hun 3 børn:

Kirstine Catrine, født 1796.

Johanne Sorene, født 1798.

Marcus Lauritzen, født 1800. (Opkaldt efter hendes første mand.). Denne søn får borgerskab i Korsør i 1828 som skipper. Forlist med sluppen "Fortuna" i 1838. Ved folketællingen fra 1801, ses det, at de to piger fra det første ægteskab stadig er i hjemmet. Hvad med den ældste? Er hun blevet gift eller er hun død?

Ja, man kan jo slutte meget fra kirkebøger, folketællinger, borgerskabslister og gravsten ved at regne sammen og trække fra. Man kan konstatere unøjagtigheder og gætte på, hvad der er det rigtige. Fx i disse bemærke, at det er gået tilbage for købmandskonen: I 1787 var der i alt 13 tjenestefolk inklusive en amme, og i 1801 var der kun en tjenestepige. Og hun boede ikke længere i "Kongegården". Adressen var nu Algade 17 A-C, hvor der i dag er møbelforretning.

Købmandskabet.

På tysk er ordet for en by "Stadt". På engelsk er ordet for en mindre by "town". På dansk har vi logisk nok gennem århundreder brugt ordet "købstad " om en provinsby med stærke handels-forbindelser til det omkringliggende landbrugssamfund. Altså et center for køb - og salg. Ikke alene på Marcus Lauritzens tid, men også i tiden før og senere, har det været naturligt som købmand at tilpasse sig behovet i det lokale landbrugsområde. Hvad vil bønderne købe og sælge, og hvad vil købmanden i købstaden købe og sælge? Taler vi fx om en by, der som Ringsted ligger midt inde på Sjælland, bliver der stort set kun tale om landbrugsprodukter. Hvad var så mulighederne i en søkøbstad som Korsør udover det? At være købmand i Korsør giver ekstra muligheder for at handle med de produkter - udover landbrugsprodukter - som erhvervslivet her beskæftigede sig med: Fiskeri, bæltoverfart, leverance til garnisonen på Fæstningen samt rederivirksomhed.

Vi har hørt så meget om de store købmandsfamilier i Korsør: Kruuse, Rasmusen, Kähler og Fischer. Deres aktiviteter kan minde om Marcus Lauritzens og strakte sig gennem flere slægtled. Deres navne kan man stadig se som navne på gader her i byen: Fx Kruusesvej og Kählersvej.

Men nej, der er ingen "Lauritzen-gade" eller andet synligt i nutidens gadebillede, for hans erhvervseventyr strakte sig kun til et åremål af ca. 20 år.

Det var risikobetonet at være storkøbmand på den tid. De store penge lå ikke i at sælge lidt brændevin, kaffe, salt og jernvarer til de omkringboende bønder eller fattige fiskere og så købe deres landbrugsprodukter eller fisk. Det var de oversøiske gevinster, der lokkede: Sukker- og slavehandel på Vestindien, krydderier og ædelt træ fra de indiske handelspladser, klipfisk fra Island og Færøerne, tran og skind fra Grønland samt handel på Norge, Sverige og Østersølandene. Mange forsøgte, og mange fik alvorlige smæk over fingrene, hvis de vovede sig for langt ud på oversøiske satsninger. Således skete det for Rasmus Langeland - Marcus Lauritzens forgænger som den store mand her i byen.

At erhverve - og udruste - et skib til oversøisk handel krævede kapital. Måske 20.000 rigsdaler eller mere, hvad ved jeg. Kom det så hjem - måske først året efter i god behold - ja, så var gevinsten der. Men kom det ikke hjem? Korsør og de herboende købmænd var måske ikke store nok til disse kapitalkrævende projekter. Den såkaldte "florissante" periodes kraftcenter var ubetinget København. Vi var en lille provinsby, en overfartsby - kort sagt: "En by i provinsen".

Ved optælling i 1961-Vejviseren for Korsør kom jeg til, at der var - siger og skriver - 49 købmænd her i Byen. Tænk, 49 små kolonial-forretninger. Og en købmand var den person, der drev forretningen. Når vi benævner Marcus Lauritzen som købmand, så må det siges i en helt anden betydning: Han drev snarere im- og eksportvirksomhed, rederi, ejendomsspekulation, landbrug, mølle-virksomhed, entreprenørvirksomhed, korn-handel osv. osv. Skal vi give ham en nutidig titel, kunne det måske være: Iværksætter eller koncerndirektør.

Kornhandelen.

Som nævnt i forordet havde Jørgen Mikkelsen i tidsskriftet "Fortid og Nutid" skrevet om Marcus Lauritzen. Nærmere betegnet i en artikel: "Korn, købmænd og kreditter", som handler om kornhandel og kornpriser i Sydvestsjælland ca. 1740-1807. Disse ca. 35 siders tæt tekst er her kogt ned til en sides tekst og med fokus på købmanden fra Korsør, Marcus Lauritzen.

De udmarvende svenskerkrige, der prægede hele 1600-tallet og de først år af 1700-tallet gav uheldig konjunkturudvikling også for landbruget med lave priser på korn og andre landbrugsvarer til følge. Først i 1750´erne indtrådte der en bedring i forholdene, høstudbyttet forøgedes, og det gav så mulighed for eksport af korn. Priserne på korn steg samtidig, og hermed var der så banet vej for forhandlere/eksportører af korn. Markedet var Hertugdømmerne og Nordtyskland.

Med sin gode beliggenhed ved Storebælt var Korsør selvskreven til at være med i denne aktivitet. Men der opstod også kornhandel med udgangspunkt i Slagelse, i Skælskør og Bisserup. Den sidst på grund af den nære beliggenhed til Holsteinborg og Fyrendal. Nok var de enkelte købmænd konkurrenter, men det kan også ses, at der var tale om en vis form for samarbejde. Her var brug for godt købmandskab og næse for, hvornår man skulle købe og sælge. Man konkurrerede på indkøbsprisen og kreditter. Og hvor meget kunne man så få for kornet, når det var nået frem til bestemmelsesstedet? Vi må også huske på, at der for så vidt kun var tale om overskudskorn. Det hjemlige marked skulle jo også tilgodeses. Marcus Lauritzen var en aktiv deltager i denne aktivitet med køb og salg af korn.

Der var tale om dyrkning af de fire kendte kornsorter. Hvor man dyrkede hvad, var og er, jo afhængig af de lokale jordbundsforhold, men gennemgående må man sige, Sydvestsjælland er et frugtbart landbrugsområde.

Lauritzens kornleverandører var bosat i Tersløse, Nordrup, Sorø, Hejninge, Slagelse, Skt. Peders, Slots Bjergby, Fuglebjerg, Tårnborg, Holsteinborg, Eggeslevmagle, Boeslunde og Korsør..

Det har sikkert taget nogen tid at fragte dette korn med oksekærrer ad snørklede veje til udskibsstederne. Men alligevel nemmere, end hvis der var tale om leverancer fra Midtsjælland. På et vist tidspunkt dukkede der konkurrenter op som opkøbere og transportører af korn. Det var skippere fra Ærø, nærmere betegnet Marstal.

Den skibstype, som nok har været fremherskende til disse korntransporter, var jagten, en bred skibstype med god lasteevne og et rummål på op til 50 bruttoregistertons.

I betragtning at Jørgen Mikkelsens lange artikel samt det omfattende kildemateriale om emnet, der findes, er det kun sporadisk, hvad der her er beskrevet. Men man får forhåbentlig et indtryk af Marcus Lauritzens virke som kornhandler. Han har utvivlsomt tjent mange penge gennem mange år, og vi kan se, at han indenfor denne aktivitet var virksom lige til han døde. Det vidner hans omfattende skiftesag tydeligt om. Hvad der fældede ham, ser vi på i det sidste kapitel .

Islandske Aktiviteter og anden rederivirksomhed.

Det ses af listerne over Marcus Lauritzens aktiver, at han kun havde tre mindre fartøjer til inden-rigsejlads. Måske blev de også anvendt i forbindelse med hans korneksport til hovedsagelig det nordtyske marked.

Men når vi nu ved, at han havde store interesser at varetage på Island, som på det tidspunkt var en del af det dansk-norske rige, må han have haft rådighed over nogen skibskapacitet. På Island drev han en slags handelsstation, der lå nær ved Reykjavik. Leder af denne var en agent, Peder Eeg , som oprindelig havde været købmand i Korsør. Han vendte dog tilbage til byen efter Marcus Lauritzens død. På Island blev der købt tørrede fisk (klipfisk), edderdun, fårekød og ufarvet vadmel. Og til Island eksporterede man salt og det samme vadmel, der i Danmark var blevet indfarvet i de farver, som på Island var meget populære: Grøn og blå. Der må også have været tale om eksport af andre kolonial-varer, fx jern, tobak, korn, sukker og fiskegrej. Man kan forestille sig, at det har været vovelige sejladser. Nordatlanten kan være ret så barsk for sejlskibe. Af regnskaberne kan man se, at klipfisken blev reeksporteret sydpå til Italien bl.a. Genua. Man har haft behov for tilførsel af tørret fisk til det katolske Italien til brug i fasteperioden. Til denne transport har man bl.a. brugt brigantinen "Jomfra Maria" og andre skibe.

I 1783 sendte Marcus Lauritzen brigantinen "Fortuna" til Vestindien til St. Croix, der jo var en dansk besiddelse. Det er ikke oplyst, hvad lasten var på udturen. På hjemturen lastede man sukker til hjemmemarkedet.

Der kan utvivlsomt findes meget interessant materiale om al den sejlads:

- Hvornår man drog af sted, og hvornår man atter var hjemme.

- Hvad man lastede, hvad man tjente - og nok så alvorligt, hvad man satte til.

- Hvornår købte man skibene, hvad kostede de, og hvad skæbne fik de?

Det vil nok føre for vidt i denne sammenhæng at pinde det for meget ud. Men man kan da ikke undgå at beundre den foretagsomhed, der har præget Marcus Lauritzens liv.

Ejendomsbesiddelser mm.

I takt med opbygningen af sit forretnings-imperium fik Marcus Lauritzen også den fjer i hatten, at han kunne kalde sig Korsørs største ejendomsbesidder. Højdepunktet var omkring midten af 1780´erne, hvor vi kan tælle i alt 29 ejendomme. Det er klart, at for at kunne drive forretning, købmandsvirksomhed, skulle man jo have et sted at gøre det fra. Men alligevel - 29 ejendomme! Formodentlig dog ikke samtidig.

Han ejede 3 store gårde og blandt dem byens stateligste bygning "Kongegården", som han købte i 1776 af sin forgænger som den toneangivende matador i Korsør, Rasmus Langeland, der det år gik fallit.

Nu skal vi her ikke komme nærmere ind på Kongegården. Beskrivelser af bygningen, dens ide som et overnatningssted for fyrster, prinser og sågar kongelige kan læses mange andre steder. Men han har utvivlsom i hvert fald de første år af sit ejerskab drevet gæstgivervirksomheden videre. Tænk på, ejendommen var kun bygget 15 år i forvejen, da han købte den, og den har jo været indrettet med værelser til sit formål. Og som en selvfølgelighed på den tid for købmandsgårde havde man sit eget brændevinsbrænderi i en af bagbygningerne.

De mange øvrige ejendomme, som han ejede, var for størstedelen udlejningsejendomme. I dag vil man nok kalde ham en slags boligspekulant, uden der dog skal antydes noget odiøst deri. Der har vel været tale om en slags pengeanbringelse, da man jo ikke på den tid havde pengeinstitutter, hvor man kunne anbringe ledig kapital. At erhverve fast ejendom har altid været betragtet som en god og forsigtig økonomisk disposition.

Udenfor byen var han ejer af en vindmølle og en landbrugsejendom. Desuden havde han i 1786 forpagtet to af de bomme, der gav ret til opkrævning af afgift, bompenge, og som lå ved indkørslen til Korsør. Men Marcus Lauritzen havde flere strenge på violinen, nemlig som en slags entreprenør: I 1785 stod han for reparation af magasinbygningen på Korsør Fæstning. Det var for så vidt lidt indenfor hans kornhandlervirksomhed, idet denne bygning stadig blev brugt til sit oprindelige formål som kornlager. Den havn, der var blevet anlagt øst for Fæstningen, og som lå i læ for vestenvinden, havde desværre en tendens til at sande til. Derfor anskaffede bystyret i 1761 en muddermaskine, og da den i 1787 trængte til en reparation, fik Marcus Lauritzen den opgave i entreprise.

Ja, der var nok at se til, og han var efterhånden heller ikke helt ung længere. I 1787 fyldte han 50 år.

---

Fortegnelse over ejendomme, som Marcus Lauritzen har ejet i Korsør:

        •  Algade 17 A-C, 22, 25, 27 og 32.

        •  Baggade 27, 33 og 49.

        •  Fiskergade 9, 33, 40, 42 og 44.

        •  "Jens Baggesensgade" 29, 29, 29 B og 31*

        •  Kirkepladsen 2.

        •  Slottensgade 18/20, 22, 24, 26, 29, 30 A-C og 31.

        •  Strandstræde 4

        •  "Sylowsvej" 47 og 49.*

                     * De to gader var ikke anlagt på Marcus Lauritzens tid.
De sidste år og konklusion.

De sidste leveår har sikkert ikke været for spændende for Marcus lauritzen. Tiderne i 1790´erne indvarslede også en del uro i Europa. Den franske revolution i 1789 kastede dønninger udover mange lande herunder Danmark, og det blev vel ikke helt så nemt at være en handelsnation med en stor skibsfart og udlandshandel. Vi ved jo godt, at få år efter kastedes vi ind i stormagtsopgøret med bl.a. for os Englandskrigen til følge, og det var en stor ulykke for vort land. Dette opnåede Marcus Lauritzen dog ikke at opleve.

Blandt de 1200 sider, som hans skifte består af, og som blev udfærdiget efter hans død i 1795, findes der beviser på, at han har måttet gældsstifte sig. Han har kort sagt manglet rede penge. Bl.a. finder man, at han til ejeren af Borreby har pantsat "Møbler og effekter, en del gårde, huse, jord og mere". Måske har det knebet med at have kontanter til afregning for det indkøbte korn.

Hvad var det dog, der gik galt? Selv skrev han i et brev fra januar 1795, at "det islandske eventyr" var skyld i miseren. Han begyndte at afvikle sine forretninger på Island i begyndelsen af 1790´erne, men det var måske for sent, og det har tappet ham for penge. Og det har ikke været noget, man kunne afvikle sådan her og nu. Vi kan også se, at kort før sin død fik han 3 gældssager på halsen.

Skiftesagen, der først blev afsluttet i 1799, indeholder fordringer på den store sum af 50.000 rigsdaler, men aktiverne blev beregnet til ca. 18.000. En drastisk forskel, som sikkert skyldtes, at de mange ejendomme blev solgt til langt under vurderingen. Ja, vi må konstatere, at det var et fallitbo!

Hvilken konklusion kan vi så uddrage af Marcus Lauritzen skæbne?

Skal vi støtte os til det gamle ordsprog: "Højt at flyve, dybt at falde". Vi kan i hvert fald ikke sige: "Hvad der kommer let, går let", for han har været en flittig mand. Tænk at holde alle disse aktiviteter i gang i faktisk et langt åremål. Måske kunne man sige: "Mer vil have mere". For han satsede jo. Og når man satser, så vinder man - eller man taber. Ellers er det ingen satsning.

Som jeg før har været inde på, så havde han ingen søn, der kunne komme ind i hans store foretagende, og dermed give det hele en kontinuitet. Hans eneste søn var kun 2 år gammel, da han døde i 1794. Tænk på den stakkels enke! 32 år gammel med en børneflok at sørge for, ogmed økonomien i ruiner. Og lige mistet sin lille søn.

Nu er titlen: "Den glemte købmand". Ja, Marcus Lauritzen er glemt. Han døde da også for 211 år siden. Hvad vi har i dag, er gamle papirer i landsarkivet, registeroplysninger, lidt omtale i et par bøger og ellers navnet i en bisætning eller to i andre publikationer.

Men den imponerende gravsten, han lod bekoste til minde om sine svigerforældre, og som kan ses syd for Skt. Povls kirke i Korsør, (nr. 3 fra højre - desværre helt ulæseligt).. Den fortæller i det mindste, at det har været en velhavende mand, der havde råd til et sådant gravminde for sine svigerforældre.