Løst og fast om Kongegaarden

”Løst og fast omkring Kongegaarden” , Jørgen Nielsen, Bogtrykker og forfatter.

Gengivet efter aftale mellem Foreningen Kongegaarden og forfatteren.

Uddrag af ”Løst og fast omkring et projekt der lykkedes og nu fejrer 10-årsdag”,
udgivet som tillæg i Korsør Posten i uge 21, 2002.

Tillægget kan læses i sin helhed på Lokalhistorisk Arkiv i Korsør.

Allerførst en grum historie som kun sporadisk har med Kongegaarden at gøre – så meget mere med Rasmus Langelands søn:

Baron von Langeland og den fornemme tyske dame.
Det berettes, at Rasmus Langeland havde mange børn, og at han blev stamfader til flere slægter, f.eks. den kendte slægt Nyeland og grene af slægterne Mathiesen, Bekker, Sidenius og Bokkenheuser. Efter hans død i 1780 blev slægten ikke længe i Korsør, men hans datter, Madam Bagger, kom dog tilbage hertil som indehaver af postgården i Slottensgade og i øvrigt som første kvindelige postmester i Danmark. Hun kom til at spille en vis rolle i et lidet flatterende kapitel af den Langelandske historie.

Hans sønnesøn må åbenbart have været noget af en plattenslager og charlatan. Han kaldte sig Baron von Langeland og ægtede en tysk dame af høj adelig familie, frøken Friedericke von Burgwedel, under foregivende af, at han var af dansk adel og meget rig, uagtet hans hidtidige fortjenester var som toldkasserer på Ærø, hvorfra han ”med fremdeles mislig Conduite” fik sin afsked.

Med psykopatens frække charme lykkedes det ham at besnære og bedrage sig frem i adelige kredse rundt om i Europa, og han opnåede den preussiske officer von Burgwdels samtykke til et giftermål med dennes noget modvillige datter, - som dog betegnede Langeland som ”den smukkeste Mand, jeg nogensinde har set”.

Efter brylluppet den 4. august 1806 var han fræk nok til at invitere sin unge brud med til Korsør og præsentere hende for Madam Bagger i håb om, at de to kvinder ikke kunne tale sammen på grund af sprogforskellene. Han bildte sin kone ind, at Madam Bagger, - altså hans faster, - var noget af en særling, som havde en formue på 80.000 daler, men ikke levede i overensstemmelse med denne umådelige rigdom, - og at han var enearving. Imidlertid kunne Madam Bagger en smule tysk, og den stakkels Friedericke erfarede, at Madam Bagger var en ikke særlig velstående, men brav kone med indtil flere arveberettigede børn. Den vidtløftige nevø var afsløret!

I 1807 forlod hun sin mand, der efter at have tømt en kongelig toldkasse for penge forsvandt for stedse. Rygtet vil vide, at han døde i yderste fattigdom i USA.

Rotterne, forfaldet – og den mirakuløse redning.
I slutningen af 1800-tallet var Kongegaarden ret så forfalden. Det nordligste fag var for længst revet ned, men dets eksistens kunne dog påvises ved spor i selve bygningen og ved granskning af nogle skriftlige kilder. De fordums så smukke, hvide mure var gråsorte af mangel på vedligeholdelse, kalkmalerierne i stuerne var malet over, nogle gobeliner revet ned og huset i det hele taget ved at falde sammen. Var ejendommen ikke kommet på rette hænder var den utvivlsomt faldet for tidens tand.

Men så købte brygger mm. Thorvald Pedersen den, i 1877, af sin far, købmand Jens pedersen, der havde forretning overfor gården. Det berettes, at ejendommen da var fuld af rotter, som havde spist den udlagte gift og ”derefter trukket sig tilbage til deres Huller”. Det stod ham næppe klart, hvilket historisk bygningsværk, han havde erhvervet. Men Pedersen besluttede allenfalds at lade bygningen restaurere, og ved et mærkeligt træf henvendte han sig uforvarende til en af Rasmus Langelands eftekommere (hans sønne-sønne-datter-sønne-søn !!), arkitekten Aage Mathiesen, - velsagtens fordi samme Mathiesen var en af landets kendteste.

Han anede bygningens storhed og fandt i Korsør By’s skødeprotokoller ud af hvilken bemærkelsesværdig ejendom, det drejede sig om. Da Thorvald Pedersen erfarede dette, ”stillede han med efterlignelsesværdig Rundhaandethed Midler til Disposition for saa vidt muligt at føre Ejendommen tilbage til sin oprindelige Skikkelse” – og ”Arkitekten har derefter med sin naturlige Pietet rejst sin ansete Stamfaders Gaard igen i Tidens Smag”, - og altså for Pedersens penge.

Hvor mange kendes ikke, - men efter nutidens målestok har det nok drejet sig om nogle millioner. Og i en samtidig revyvise hedder det blandt andet om projektet: Naar Kongegaarden skal restaureres, saa koster det nok Mønt, ”Skidt”, siger Thorvald Pedersen, saa gør jeg Øllet tyndt”.

Fire romerske sten-krigere, de fire årstider og Langelands ligsten.
Facaden er som bekendt udsmykket med fire sandstensfigurer, symboliserende de fire årstider og anbragt dér af Hammann til erstatning for Rasmus Langelands oprindelige facadeudsmykning.

I 1758 brændte herregården Basnæs, og Langeland gjorde kort efter en god handel, idet han købte en række bygematerialer fra brandtomten, bl.a. ”en umaadelig Hoben Jern og Jernankre samt Klokkemetal og Kobberplader”, - og fik den fragtet til Korsør til sit byggeri i Algade. Deriblandt også fire figurer ”af hugne Sten”, forestillende romerske krigerskikkelser. Helt i Langelands svulstige stil blev disse pompøst anbragt på konsoller ved hoveddøren, ”hvor endnu disse prægtige Sindbilleder ses indmuret til Gaden og pryder gaarden”, fortæller provst S.M.Beyer i 1820 i ”Topografi over Ægislemagle Sogn”.

Hvornår disse figurer er fjernet vides ikke, men i midten af det nittende århundrede han man i både kælder og loft fundet stumper af stenfigurer, nøgne fødder i sandaler og hoveder med hjælme. Sådanne drabanter som portvagter var meget yndede dekorationer i renæssancen, og for hans stormægtighed Langeland har de været ”gefundenes fressen”.

”I Husets Gavl er indmuret Rasmus Langelands Ligsten, der, da Kirken blev revet ned (St. gertruds Kirke, nedrevet 1863) bragtes til Kongegaarden af Thomas Nyeland for at anbringes i Haven. Nu er den restaureret (1902), og man kan læse den snørklede ”indskrift”:
Herunder hviler –
Sal. Rasmus Langeland –
Fordum
Handelsmand her Corsøe –
Fød den
6’Januarii 1712 –
Død
17’Augusti 1780

I Forstuen pranger en inskription: ”Gud lade dem blive borte som mig bedrøve vil”.

”Billarden”, sypigerne – og den store hyldest.
Havde Rasmus Langeland end stor veneration for sin ejendom – og især ”Kongeværelset” i førstesalens front-udbygning – så kneb det her en smule for familien Pedersen. Lidt respektløst, men dog i fuld overensstemmelse med sandheden, hed det fornemme værelse slet og ret ”Billarden” – efterdi her stod Thorvald Pedersens store billardspil, hvormed han stundom underholdt sig selv og sine gæster. Spillet stammede fra fruens hjem på Hotel Postgaarden.. Her var også en bilæggerovn, og på en forhøjning ved vinduerne stod borde med symaskiner. Her blev syerskerne installeret, når de kom til gården og syede familiens tøj.

Men trods denne frimodighed kan man i en samtidig beretning læse følgende hyldest:

”Den gamle Gaard kan trygt staa i den nuværende Ejers Værge; thi han har ved sin Handlemaade vist, at han er en Mand med varm Interesse for det nedarvede, en værdig Arvtager af de Rasmus Langelandske Traditioner. Han har nu i Sinde at samle saa mange Portrætter af den Langelandske Slægt, afdøde som nulevende, som muligt, og anbringe dem i Kongegaarden.

Korsør har nu ved en enkelt Mands Liberalitet og Offervilje faaet en Seværdighed, der gør et Ophold i Byen lønnende, og den gamle Gaard staar som et værdigt Minde om Byens Stortid. Rasmus Langeland har faaet en sen, men velfortjent og varig Dokumentation for at han, selv om han ikke var Poet, saa dog heller ikke var Prakker”.

Tårnurets sprøde time- og halvtimeslag.
Det smukke ”tårn-ur” , hvis præcise gang og sprøde time- og halvtimeslag døgnet rundt glæder forbipasserende såvel som hele de omliggende kvarterers beboere, blev opsat på Thorvald Pedersens foranledning af tårnurmager Bertram Larsen, København, som erstatning for et ældre ur fra den første bygherres tid. En inskription på bjælken bag skiven fortæller, at dette skete den 3. oktober 1901.

En urmager kom siden én gang om ugen og trak uret samt sørgede for dets vedligeholdelse, men efterhånden som gården i løbet af 1960’erne og 70’erne igen fik lov at forfalde, gik uret i stå.

Men i 1988 kom det i gang igen – under ”Kongegaardsprojektet”. Det var urmager Jørgen Gylling og maskinmester Paul Bell, begge pensionister og begge i bestyrelsen for ”Foreningen til Bevarelse af Gamle Bygninger og Miljøer i Korsør Kommune”, der tilbød at istandsætte værket – vederlagsfrit, dog mod betaling af nødvendige materialer.

Og siden har uret, omhyggeligt passet af Gylling, opfyldt sit oprindelige formål.

Bøfhuset der nær havde væltet gården.
Indtil 1968 var Kongegaarden i familien Pedersens eje og udlejet til bl.a. lægekonsultation og massageklinik, og blev da købt af to lokale forretningsfolk, der i 1976 solgte til et anpartsselskab Kampmann Sørensen, der allerede året efter solgte til en ret så fantasifuld journalist fra det københavnske – med store armbevægelser og tomme lommer. Ejendommen var imidlertid under hastigt tiltagende forfald, og de indtil flere storstilede projekter, der udkastedes, var uden passende økonomisk baggrund, - og der gik endelig helt fidifut i det, da en charlatan begyndte at udgrave kælderen i en ambitiøs plan om at indrette den som finere bøf-restaurant …! Da var hele huset lige ved at falde ned i det vandfyldte kælderrum.

Povl Bell blev alarmeret, og efter en lynhurtig reaktion fra frednings- og andre myndigheder blev udgravningsarbejdet standset, kælderen stivet af, projektmageren gelejdet ud af byen – og et redningsprojekt for hele gården udarbejdet.

I 1983 blev gården overtaget af Kreditforeningen Danmark, som i samarbejde med Byggefredningsfonden satte den i stand ”på tag og fag”, -- og endelig overtog Korsør Kommune den gamle gård i 1985.