Kongegaarden og Basnæs

Kongegaarden og Basnæs” af Chr. M. Jensen, museumsassistent.

 Artiklen er oprindelig trykt i Korsør Avis den 22. juni 1901

1758, natten til den 5. august, opstod der ildebrand på Basnæs Herregård. Luerne fortærede hele den gamle hovedbygning, dens tårn og spir med klokker og hejseværk, ”der alt var en prydelse for gården og egnen og et herligt signal for de søfarende”, sank i grus. Den daværende ejer, en grev Wedel Jarlsberg, som plagedes hårdt af Podagra, var nær indebrændt, hvis ikke en modig pige havde båret ham uad af ilden.

Bygningen rejstes vel igen, men ikke i sin gamle skikkelse, således som Axel Arnfelt havde bygget den på Christian den Fjerdes tid. Det meste af den blev nedbrudt, og en mængde byggematerialer blev bortsolgt ved auktion deriblandt kunstige store stenbilleder, formede som menneskelige figurer, der sad i murene både til gårdspladsen og til haven, en umådelig hoben jern og jernankre samt klokkemetal og kobberplader fra spiret.

En stor del af disse ting blev købt af købmand Rasmus Langeland, ”som opbygte den store og ypperlige gård i Korsør, hvor endnu disse prægtige sindbilleder fra Basnæs ses indmurede til gaden og pryder gården”.

Således fortæller provst S.M. Beyer i sin bog ”Topografi over Ægislemagle Sogn” (Slagelse 1920). Desværre er de auktionsprotokoller, hvor man skulle hente nøjere oplysninger om de solgte varer, nu forsvundne, men provsten har dog meddelt nok til at forklare nogle opdagelser, som er gjorde under Kongegaardens istandsættelse.

Skønt ”Korsør Avis” allerede har bragt små notitser om et par af disse iagttagelser, håber jeg dog, at en kort skildring heraf ikke vil trætte ved for mange gentagelser.

Efterhånden som den gamle puds er falden for murhammeren, har man mellem de små gule Flensborgsten fundet store, røde sten af højere ælde; disse er stemplede med samme teglstensmærke som mange af tagstenene, nemlig en nøgle, i hvis skaft læses bogstaverne S.P. (Sankt Peter?). Ligeledes har det vist sig, at slutstenen over indkørselsporten tydelig er sammensat af stykker, som oprindelig ikke har hørt sammen. Endelig er der på vinduespillerne i facadens midtparti fremdraget levninger af fire konsoller, over hvilke der har været indmuret 4 sindbilleder af hugne sten.

Stax, da man havde gjort dette fund, troede man, at der på konsollerne havde stået vaser; sandsynligere er det dog, at man her må søge pladsen for de prægtige sindbilleder far Basnæs, som provst Meyer omtaler, skade blot, at de nu er forsvundne.

Både murstenene og sandstensornamenterne synes at stamme fra en bygning, der er opført på Christian den Fjerdes tid – is stil med hans slotte – og vi kan ikke være i tvivl om, at det er indkøbene fra Basnæs, som Rasmus Langeland har brugt til nytte og pryd for sin egen gård. I denne sammenhæng fortjener det også at nævnes, at der ved Kongegaardens indgangsdør tidligere har stået to ridesten udhuggede af sandsten i form som korintiske kapitæler. Også deres oprindelige hjemsted må vist søges på Basnæs. Fra Kongegaarden er de senere flyttedes ud i Lilleø’s have, men her er de genfundne. Det vækker håb om, at man også kunne opdage rester af de nedtagne konsoller og figurer, og skulle der et eller andet sted findes sådanne brudstykker, modtager både fabrikant Thorvald Pedersen og arkitekt Aage Mathiesen med glæde underretning herom.