Kongegaarden - et pust storstad

”Kongegården – et pust af storstad i den lille by”, Poul Bell, Maskinmester og forfatter.

Gengivet efter aftale mellem Foreningen Kongegaarden og forfatteren.

Artikel fra ”Kongegårds-uge”, tillæg til Korsør Posten, uge 29, 1987.
Tillægget kan læses i sin helhed på Lokalhistorisk Arkiv i Korsør.

Oplysningerne til denne artikel er grundet på undersøgelser over Rasmus Langelands bo, som en af Korsør Museums og Lokalhistorisk Arkivs dygtige medarbejdere, Kirsten Borg, har foretaget bl.a. i Rigsarkivet. Artiklens forfatter er hende megen tak skyldig herfor.
Poul Bell.

Når man i dag betragter Kongegården i Algade fornemmer man, trods bygningens skønhed, kun svagt omgivelserne af noget stort, - men ved nærmere eftertanke går det op for en, at denne imposante og stilrene bygning fra midten af 1700-tallet må have været noget enestående i den lille by, der omfattede knap 1000 sjæle i et par hundrede huse i Algade og Slottensgade, - den var med sine mange bagbygninger til stalde, magasiner og anden virksomhed samt boliger for gårdens folk, et enestående midtpunkt i Korsør by’s dagligdag og travle virke.

Men lad os prøve at dreje tiden tilbage og i fantasien opleve Kongegården i dens storhedstid i slutningen af det attende århundrede.

Vi går ind gennem porten og modtages af en rasende gøen og glammen. Det er Rasmus Langelands bulbiderhund der. Lænket til sit hundehus, byder ”velkommen”, - og man holder sig behørigt udenfor hundens rækkevidde, der er begrænset af en solid lænke.

I gården mødes korsoranerne, for her sker der virkelig mange ting. Rasmus Langeland er en driftig mand. Ud over gæstgiveriet, som han har privilegium på, befatter han sig med mange gøremål indenfor handel og søfart.

Hans ældste søn er for nylig blevet valgt til borgmester, en højst ærefuld post, der giver liden løn, men megen indflydelse. Han, Christian Langeland, kommer just ned ad trappen. Da borgmesterstillingen medfører megen korrespondance og udstedelse af dokumenter, har han været inde hos sin far for at købe ”Stemplet papir”, som Langeland har eneret på at sælge.

Han har også eneret på salg af spillekort, og dem går der nok mange af i gæstgiveriets skænkestue. Men også salg af det stemplede papir giver gode informationer om handel mm.

Ind gennem porten kommer nu en flot rytter i smuk uniform. Bulbideren starter sin sædvanlige advarsel, der dog slår over i en glad gøen, da den ser, at det er den anden Langeland-søn, Christen, premierløjtnant ved Det Sjællandske Livregiment, der kommer.

Han hedder nu Christen von Langeland, for man må jo kunne begå sig blandt regimentets øvrige rangpersoner. Derfor det lille ”von”. Det kostede i øvrigt Rasmus Langeland en god skilling hver månedsdag, for at sønnen kunne føre sig standsmæssigt frem, - men man bør jo også tænke på slægtens fremtid.

Standsmæssigt må man sige, at Rasmus Langeland har indrettet den finere del af gæstgiveriet. Inde i den øverste stude var der et blåt malet bord med hjortefødder, lampetter på væggene, et stort standur, to marmor konsolborde, to lærreds skilderier i forgyldte rammer, seks stole med gylden læderbetræk, en stor dragkiste med fire skuffer – i barok stil med indlægninger i farvet træ – en ”the machine”, og ikke at forglemme to glaspokaler med låg ved et sortmalet fløjbord, - det var ikke udelukkende te, man drak.

Og når trætheden faldt på gæsten, kunne denne hvile ud i en himmelseng med kattunsophæng , - så de høje gæster kunne i hvert fald føle sig i passende omgivelser.

For ligesom at forøge festivasen, når der var middagsselskaber, havde man i gården opstillet en kanon, og når man drak skålen, blev der saluteret. Men det har nu nok ikke været for hvem som helst, der blev saluteret, - krudt kostede jo penge.

Gæstgiveriet gav travlhed. For at bestride dette havde Rasmus Langeland husholderske, kokkepige, stuepige, gårdskarl, køkkenpige, dreng, en maltgører og en bryggerpige. Hertil kom så tjenende ånder, som herskaberne selv medførte på rejsen såsom kusk, lakaj, tjener, kammerpige mfl.

Alle disse personer, iklædt tidens farverige dragter, for ikke at tale om byens eget, borgerlige militærkorps, der ved festlige lejligheder paraderede ved modtagelsen af høje gæster, har givet det hele et pust af storstad, der rakte langt ud over, man man var vant til i de øvrige småbyer på den tid.

Jo, Rasmus Langeland vidste, hvad der skulle til, og hvad der gjorde sig.

Kongegården havde ud over gæstgiveriet også brændevinsbrænderi, ølbryggeri og en krambod, hvor vareudvalget var præget af, at det var dagligvarer, som man ikke selv kunne fremstille, der handledes med. Det vil sige jern, søm, knive, olie, glas, papir, knappenåle, lim, knapper, vadmel, kattun, tobak, brændevin og meget, meget andet.

Så når handelen gik og gæster, borgere, bønder og bissekræmmere flokkedes i gården og i gæstgiveriet, må det have været en både spændende morsom oplevelse.

Langeland drev også skibsfart, der blev administreret fra contoiret i Kongegården. Alle disse forretninger og gøremål blev drevet med vekslende held, men hans mange aktiviteter må have været et betydeligt plus for Korsør by og dens borgere.

Tilbage har vi nu lykkeligvis Rasmus Langelands Kongegård, der står som et minde om en mand, hvis evner og talenter rakte langt ud over, hvad Korsør ellers havde at byde på.

Ordforklaring:
Kattun: Især brugt om bomuld med påtrykt mønster. (Hollandsk: kattoen – arabisk: Quton – engelsk: Cotton)