Gamle købmandsgårde

Christian Elling, artikel om Kongegaarden, fra ”Gamle Købmandsgaarde” af Hugo Matthiessen og Christian Elling,
udgivet af G.E.C. Gads Forlag, 1951.

Gengivet efter aftale mellem Foreningen Kongegaarden og Gads Forlag.

Næppe nogen anden dansk Købstad er blevet saa smædet i de klassiske Rejsers Tid som Korsør. Stabelstaden ved Bæltet var unægtelig hensygnende i det 18. Aarhundrede. Næringslivet stod i Stampe. Da Alverden maatte passere den og blive Vidne til dens Armod og Jammer, kunde den stenes i Offentlighedens Paasyn. ”En liden smudsig By, hvilken øiensynligen forfalder; hen ved tredive Huse staae ubeboede”, noterede Aug. Hennings i 1787. Aaret efter fik Korsør et lignende Skudsmaal af Michael Rosing, med Tilføjelsen: ”Der er en Fæstning, saae Gud maae sig forbarme, og al det, vi saae af Besætningen, var Halte og Krøblinger, en Skomagerdreng havde jaget dem bort med sin Spandrem”. Også Generalfiskal Peter Uldall, der drog gennem Korsør samme Aar som den store Skuespiller, var lidet opbygget og fandt Kirken lige saa daarlig som Byen, hvis Bebyggelse ifølge J.Chr. Hedegaard i 1796 for en stor Del udgjordes af ”Rigsortshuse”, blandt hvilke adskillige ”ere for slette til at kunne bruges til Faarehuse, thi Faar taale ikke megen Træk”.

Den første Hilsen, som en Nyankommen fik i det eneste Gæstgiveri paa Pladsen, var en opslaaet Tiggerprotokol af 1794, hvori det hedder, ”at endog det flygtigste Syn af vore nedfaldende Huse og slette Gader maa opvække enhver Giennemreisendes Medlidenhed”. Den anonyme Skribent i ”Iris og Hebe” for Marts 1799, hvem anførte Træk skyldes, fandt det med Rette beskæmmende for Nationen, at Udlændinge fik et saa uheldigt første Indtryk af ”Danmarks Residents-Provinds”. Det forstaar sig, at et romantisk Gemyt som Chr. Molbech maatte betragte Korsør som Sjællands mest prosaiske By og kunde hævde, at det første behagelige Øjeblik indenfor dens Mure oprandt med Raabet: ”Smakken er færdig”.

Sandt at sige kom det Korsørs Omdømme meget til Skade, at Byen var Endepunkt for den berygtede Roskilde Landevej, og ganske særligt. At den var tvungen Venteplads. Stæder af sidstnævnte Art er til alle Tider uglesete af Turister. Den gode Pastor Wedel ramte Sømmet på Hovedet i følgende Sætninger: ”Det er et almindeligt Sagn, at Corsøer er saare kjedsommelig; gandske naturligt! Man opholder sig ej længere, end Nødvendigheden udkræver, men naar Vejrliget hindrer Overfarten og man maa bie, er enhver Time der længere og (mere) kjedende end ellers”.

Da det arme Korsør endelig var saa uheldig at afgive Fødested for en lebendig Poet, nemlig Baggesen, og dermed blev inddraget ogsaa i litterære Storme, maatte den haardt prøvede Købstad hensynke under et navnkundigt Epitafium, dateret 1804, af Oehlenschläger:

”Her er altsaa den By, hvor Jens Baggesen fødtes!

Hvor liden,

Brøstfærdig, sørgelig, mørk – komisk som Stabelstad dog!”

Hvem skulde nu tro, at netop det lurvede og døde Korsør kunde opvise Fædrelandets muntreste Købmandsgaard fra det 18. Aarhundrede? Og dog er det Tilfældet. Den sentimentale Periodes mange Rejsende havde alt for travlt (bl.a. med at skrive Breve og fylde Dagbøger) til at bemærke den, og den var heller ikke faldet i deres ædle Smag.

Gaarden – eller i hvert Fald dens Bygherre og Ejermand – var til Gengæld faldet Wessel i Øjnene. Dette lyse Hoved blev det eneste litterære Vidne til Korsørs Yndigheder. Han satte frejdigt (i 1785) en Vinhandler og Gæstgiver op ved Siden af Stabelstadens berømte Digtersøn Jens Immanuel:

”Ved salig Rasmus Langeland,

Som ikke var Poet, derfor maaskee ei Prakker,

Ved Store Belt og Smakker

Udmærkedes kun før

Korsøer”.

Den Dag i Dag vil den skønsomme Turist i Korsør først – og maaske kun – tage Matadorens Gaard i Øjesyn, alene den kan motivere en ”Langelands-Rejse”. Resten af Købstaden tegner sig i Omrids som et Appendix til et Bygningsværk, der har hele Rokokoens Gratie i sig. Hvilket er et lærerigt Eksempel paa Historiens Nemesis.

Under Frederik V’s Regering var Korsør intet som Fæstning og uendelig lidt bevendt som Bysamfund. Men Overfartsstedet krævede et anstændigt Gæstgiveri for honette Folk, derunder Hoffets og Regeringskollegiernes Herrer, naar de laa paa Rejse til Jylland eller Hertugdømmerne. Ikke tale om, at Kongen selv kunde behøve Kvartér. Blot paa ét Sted og for nogle faa Timer maatte Byen kunne slaa ud i Blomst. Hvilket skete. Det sørgede Rasmus Langeland for.

Han var Byens Barn, født 1712 i Korsør som Søn af en Købmand og gift med Datteren af en Kornmaaler ved de kgl. Magasiner paa Fæstningen; Langelands Svigerfader var altsaa en ældre Kollega til Jens Baggesens Fader. Alene ved sit Navn, der smager af Pæreskude, røber Rasmus Langeland sin Oprindelse fra Storebæltets Strande. I det stængede Bysamfund, som han tilhørte, lagde han stor Vindskibelighed for Dagen og bragte friske Pust ind i Købingens nok saa trange Stræder. Paa sin Højde var Langeland en baade estimeret og formuende Mand. 1759 fik han Privilegium paa at indføre Vin, stak ogsaa selv Skib i Søen; 1768 stiftede han et grønlandsk Kompagni, der drev Hvalfiskefangst med eget Fartøj, men det blev solgt i 1776 til grønlandske Handel. Langeland var ogsaa Hovedparticipant i Smakkefarten til Nyborg, og da Staten i 1764 nedlagde Fæstningen, det formidable Søbatteri ved Havnen, købte han den, dog med Undtagelse af de to Magasiner, i hvilke det kongelige Skattekorn opbevaredes under Amtsforvalterens Tilsyn. Da Jens Baggesen blev født just 1764 paa Fæstningen, voxede han saa at sige op som Rasmus Langelands Undersaat.

Samme Aar, som vor Bypatriot begyndte at indføre Vine fra Syden, fik han Privilegium paa at oprette et Gæstgiveri og Herberg, hvilket var haardt tiltrængt. Hidtil havde Godtfolk staaet af i en Gaard på Torvet, hvor de under nødtørftige Forhold stundum maatte tilbringe lange Timer, ja hele Døgn. En Radering af P.I. Grønvold i hans serie af Prospekter fra Frederik V’s Rejse gennem Danmark 1749 viser den prunkløse Bygning, i hvilken Kongen tog ind. Kort efter at have faaet Bevillingen i Hænde begyndte Rasmus Langeland at opføre en ny og mere anselig Gaard i Algade, nuværende Nr. 25. Arbejdet maa have fundet Sted i 1760, thi i den tidligste af to Brandtaxationer fra nævnte Aar benævnes Ejendommen ”Sr. Rasmus Langelands Bøche-Plas” [Byggeplads], i den følgende kaldes den ”Rasmus Langelands Nye Gaard”. Paa Husets Façade læsesAnno 1761. Gaarden blev vurderet til 2000 Rd. Og var langt den højest ansatte i Byen.

Den vandt meget Bifald hos de talrige Passanter gennem Korsør, ogsaa hos Regeringen, thi Langeland blev i 1766 lønnet med en speciel Bevilling paa at optage fornemme Rejsende. To Aar senere stod den nye Gaard sin Prøve, idet Kong Christian VII med Følge paa Vej til Paris gjorde et kort Ophold under Rasmus Langelands Tag om Formiddagen den 6. Maj 1768.

Det er Hovedbygningen, der fængsler os. Et langt hus i én Etage med hele Barokkens bløde Tyngde i sig, fæstnet under et Mansart-Tag, der brydes i Fronten af en Galvlkvist. Façaden paa et saadant Hus, hvis største Skønhed ligger i dets Plastik, burde egentlig ikke pyntes noget videre. Men denne Façade er blevet det. Vi tør ikke sige: efter alle Kunstens Regler, dog i hvert Fald: med rundelig Haand. Midtpartiet under Kvisten springer lidt frem og er forsynet med vandrette Fuger. Over Døren og hvilende paa en Gesims hæver sig et halvrundt Felt med dekorativ Skulptur. Den ovale Glug i Gavlens Trekantflade er pyntelig indrammet og krones af et koket Baand – som andre Detailler af Sandsten – med Indskrift. Alle Vinduerne, tilsammen tretten, i Façadens fulde Længde er hver for sig afdækkende af en Segmentkarm og indsatte i en Blænding. Anderledes udtrykt: Façaden er regelmæssigt inddelt af Liséner med ”Ører”. Ikke nok hermed: i Brystningen under hvert Vindue er indføjet et Gipsrelief, der forestiller Udsnit af et Gelænders Mønster (à rinceaux).

Naar man nu bemærker, at Gaardens Front er usymmetrisk, tør man nok hævde, at Bygmesteren i højere Grad har ladet sit Værk træde i Karakter ved Ornamenters Hjælp end ved at følge Arkitekturens strenge Love. Alle hans smykkende Detailler er hentede fra den københavnske Rokoko, skabt af Niels Eigtved en god Snes Aar i forvejen. Men i Hovedstadens mere fordringsfulde Milieu vil man ikke se dem anvendt saa ødselt og uansvarligt. Baandværksmønstret kan beundres i noble Trapper, aldrig paa en kultiveret Bygnings Ydermure.

Imidlertid, vi er i Korsør. Og her er Langelands Gaard en brilliant Tilsynekomst. Façadens Relief slaar muntre Smut, det risler af Lys og Skygge i alle de smaa Spring mellem Planerne, den lange hvide gaard med det røde Tag formelig lyser af velsignet Humør, den er ét bredt Smil: ”Se, er jeg ikke fin?” Til alt held ligger Bygningen ved en Kurve i Gaden og kan byde sig frem med lyst.

Da Rasmus Langeland begyndte sit Byggeri, fandtes der to Murermestre i Byen; den ene hed Ernst, den anden Jens. Vi kan selvsagt ikke udelukke en af disse lokale Haandværkere fra at have gaaet Langeland til Haande. Dog finder vi det meget usandsynligt, at Ernst eller Jens Murermester har været Arkitekt i Ordets gængse Forstand. Aldenstund Bygningen efter sin Stil er saa paafaldende beslægtet med Værker andetsteds i Vestsjælland fra samme Tid, Arbejder, som maa tilkendes en ganske bestemt, navngiven Individualitet. De Bygninger, der sigtes til, udgør en Gruppe med tyngdepunktet ved Kallundborg. Nærmest Korsør finder vi det lille Herresæde Aagaard, udvidet og ombygget for Kommerceraad Hans lindholm, der blev ejer 1763. Saa følger lidt længere mod Øst det Barner’ske Gravkapel fra 1769 ved Ruds-Vedby Kirke. Endelig et Par Borgerhuse i Kallundborg: Apotheket, vistnok opført 1763, og en Købmandsgaard på Kordilgade fra samme Aarti, brændt 1901. Hertil kommer to gode Interiører i Lindegaarden.

Vi har tidligere argumenteret for, at disse særprægede vestsjællandske Rokoko-Arbejder turde skyldes en og samme Murermester, antagelig Philip Hartmann, der er paaviselig i Kallundborg fra 1762 til sin Død i 1779. Den kunsthistoriske Baggrund for hans Virksomhed udgøres især af Lerchenborg, bygget i Aarene efter 1743, og Kallundborg Slots Ladegaard, fra 1750’erne. Hertil kommer det Kendskab til moderne Stil, som Hartmann kunne erhverve sig som Svend hos Arkitekten J.C. Conradi i Aarene 1744-1747, medens sidstnævnte havde Byggearbejdet på Ledreborg i Entreprise. Hartmann nævnes ogsaa i København 1746-1747 og har her kunnet øse af Kilderne. Muligvis har Conradi arbejdet for General Lerche paa hans to imponerende Herregaarde ved Kallundborg.

Hvadenten Manden nu hed Hartmann eller ej – vi kan regne det for temmelig sikkert, at Rasmus Langelands Arkitekt i Korsør er identisk med den Murermester, der har Æren for Apotheket og den brændte Købmandsgaard i Kallundborg. Lighederne mellem disse tre Bygningsværker er overordentlig stor; ethvert Træk i Korsør-Gaarden, selv de sjældneste (som Rækværksmotivet og Bueslaget, ogsaa det knækkede Indskriftsbaand), findes her. Særlig frapperende et Slægtsskabet mellem Langelands Hus og den smukke, saa bizarre og levende Gaard i Kordilgade.

Intet kunne være mere rimeligt, end at Handelsdignitarer i de to Nabobyer ved Storebælt betjente sig af samme ferme Bygmester, der saa aldeles forstod at give sine Façader en besnærende nymodens Tone, godkendt endog af Geheimeraader og Godsejere i Landsdelen, for ikke at tale om Amtsforvaltere (som Rasmus Salten, Lindegaardens Ejer, tidligere Ridefoged hos General Lerche). Der var saaledes god Mening i, at de tvende vestsjællandske Overfartsbyer hver omtrent samtidig blev prydet med en statelig Rokoko-Gaard, der tillige tjente som fornemt Herberg – thi ogsaa Apotheker Lorentz Becks ”nette Sted” i Kallundborg ”var af de Adelige, her opholdt sig, nu og da beboet”.

Bag Rasmus Langelands Hovedbygning i Algade strakte sig et delvis bevaret Komplex af Sidelænger og Baghuse, til hvilke der var Indkørsel gennem Porten i Façadens yderste Fag paa højre Haand. Længere inde paa den dybe Grund ligger en stemningsfuld Have, mættet med Provinsens Sødme. Denne rigtige Købmandsgaard falder udenfor vor Afdeling og skal ikke beskrives.

I Aarenes Løb gik det tilbage for Korsørs første Handelsmand. I 1776 maatte han sælge sin fine Gaard. Efter hans død 1780 blev Boet erklæret fallit. Fra den Tid at regne havde ”Kongegaarden” udspillet sin Rolle som Stabelstadens Midtpunkt. Langelands Datter Hedevig Johanne, Enke efter Forvalter paa Saltø Marcus Bagger, byggede 1781 en ny Gæstgivergaard nærmere ved Skibsbroen. Rester af den findes stadig for enden af Slottensgade. Og nu blev ”Madame Bagger”s Herberg berømt, dog som ren Postholdergaard. Den fortjener sin egen historie.