Billedkunstneren Marius Hammann

"Marius Hammann, - maler og billedhugger, 1879-1936”, Alice Fanøe og Kris Münster.

Uddrag af katalogtekst fra den retrospektive udstilling i Kongegaarden 1993.
Arrangeret af Korsør Kunstforening.

Gengivet efter aftale mellem Foreningen Kongegaarden og Alice Fanøe.

(Se desuden Weilbach, Dansk Kunstnerleksikon)

Mange kunstnere må lide den skæbne at blive glemt efter deres død. Men undertiden hentes de frem igen af eftertiden og deres indsats revurderes. Det burde også være tilfældet med Marius Hammann, som var en fin kolorist blandt generationen af modernister i begyndelsen af det tyvende århundrede.

Da Marius Hammann døde i 1936, havde han en fortjenstfuld karriere bag sig med udstillinger i ind- og udland, repræsentation på en del museer i landet og ikke mindst tildelingen af Eckersberg medaljen i 1928, viste respekten for hans kunstneriske virke. Det var dog først året efter hans død, at Statens Museum for Kunst erhvervede to malerier.

I 1946 var der en stor retrospektiv udstilling i Kleis Kunsthandel, men derefter blev der stille om Hammanns navn. Hans billeder har samlet støv i museernes magasiner og er sjældent kommet frem. Var han en dårlig maler, som det aldrig lykkedes at skabe det helt personlige udtryk, og som derfor fuldt retfærdigt er gået i glemmebogen? Nej! Hammann var en fremragende maler, og mange vil uden tvivl også i dag værdsætte hans levende kolorisme, hans lyriske følelse og artistiske teknik. Hammenn var en af modernismens lidt tilbagetrukne kunstnerpersonligheder, hvis kunst udfoldede sig i en rolig rytme uden store udsving. Han var ikke blandt de pionerer der, som Giersing så frimodigt udtrykte det i Klingen i 1917, ”skulle faa billedet til at knalde, faa Linjerne til at eksploderer imod hinanden, Farverne til at skratte af stejl Kraft”. Hammann følte ikke den samme trang til modernitet og kunstnerisk revolution som Giersing. Han lod sig nok påvirke af de nye strømninger i tidens kunst, men han brugte det nye på sin egen stilfærdige måde.

Marius Hammann er født i Thisted som søn af en karetmager, og han blev uddannet som håndværksmaler før han i 1896 kom på Kunstakademiet i København. Her fik han Frantz Henningsen og Otto Backe som lærere, for til forskel fra mange jævnaldrende søgte han ikke ind på Zartmanns skole. Han forblev på akademiet, hvor hans arbejde var værdsat. Walter Aswartz fortæller en historie om, hvordan Otto Backe, når han korrigerede sine elever, vendte sig imod en af Hammanns modeltegninger, der var hængt op i malerskolen, og sagde: ”Så Artistisk kan en Skoletegning altså laves, mine Herrer”.

-------------------------

Samme år som Hammann tog afgangseksamen fra akademiet, fik han en opgave i Korsør. Det var ejeren af Kongegaarden, fabrikant Thorvald Pedersen, der engagerede kunstneren til at dekorere interiører i sit smukke rokokohus. Når man træder ind i forstuen møder man Hammanns malede frise med dansende fauner i i pompeiansk stil. Hammann har med let hånd malet figurernes graciøses bevægelser mellem korintiske pilastre og blomsterranker. Men det var til herreværelset, at den unge kunstner malede en række motiver i stil med italienske renæssancegobeliner. Der er stadig tvivl om hvorvidt billederne er påvirket af motivfragmenter fra de oprindelige vægdekorationer, eller det er Hammann, der har hentet inspiration fra sin rejse i Italien til udformningen. Dragterne og milj’øet er gamle, men figurerne er portrætter af Thorvald Pedersens familie og af husets tjenestefolk, og Hammann har også på bedste renæssancevis malet sit eget protræt med på ét af billederne ved siden af Kongegaardens bygherre Rasmus Langeland. Hammann udførte disse såkaldte ”gobeliner” med en gennemarbejdet figurtegning og mange detaljer, der rummer fortælleglæde og humor.

Foruden den nævnte rejse til Italien besøgte Hammann Tyskland og Holland i akademiårene, og i 1906 rejste han til Paris, hvor han blev i halvandet år. Det var samme periode som Giersing, Sigurd Swane og Karl Isakson var i den franske hovedstad, og i disse år blev påvirkningerne fra pointillisme, fauvisme og kubisme mærkbar på de modernistiske maleres arbejder. For Hamman var det nu især impressionisternes motivverden, der levende penselkraft og farvebehandling, der fik betydning. Hos kunsthandlerne i Rue Lafitte oplevede han de impressionistiske malerier og lod sig inspirere til at drage af sted med malerkassen og søge motiver langs Seinen eller i Paris’ omegn.

Han tidlige billeder er gennemarbejdet med små omhyggelige strøg i mange tæt liggende farvetoner hovedsageligt i brunt, rødt og gyldent i interiører og protrætter, og grønt og blågråt i udendørsbilleder. Farven spillede fra begyndelsen en overordentlig stor rolle for Hammann, for selv om han blev rost for sine modeltegninger, er han først og fremmest maleren, der former motivet med farven.

------------------------

Hammans motivkreds koncentreredes om få emner. Foruden portrætter var det primært landskaber, kyst- og skovpartier, bybilleder og figurbilleder. Desuden udførte han et altermaleri med jesu Dåb (1914) til Klejtrup Kirke. Hammann, der var ungdomsven med Edvard Weie, tog aldrig Weies kompositioner med mytologiske og litterære emner op. Weies filosofiske og romantiske bevæggrunde til at beskæftige sig med kunstens store emner, blev ikke en ledetråd i Hammanns kunstneriske virke. Han var et mere jordnært gemyt, der skildrede sin omverden med en poetisk nerve og indfølingsevne. Hvor Weie var lidenskabeligt optaget af billedets indhold i Poseidon og dantemotiverne, var det, i den anden del af hans motivkreds med opstillinger og landskaber, maleriets egne midler i formens og farvens afvejning, han arbejdede med. Det var også det, der optog Hammann. Han malede dog meget få opstillinger, hvorimod han var optaget af mennesker med huse, kyststrækninger med både, interiører eller haver med figurer, alt sammen noget hvor mennesker var til stede eller havde sat sine spor. Han skildrede disse motiver med en særegen indlevelse. Mennesker lever og ånder frit i hans interiører. Når han maler figurer ved lampelys , er der en tryk, intim stemning, hvor personerne er optaget af forskellige gøremål i aftenens ro.

-------------------------

I Hammanns senere malerier udfoldede han sig med stor frihed i penselstrøgenes lette, hurtige bevægelse over billedfladen, og samtidigt blev hans palet lysere og med rene farver. Han udnyttede fuldt ud farvens maleriske virkning. Han var frem for alt kolorist, der ”tænker” i farven og bygger billedet op ved at give koloritten første prioritet. Marius Hammann beskriver i en artikel fra 1933 sine tanker om maleri:

”Paletten med sine farver er malerens Instrument. Motivet, som Maleren benytter som Skelet til at anbringe Farverne paa, er i Nutiden som Regel enklere og beskednere end i gamle dage, men billedet kræves bygget af rent maleriske Elementer. En Opstilling af livløse Ting kan som Motiv give et lige saa vægtig Maleri som et bevæget dramatisk Motiv, og der har den Fordel, at tankerne hos Beskueren ikke ledes bort til andre Maleriet uvedkommende Egne. Det er Lyset, der danner Billedet, der gør Lokalfarven rig og nuanceret. Genstandenes Farver glider fra Lyset gennem Mellemtonerne ind i Skyggernes Mulm. Det er de Midler, Maleren arbejder med, og er hans Sind opladt og modtagelig er Virkeligheden en uudtømmelig rig Verden, der ikke lader ham i Fred. Klange afløser hinanden. Klange, der logisk slutter sig til andre og er i slægt med hinanden. Maleren har faaet Grund under Fødderne, og Foredraget bliver naturlig hjertevarm.

(Samleren. Februar 1933, side 26).

Det skulle blive Marius Hammanns skæbne, og mange andre med ham, at blive overhalet af en ny generation af yderst talentfulde kunstnere, som Asger Jorn, Egill Jacobsen, Ejler Bille, Robert Jacobsen og Richard Mortensen. Deres abstrakte billedsprog overskyggede de ældre generationers mere genkendelige motivverden. Men smagen og interessen for billedkunstens forskellige udtryk veksler hele tiden, og det er i denne sammenhæng, at en kunstner som Marius Hammann kan komme frem i lyset og forhåbentlig få en renæssance.

------------- henviser til udeladte paragraffer, der beskriver billeder fra den retrospektive udstilling i 1993. Katalogteksten kan i sin helhed læses på Lokalhistorisk Arkiv i Korsør.