Baggesen - Det første kys

I et brev fra 1822 skriver Jens Baggesen om ”Det første kys”.
Brevet findes optrykt som bilag 16 i
”August Baggesen: Jens Baggesens Biographie, bind 1. 1843.”

Oversat fra tysk fra ”Der erste Kuss” af Else Topsøe-Jensen (1987)

Gengivet efter aftale mellem Foreningen Kongegaarden og oversætteren.

Da skete det – i året 1771 eller 1772 – ved en særlig skæbnens tilskikkelse, at den skønne, unge dronning af Danmark, bedstemoder til prins Christians hulde gemalinde, gav et kys til den fattige, knapt syvårige lille Petrarca, der kun adskilte sig fra de andre børn i gaden ved sit mere renvaskede ansigt. Det var det første kys, som gæstgiverskens knipske datter så ubønhørligt havde nægtet ham.

Dronningen var kommet til Korsør med sin hofstat for at begive sig over bæltet og måtte nu overnatte der i byen. Den såkaldte Kongegård, hvor hun blev modtaget, var illumineret, - endnu ser jeg de mange lys for mig, - og vi tre børn fik lov til sammen med pigen at gå fra det gamle slot til Kongegården for at se illuminationen, og måske få et glimt af dronningen gennem vinduerne.

I gården og udenfor var der en vrimmel af mennesker og mere eller mindre fint pyntede børn. Jeg stod sammen med mine søster og pigen midt i hoben, og stirrede fuld af undren op på den umådelige herlighed. Da fik jeg for første gang indtryk af jordisk pragt og verdslig glans! Men var jeg allerede blændet deraf, hvordan blev jeg da ikke til mode, da den uanede lykke vederfaredes os at se dronningen selv ganske nær.

Hun steg nemlig ned ad Kongegårdens trappe, og med huldsalig venlighed hilste hun den fattige hob, som for hendes skyld stod frysende dernede. Hovedsageligt tiltrak børnene sig hendes opmærksomhed, og ved et tilfælde bemærkede hun særligt mig, den umådeligt heldige, - måske fordi jeg havde udstødt et begejstret, lydeligt råb. Hun talte til mig og spurgte mig om mit navn, som jeg skammede mig over og sikkert fremstammede med en rødmen. – hun spurgte mig om min alder og mine forældre. Jeg må have sagt noget påfaldende til hende, thi hun tog mig smilende op til sig, - hvilket ikke var svært, da jeg var yderst spinkel og lille – og – oh himmel! I al evighed vil jeg aldrig glemme det, endnu efter et halvt århundrede brænder erindringen derom i mit indre, - hun kyssede mig!

”Venez, venez, Madame!” kaldte man ned fra det åbne salsvindue. Det var Struense, - og hun forsvandt. Men kysset blev bestemmende for min hele livshistorie i de følgende halvtreds år.

- Med dette første for mig uforglemmelige syn af stjernerne, med dette første kys blev jeg som genfødt til den åndelige verden, til en fællesskabets verden. Fra det øjeblik opstod nemlig dybt i min sjæl ønsket om på en eller anden måde, - ved at udmærke mig og hæve mig over hoben, - at gøre mig fortjent til dette kys. Fra det øjeblik sansede, tænkte, arbejdede og legede jeg ikke mere helt som andre børn. Dette kys fra Cybria Mater lagde i egentligste forstand kimen til min senere skæbne.