Rasmus Langelands værtshus

”Rasmus Langelands Værtshus”,
Poul Bell
Maskinmester og forfatter.

Gengivet efter aftale mellem Foreningen Kongegaarden og forfatteren.

Artikel fra ”Kongegården i Korsør”, udgivet af Foreningen Kongegaarden, 1992.

Artiklen er let bearbejdet i de afsnit, der berører billedhenvisninger i den oprindelige tryksag.

Når man i 1761 kom agende eller ridende til Korsør ad landevejen fra Slagelse og Skælskør, fik man tidligt øje på en ny, stor og meget smuk bygning, bygget med manzardtag og i en stil, man må kalde borgerlig barok.

Bygningen har senere, uvist hvornår, fået navnet ”Kongegården! Og bygherren var en af Korsørs mest driftige sønner, Rasmus Langeland. ”Kongegården” var ganske vist kun ét af de store foretagender, som Rasmus Langeland beskæftigede sig med, og det gik lige fra brændevinsbrænding til sælfangst ved Island. Rasmus Langelands hensigt med at bygge ”Kongegården” var at indrette et værtshus og herberg for folk af de bedre og betalingsdygtige klasser, når de på grund af manglende god vind ikke kunne komme over Storebælt og derfor måtte gøre ophold i Korsør. For nok havde Korsør værtshuse og herberger i store tal endda, men et herberg, der kunne tilfredsstille de mere kræsne, det manglede man.

Alt dette er nu historie, men stadig har vi ”Kongegården”, en af Korsørs smukkeste bygninger, og det skal Rasmus Langeland have Korsørs tak for.

På ”Kongegården” modtoges med behørig honnør konger og fyrster, prinser og prinsesser, og Rasmus Langeland, der åbenbart kendte reklamens magt, sørgede altid for at hans notable gæster blev nævnt i Københavnske tidender, en af landets få aviser, selvfølgelig med den bagtanke, at ville man regnes for at være herskab, så boede man på ”Kongegården”, når man gjorde ophold i Korsør.

”Kongegården” gik senere tunge tider i møde. Da dampskibene i 1829 indførtes på Storebælt, gik det stærkt tilbage for herberg og gæstgiveriet. Bygningen havde adskillige ejere indtil 1869, hvor købmand J. Pedersen blev ejer, og hvor en senere efterkommer, fabrikant Thorvald Pedersen i 1901 lod ”Kongegården” grundigt restaurere ved arkitekt Aage Matthiesen, og kunstmaleren Marius Hammann dekorerede rummene. Ved denne lejlighed anlagdes der også i parken en ”romantisk” ruin.

Indgangen til ”Kongegården” er ret statelig, og gennem gadedøren og et vindfang indenfor kommer man ind i gårdens vestibule. Rummet her er hele vejen rundt beklædt med mørke paneler og på panelernes øverste kant løber en frise med navnene på de forskellige ejere af gården og på de håndværkere, som har medvirket ved restaureringen (1901). Over panelerne har kunstneren Hammann dekoreret væggene med en frise, der forestiller dansende fauner. Et motiv, der henleder tanken på de antikke romerske vægfriser.

Kunstneren bag ”Kongegårdens” udsmykning var som før nævnt Marius Hammann, 1879-1936. Hammann kom i malerlære og blev optaget på akademiet i 1896 med afgang i 1906. Han udviklede sig til en betydelig kunstner og modtog Eckersbergs medalje i 1928, Et betydeligt antal arbejder er knyttet til Frankrig og Italien. Det var lykke ligt, at fabrikant Pedersen kunne se, at den unge Hammann var i besiddelse af stort talent og valgte ham til udsmykningen af ”Kongegården”.

På væggene i herreværelset var der opsat de såkaldte gobelinbilleder. Billederne er malet på lærred og malet i en stil som italienske renæssancebilleder. Maleren Hammann har formentlig også her hentet inspiration fra en tidligere rejse i Italien.

En mindre stue går under betegnelsen Kabinettet. Hvor gammel denne betegnelse er, ved vi ikke. Imidlertid foreligger der efter en beretning om en af Christian VII rejser i 1767, at han overnattede på ”Kongegården” og spiste til aften i kabinettet. Det er jo tænkeligt, at kongen har spist i dette rum, der var egnet til mindre selskaber og let at varme op.

På fabrikant Thorvald Pedersens tid var Kabinettet møbleret med møbler i engelsk stil. På ovennævnte foto ses et panel malet af Hammann. Rester af dette panel findes endnu. Opvarmningen af kabinettet foregik fra en ovn i det tilstødende herreværelse. Der løb varmekanaler fra ovnen, således at man kunne dinere uforstyrret af personalet.

Se også fotografiet af den store havestue i billedarkivet. Den var møbleret med møbler fra den senere klunketid, hvor vidt forskellige stilarter blev benyttet. På panelet fra gulvet og op til brystningen har Hammann dekoreret væggene med blomsterdekorationer, der nu er dækket af tapet. Stuen giver et godt billede af, hvordan en førende forretnings- og industridrivende med passende stor indtægt kunne bo.

Klunkegardinerne er hele teaterdekorationer, som måtte sættes op af en dekoratør, der fugtede gardinerne inden opsætningen, så de kunne hænge og tørre ind i de rigtige folder. Gardiner var i de velhavende hjem en vigtig ting. Man havde således både sommer- og vintergardiner og undergardiner.

Spisestuen var også et smukt rum. Loftet er i modsætning til de øvrige lofter i stuerne et bræddeloft. Væggene var af Hammann blevet dekoreret med de blå drenge, som nu er blevet tapetseret over, da en restaurering for nærværende ville blive meget kostbar. De blå drenge kan ses på omslaget af ”Kongegården i Korsør”, udgivet af Foreningen Kongegaarden I 1992.

Spisestuens ene hjørne domineres af en kamin, udført i sandsten. Over kaminen er der et billede, som nu er tapetseret over. Møbleringen er meget nøgtern og funktionel, især når man sammenligner den med møbleringen i husets øvrige stuer.

På første sal findes det såkaldte kongeværelse. Det optager rummet under den store frontispice, og der har herfra været en storslået udsigt over hav og nor, da bygningen er blevet rejst. Først i midten af det 20. århundrede er udsigten blevet spoleret af, at Algade er blevet bebygget med høj bebyggelse på den modsatte side af vejen. Værelset er stærkt dekoreret på vægge og på loft, igen ét af Hammanns arbejder.

En nyskabelse ved restaureringen i 1901 var, at Thorvald Pedersen lod statuerne af de fire årstider sætte op på facaden af ”Kongegården” på hver side af indgangen. De virker dekorative og som en efterrationalisering af facaden må de siges at være heldigt valgt, idet de understøtter det palæagtige præg af facaden.

Det kan nok være passende at fortælle lidt om livsstilen på ”Kongegården” i fabrikant Pedersens tid.

Fru Pedersen holdt hver formiddag noget, der blev kaldt ”kl. 11-kaffe”. Det bestod i, at byens førende fruer indfandt sig kl. 11 til kaffe med nybagte briocher, og efter hvad der fortælles gik snakken livligt. Et af hovedemnerne var altid de mere eller mindre umulige tjenestefolk og deres alt for høje løn.

I hele det store hus fandtes kun ét vandkloset, og det var vel og mærke til herskabets eget brug. Husets tjenende ånder måtte benytte et gammeldags das i gården.

Familien Pedersen boede ikke på ”Kongegården” om vinteren. Det store hus var svært at fyre op, så familien Pedersen havde en bekvem lejlighed på Frederiksberg. Herinde var det jo også muligt at gå i teatret, til koncerter og på udstillinger med mere. Fru Pedersen måtte dog så undvære sin daglige tur til Storebælt, hvor hun badede sine øjne i saltvandet. Skulle der købes ind på torvet og hos købmanden, stillede husets yngste tjenestepige med en kurv under armen og med fruen foran gik turen så rundt for at se, om der var noget, der kunne bruges, og skulle der være selskab, kunne kurven godt blive for tung for en lille ung pige.

Da Thorvald Pedersen døde, blev hans enke boende i ”Kongegården” om sommeren og på Frederiksberg om vinteren. En tidligere husjomfru fortæller, at fruens middag blev serveret som altid igennem mange år i den store spisestue, hvor fruen i al sin ensomhed præsiderede for enden af spisebordet.