VEDTÆGTER FOR FORENINGEN "KORSØR KONCERTERNE"

§ 1  Navn og hjemsted

Foreningens navn er "Korsør Koncerterne" med hjemsted i Korsør kommune. 

§ 2 Formål

Det er foreningens formål at fremme musiklivet i Korsør kommune ved afholdelse af professionelle koncerter og andre aktiviteter, der kan øge interessen for musik. Foreningen har en særlig forpligtelse til at udbrede kendskabet til og forståelsen for den klassiske og ny kompositionsmusik. 

§ 3 Medlemskab

Som medlem kan optages såvel enkeltpersoner som foreninger, organisationer og firmaer. 

§ 4 Bestyrelse

Foreningen ledes af en bestyrelse på 7 medlemmer, valgt blandt de personlige medlemmer.

Bestyrelsesmedlemmerne vælges for to år ad gangen, således at der på skift afgår 3 medlemmer i ulige år og 4 medlemmer i lige år. Umiddelbart efter en generalforsamling konstituerer bestyrelsen sig med formand, næstformand, kasserer og sekretær. Bestyrelsen fastlægger selv sin forretningsorden, og den kan antage lønnet medhjælp. 

§ 5 Generalforsamling

Generalforsamling afholdes hvert år i første kvartal. Indkaldelse sker ved annoncering i de lokale dagblade, Sjællands Tidende, Korsør Posten og Uge Nyt, senest 3 uger før generalforsamlingens afholdelse.

Generalforsamlingen skal have følgende dagsorden: 

1. Valg af dirigent.

2. Bestyrelsens beretning.

3. Fremlæggelse af det reviderede årsregnskab til godkendelse.

4. Bestyrelsens forslag til koncerter mv. for det kommende kalenderår.

5. Indkomne forslag.

6. Budget og fastsættelse af kontingent for 1. Personlige medlemmer og 2. Andre medlemmer for det kommende kalenderår.

7. Valg af 3 eller 4 medlemmer til bestyrelsen samt en 1. og 2. suppleant.

8. Valg af revisor samt revisorsuppleant.

9. Eventuelt. 

Forslag under pkt. 5 skal foreligge hos formanden senest 14 dage før generalforsamlingen. Beslutninger træffes ved almindelig stemmeflerhed. Firma- og foreningsmedlemmer har én stemme ligesom personlige medlemmer.

Forslag om vedtægtsændringer skal udsendes til samtlige medlemmer i uge før generalforsamlingen.

Vedtægtsændring kan ske på enhver generalforsamling, når mindst 2/3 af de afgivne stemmer er for forslaget.

Stemme kan afgives ved fuldmagt, som tilsendes formanden.

Et flertal af bestyrelsen eller 20 medlemmer kan fordre, at bestyrelsen indkalder til ekstraordinær generalforsamling med 14 dages varsel. Indkaldelsen skal ske skriftligt til de enkelte medlemmer, og den skal indeholde en dagsorden.

Ved den første ordinære generalforsamling efter den stiftende generalforsamling er de 3 bestyrelsesmedlemmer på valg, der fik det mindste stemmetal ved den stiftende generalforsamling.  

§ 6 Regnskab

Regnskabsåret følger kalenderåret. Bestyrelsen foranlediger regnskabet revideret af den generalforsamlingsvalgte revisor forinden forelæggelse på generalforsamlingen. 

§ 7 Opløsning

Bestemmelse om foreningens opløsning kan kun tages på en i den anledning indkaldt ekstraordinær generalforsamling. For at opløsning kan vedtages, skal mindst 1/3 af foreningens stemmeberettigede medlemmer være til stede og mindst 2/3 af de tilstedeværende skal stemme for, at foreningen skal opløses.

Gives der ikke møde af 1/3 af medlemmerne, skal bestyrelsen inden en måned indkalde med sædvanligt varsel til en ny generalforsamling, hvor beslutning tages ved simpel stemmeflerhed.

Eventuelle værdier overdrages til Korsør kommune til musikformål. 

Således vedtaget på den stiftende generalforsamling den 28.5.1996

Tillæg til vedtægter for Korsør Koncerterne.

På generalforsamlingen den 24. februar 2007 vedtoges følgende ændring til vedtægterne:

Ny ordlyd af §5, stk. 1: "Generalforsamling afholdes hvert år i første kvartal. Indkaldelse sker ved annoncering i mindst ét lokalt trykt medie og på Foreningen Kongegaardens hjemmeside senest to uger før generalforsamlingens afholdelse."

Anders Bechmann Jensen, Formand

Poul Erik Nielsen, Generalforsamlingens dirigent